Top 10: Her er de nordjyske virksomheder med flest på lønningslisten
Der er syv nordjyske virksomheder, som i følge deres seneste årsregnskab har over 500 ansatte. De fleste af dem har adresse i Aalborg. Se listen her.
Dagene, hvor det i Nordjylland var industrivirksomheder, som kunne bryste sig af at have flest ansatte på lønningslisten, er for længst forbi.
I 2023 er de tre største nordjyske virksomheder målt på antal ansatte, to banker og et revisionsfirma. Det viser den liste som Vigeur, har lavet på baggrund af tal, der er opgivet i de seneste årsrapporter.
Virksomhederne på listen skal have deres hovedkontor i et postnummer i Region Nordjylland, men behøver ikke at have alle medarbejdere placeret i landsdelen. Det antallet af ansatte i moderselskaber, der er brugt til listen.
Spar Nord Bank A/S, med hovedsæde på Skelagervej i Aalborg, topper listen. I følge årsrapporten for 2022 har banken i gennemsnit haft 1628 ansatte, der er fordelt på 60 afdelinger over hele Danmark. I samme regnskab kunne Spar Nord, der er Danmarks femtestørste bank med mere end 400.000 kunder, også fremvise et overskud efter skat på 1,4 milliarder, hvilket er det største i virksomhedens knap 200-årige historie.
Fusion gav mere end 1000 ansatte
Den nordjyske virksomhed med næstflest ansatte er det Aalborg-baserede revisionsselskab Beierholm. Her er det senest offentliggjorte regnskab næsten et år gammelt, men det viser, at der på det tidspunkt var mere end 1300 ansatte i gennemsnit.
Beierholm er målt på antallet af kunder Danmarks største revisionsfirma og har mere en 30 kontorer fordelt i hele landet.
Nummer tre på listen skal som tidligere nævnt også findes i bankverdenen og har hovedafdeling i Vrå. Der er tale om Sparekassen Danmark, som blev dannet i september 2021 gennem en fusion af Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank.
Den nye bank kom dermed op på mere 1000 ansatte, og i årsrapporten for 2022 er antallet af medarbejdere opgjort til 1172. I alt har banken 58 afdelinger i hele i landet, størsteparten af dem er lokaliseret i Nordjylland.
Sidste slagteri i Nordjylland
Den øverst placerede industrivirksomhed på listen er slagteriet Tican Fresh Meat A/S, der har mere end 1100 ansatte. Omkring halvdelen af dem er beskæftiget på slagteriet i Thisted, som er det sidste slagteri i landsdelen efter Danish Crown tidligere i år lukkede i Sæby.
Fremtiden for de mange slagteriarbejdere i Thisted er dog også usikker på trods af overskud i det seneste regnskab.
- Der er risiko for, at vi og/eller konkurrenterne er nødt til at lukke flere slagterier, hvis ikke vi får landmændene til at producere flere grise", lød det tidligere på sommeren fra direktør Steen Sønnichsen i en artikel fra Nordjyske. Han forsikrede dog samtidig om, at en eventuel lukning ikke er med i virksomhedens nuværende planer.
Fastholder arbejdspladser lokalt
Længere nede på listen finder vi to store nordjyske producenter af døre og vinduer: Jeld-Wen Danmark fra Løgstør og Idealcombi A/S fra Hurup i Thy. Begge virksomheder har omkring 500 ansatte. Jeld-Wens rødder i Løgstør går helt tilbage til 1981, hvor Ove Glerup etablerede Løgstør Møbel Design. Amerikanske Jeld-Wen overtog virksomheden i 2006 og har bevaret hovedkontor og en del af produktionen i Løgstør. Der er yderligere to afdelinger i Danmark.
Idealkombi blev grundlagt af brødrene Bent og Henning Søgaard i en lade i Sydthy for 50 år siden. I dag råder virksomheden over et produktionsareal på 10 hektar og er Danmarks største uafhængige vinduesproducent.
Det seneste regnskab viste et rekordoverskud på 57,1 millioner kroner. I modsætning til mange andre virksomheder, som har rykket produktionen til Asien eller Østeuropa for at sikre billigere arbejdskraft, bliver det ikke aktuelt for Idealcombi.
"Vi har fået mange tilbud gennem årene om at sælge eller flytte virksomheden ud, så vi kunne sagtens have gjort det anderledes. Men vi valgte at blive i Hurup og fastholde arbejdspladserne her, og det føler jeg også bliver værdsat", sagde Bent Søgaard til Nordjyske i forbindelse med Idealcombis 50 års jubilæum.
Her er hele listen over de nordjyske virksomheder med flest ansatte: