Arbejdskraft

Ét spørgsmål skal ledelsen turde stille sig selv, når virksomheden går igennem forandringer

Line Wille er på mission hos én af Nordjyllands største transportvirksomheder. Her skal 350 medarbejdere fusioneres – og direktionen i den ejerledede virksomhed skal turde stille sig selv et vigtigt spørgsmål.

Line Wille var tidligere afdelingsdirektør i Spar Nord. I dag er hun selvstændig konsulent. Foto: Caroline Bundgaard

“Direktøren har altid været vognmand, men nu skal han pludselig til at forene og drive en forretning med 350 medarbejdere.”

Det siger Line Wille om den opgave, hun er med til at løse hos én af Nordjyllands største transportvirksomheder.

Hun er konsulent i fusioner, generationsskifter og forandringsledelse hos især SMV'er – og har det seneste år brugt størstedelen af sin arbejdstid hos Terndrup Taxa & Turistbusser A/S.

“Det er en virksomhed, der har eksisteret i over 40 år, og som er helt vildt dygtige til at køre og disponere transport,” siger Line Wille.

Men med to opkøb i 2023 står den familieejede virksomhed også midt i store forandringer.

Terndrup Taxa & Turistbusser blev grundlagt af Kenny Thygesens far i 1983. I dag driver Kenny Thygesen virksomheden sammen med Maybritt Toft Pedersen. Da ægteparret tog over i år 2000, havde virksomheden fire-fem biler. I dag har virksomheden over 350 køretøjer. Arkivfoto: Martin Damgård

Markedet

Helt lavpraktisk står transportvirksomheden i dag med tre forskellige it-systemer. Tre forskellige porteføljer af kunder og biler. Tre forskellige slags klistermærker på alting.

Og en kæmpe opgave i at få kommunikeret til markedet og medarbejderne, at de tre virksomheder nu er blevet til én.

Vi skal sikre, at vi bruger de her opkøb til at skabe ny forretning. Og for eksempel brande os i markedet for taxakørsel, hvor vi ved, at vi kan stå endnu stærkere.
Line Wille, selvstændig konsulent i Nordic Key

“Der er ingen tvivl om, at Terndrup Taxa & Turistbusser i mange år har været vant til, at kunderne er kommet til dem,” siger Line Wille.

Men med forsamlingsforbud under corona og siden dieselpriser på himmelflugt er virksomheden også nødt til at konsolidere sig.

“Vi skal sikre, at vi bruger de her opkøb til at skabe ny forretning. Og for eksempel brande os i markedet for taxakørsel, hvor vi ved, at vi kan stå endnu stærkere. ”

Men for Line Wille er dét kun en brøkdel af opgaven som konsulent.

Medarbejderne

Hun oplever, at topledelser ofte har tendens til at prioritere branding og det operationelle – som biler og materiel – men alt for ofte forsømmer ledelsesopgaven i at få integreret de berørte medarbejdere.

Derfor har Line Wille for længst hevet sin illustration frem, som viser det store arbejde, der stadig ligger forude.

Se den i artiklen her:

“Når topledelsen præsenterer forandringer, er medarbejderne helt grundlæggende nødt til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør. Og hvad det betyder for deres rolle,” siger Line Wille i artiklen herover.

Det gælder ikke mindst de cirka 100 nye medarbejdere fra de to virksomheder, som Terndrup Taxa & Turistbusser har opkøbt.

Nemlig Østergaards Biler og Hirtshals Taxi & Turistfart.

“Lige nu står jeg med en gruppe medarbejdere, der er meganervøse, fordi de pludselig føler, at de bor meget langt væk fra hovedkontoret i Aalborg og værkstederne i Terndrup og Viborg. Hvad betyder det for vores arbejde?  Bliver vi fyret i morgen? Hvad skal der ske? 

Spørgsmål, som Line Wille hver dag forsøger at komme i forkøbet sammen med direktionen i transportvirksomheden.

Når topledelsen præsenterer forandringer, er medarbejderne helt grundlæggende nødt til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør. Og hvad det betyder for deres rolle.
Line Wille, selvstændig konsulent i Nordic Key

Men hun er også bevidst om, at svarene kan have konsekvenser, hvis medarbejderne ikke kan se sig selv i det nye setup:

“Senest havde vi samlet 200 chauffører til en orientering om nye strategiske tiltag. Det kunne have resulteret i, at nogle ville smide opsigelse. Og den risiko skal vi være bevidste om,” siger Line Wille.

“Men vigtigst af alt skal ledelsen være dygtig til at sætte retning for virksomheden og de mange forskellige medarbejdere. Vi skal udnytte de synergier og kompetencer, der er på tværs, så vi kan udvikle forretningen endnu mere.”

Som afdelingsdirektør i Spar Nord var det Line Willes opgave at sikre, at de strategiske tiltag fra direktionen rent faktisk blev ført ud i livet. Siden 2022 har hun været selvstændig konsulent i fusioner, generationsskifter og forandringsledelse. Foto: Caroline Bundgaard

Direktionen

Midt i alle forandringerne er der også ét særligt spørgsmål, hun insisterer på at stille direktionen i ejerledede virksomheder.

Hvad drømmer DU om?

Det var noget af det første, hun spurgte direktør Kenny Thygesen om, da hun blev hyret ind som konsulent af Terndrup Taxa & Turistbusser.

Direktøren har altid været vognmand, men nu skal han pludselig til at forene og drive en forretning med 350 medarbejdere.
Line Wille, selvstændig konsulent i Nordic Key

“Det kom helt bag på ham, for det var der sgu aldrig nogen, der havde spurgt ham om. Men det spørgsmål skal vi løbende turde stille os selv,” siger Line Wille.

“Som ejerleder har du et andet perspektiv på at drive forretning end topledelsen i en børsnoteret eller kapitalfondsejet virksomhed. Og det er fint at se mulighederne og opkøbe en masse virksomheder – men hvis det ikke efterlader dig med et job, du stortrives i, så kan det jo være lidt ligegyldigt.”

Hvad ville direktøren så?

“Han ville gerne køre vogn,” siger Line Wille med et smil.

Fedt. Så er det dét, vi arbejder hen imod.”