Flere forlader branchen, end der bliver uddannet: Sådan vil Rico sikre eftertragtet arbejdskraft
Arbejdsløsheden for nyuddannede industriteknikere er på seks procent, og derfor er Induflex nødt til at "gøre sig attraktive, hvis de skal have fat i dem, mener direktør Rico Larsen.
Der går flere på pension eller skifter branche, end der bliver uddannet, og det gør industriteknikere til en eftertragtet vare på arbejdsmarkedet.
Ikke mindst hos Induflex, der producerer maskindele og komponenter i plast til blandt andet medicinal-, elektronik- og fødevareindustrien.
Det er en af grundene til, at virksomheden vælger at bruge store summer på at investere i de nyeste maskiner på markedet.
“Hvis vi som virksomhed stagnerer og ikke investerer, så er det ikke sikkert, at vi kan tiltrække de bedste medarbejdere,” siger direktør Rico Larsen.
Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet er arbejdsløsheden for nyuddannede industriteknikere på seks procent.
Induflex blev stiftet i 1989 af Lis Larsen. I 2022 kom hendes søn Rico Larsen ind i virksomheden og har siden 2011 været direktør.
Den familieejede plastbearbejdningsvirksomhed holder til i Støvring og producerer maskindele og komponenter til flere industrier i Danmark. Herunder inden for maskin-, elektronik og medicinalindustrien.
Virksomheden har 43 ansatte og leverede en bruttofortjeneste på 24,9 millioner med et overskud på 951.000 kroner i seneste regnskabsperiode.
Kilde: CVRI de seneste år har Induflex blandt andet investeret i tre nye maskiner, så maskinparken nu tæller 20 maskiner. Samtidig har virksomheden valgt at lægge nyt tag og nye ovenlysvinduer på bygningerne i Støvring, så personalet har bedre rammer at arbejde i.
“Vi prøver hele tiden at gøre os attraktive. Både over for vores kunder, men lige så meget over for nuværende og kommende kolleger,” siger direktøren.
“Og det er nu sjovest for en faglært industritekniker at stå ved nogle nye maskiner i et godt arbejdsmiljø i en virksomhed, der hele tiden prøver noget nyt.”
I 2023 havde Induflex en bruttofortjeneste på 24,9 millioner kroner, der gav et overskud på 951.000 kroner.
Egenkapitalen lyder på 10,6 millioner kroner.
Meget har ændret sig
Rico Larsen overtog det fulde ejerskab af Induflex i 2020, efter hans mor, Lis Larsen, havde drevet virksomheden, siden hun stiftede den i 1989.
Sønnen overtog en sund forretning, og det er en af grundene til, at Rico Larsen nu kan investere i nye maskiner og ovenlysvinduer, selvom det i første omgang koster på bundlinjen.
“Dengang tjente hun pengene, inden hun brugte dem,” siger han.
“Det er derfor, at vi er så velkonsolideret, og derfor kan vi godt tillade os at bruge flere penge, end vi umiddelbart tjener i jagten på de eftertragtede medarbejdere.”
Ifølge direktøren er Induflex bedst kendt fra Skagen til Aarhus, men ambitionen er, at virksomheden skal lave forretning i hele landet.
“Nu har vi et setup med en topmoderne maskinpark, og det vil vi gerne drive til mere.”