Portræt

Efter stormødet gik Toke direkte til chefen: I dag er han leder for 60 medarbejdere

Ledelsen bør hjælpe de medarbejdere, der vil mere med karrieren. Det er afgørende, hvis virksomheden skal udvikle sig, mener Toke Korup Andersen, som kender begge sider af bordet.

Foto: Caroline Bundgaard

Jeg kan godt forstå, hvis du har travlt lige nu, men når du har tid, vil jeg gerne tale med dig.

Nogenlunde sådan lød den mail, som Toke Korup Andersen sendte til sin chef en forårsdag i 2020.

Ti minutter tidligere havde ledelsen samlet medarbejderne i Alfa Laval Aalborg for at fortælle, at to forretningsenheder skulle reorganiseres. Nu skulle reparation og eftersalg slås sammen med nysalg.

Og mens kollegaerne sad og nikkede til stormødet, begyndte en tanke at spire i Toke.

Han var 28 år, uddannet maskinmester og i gang med sit første år som projektleder hos industrivirksomheden på Aalborg Havn.

Men Toke ville gerne noget mere.

Om Alfa Laval

Alfa Laval er en global leverandør af produkter inden for varmeoverførsel, separation og væskehåndtering. Industrikoncernen har hovedsæde i Lund, Sverige, og har ca. 20.000 ansatte på verdensplan.

Alfa Laval Aalborg udvikler produkter og løsninger til den globale maritime industri. Aktuelt har selskabet fokus på udvikling af grønnere teknologier til skibsfarten.

En hånd i vejret

“Jeg gik ind til ham og sagde: Nu skal du høre. Sådan her kan jeg se det for mig,” siger Toke Korup Andersen om det møde, der fik hans karriere til at accelerere.

Det var bag lukkede døre på chefens kontor, efter de første skvulp fra stormødet havde lagt sig. Og nu ville Toke tale om reorganiseringen og den rolle, han kunne se sig selv i.

Som leder for det ene team.

Det er virkelig gået op for mig, hvor meget du selv skal gå efter det. Række hånden i vejret og italesætte de ambitioner, du har.
Toke Korup Andersen, afdelingsleder for Engineering & Supply i Alfa Laval Aalborg

Han kan ikke huske de præcise ord, chefen kvitterede med – men det kom ikke bag på ledelsen, at Toke Korup Andersen havde ambitioner.

“Jeg havde allerede siddet med nogle store projekter og havde også sagt højt, at jeg ikke drømte om at være projektleder for evigt.”

Ikke fordi han fagligt var den dygtigste. Men fordi han har et naturligt ledergen, han gerne ville udforske.

“Chefen havde måske også tænkt lidt i den retning,” siger Toke Korup Andersen, der blev taget alvorligt – og snart gjort til teamleder.

Toke Korup Andersens karriere

2023 - i dag: Afdelingsleder for Engineering & Supply, Alfa Laval Aalborg
2021 - 2023: Afdelingsleder for Project Engineering, Alfa Laval Aalborg
2020 - 2021 Teamleder for Project Management, Service & Delivery, Alfa Laval Aalborg
2019 - 2020: Projektleder, Alfa Laval Aalborg
2016 - 2019: Løbende praktik og 3rd Engineer, TORM

Han er uddannet maskiningeniør fra MARTEC i 2019 og er lige nu i gang med at tage en MBA på Aalborg Universitet.

“Så var der måske nogle andre, der tænkte: Hvorfor er det ikke mig, der blev valgt?” siger Toke Korup Andersen.

“Som om det er noget, du bare bliver valgt til eller står for tur til.”

Med et års sejltid på et dansk tankskib og kun ni måneder som projektleder hos Alfa Laval, ville lederstillingen næppe have fundet den 28-årige nordjyde af sig selv.

“Men i løbet af de år, jeg har været her, er det virkelig gået op for mig, hvor meget du selv skal gå efter det. Række hånden i vejret og italesætte de ambitioner, du har.”

Toke Korup Andersen har aldrig slået sig på sine ambitioner. Han oplever tværtimod en topledelse, som synes, det er fedt, at medarbejderne sigter højt. Foto: Caroline Bundgaard

Mødet med medarbejderne

Som led i reorganiseringen blev Toke Korup Andersen teamleder for syv projektledere og to projektlederassistenter i april 2020.

I december 2021 blev han også afdelingsleder for 23 maskinmestre, produktionsteknologer og ingeniører.

Og i slutningen af 2023 blev hans ansvarsområde fordoblet, da Alfa Lavals produktion af ballastvandssystemer lukkede i Aalborg, og 30 smede og ufaglærte blev flyttet til Tokes afdeling.

“Jeg har selvfølgelig gavn af min uddannelse og de lederkurser, jeg løbende har været på. Men fordi det er rederierne, vi sælger vores produkter til, hjælper det mig også at have haft et år på tankskibet,” siger Toke Korup Andersen.

Som en politiker, der rent faktisk har snuset til arbejdsmarkedet, før han vil lave love på andres vegne:

“Selvom de er dygtigere end mig og meget mere specialiserede end mig, så er jeg ikke helt blank, når mine medarbejdere for eksempel taler om problemer med en svejsning.”

Der er ikke nødvendigvis noget, jeg kan lære dem. Men det kan være, jeg kan sætte nogle rammer, som kan hjælpe dem med at performe.
Toke Korup Andersen, afdelingsleder for Engineering & Supply i Alfa Laval Aalborg

Men den unge leder har også oplevet en naturlig skepsis fra nogle af de medarbejdere, der måske startede i Alfa Laval, før Toke Korup Andersen overhovedet var født.

Hvad tror du, sådan én som dig kan lære mig? mindes han at være blevet spurgt.

“Og der må jeg jo forklare, at der ikke nødvendigvis er noget, jeg kan lære dem. Jeg ved, at alle mine medarbejdere er dygtige til deres arbejde. Men det kan være, jeg kan sætte nogle rammer, som kan hjælpe dem med at performe.”

Opgaven i dag

Toke Korup Andersen ser det som sin vigtigste opgave at hjælpe sine 56 medarbejdere og 4 mellemledere med at performe.

Og i Alfa Laval Aalborg taler man altid om karriere og udvikling på de årlige medarbejderudviklingssamtaler.

“Men jeg siger også til dem i hverdagen: Du skal selv pushe, hvis du vil noget mere.

Der kommer sjældent en tankelæser forbi Aalborg Havn med favnen fuld af forfremmelser eller fede opgaver.

“Nogen vil måske også spørge: Hvorfor er min kollega blevet tilbudt at komme på det her kursus? Men det er jo ikke noget, kollegaen er blevet tilbudt. Det er et kursus, han har bedt om at komme på.”

Toke Korup Andersen mener ikke, at han fagligt har været den dygtigste medarbejder. Men han har et naturligt ledergen, som han har fået lov til at udforske i Alfa Laval. Foto: Caroline Bundgaard

Det er ikke nogen selvfølge, at ønsker kan efterkommes, når Toke Korup Andersen eller medarbejderne bringer sig selv i spil.

“Men som leder er du forpligtet til at lytte – og hjælpe de medarbejdere, der vil noget mere. Det er jo helt afgørende, hvis vi gerne vil udvikle os. Især som virksomhed,” siger den unge leder, der aldrig har oplevet at slå sig på sine ambitioner.

Som leder er du forpligtet til at lytte – og hjælpe de medarbejdere, der vil noget mere. Det er jo helt afgørende, hvis vi gerne vil udvikle os. Især som virksomhed.
Toke Korup Andersen, afdelingsleder for Engineering & Supply i Alfa Laval Aalborg

Så hvad vil Toke selv som det næste?

Han smiler skævt.

“I dag sidder jeg lige under Business Unit Management-teamet. Så min chef er en del af topledelsen i Aalborg. Det kunne jeg også godt tænke mig at være en dag.”

Ved chefen det?

“Ja,” svarer Toke uden betænkningstid.

“Det talte vi om i vores seneste udviklingssamtale.”