I 2024 bør vi have "The Great Conversation" – og der kan danske ledere lære noget af Gandalf, mener futurist

I flere år har tendenser som "quiet quitting", "lazy girl job" og "The Great Resignation" skyllet ind over arbejdsmarkedet. 

Nu er det tid til "The Great Conversation." 

Det mener Anne Skare, der er en af landets førende fremtidsforskere. 

"Tendenserne siger jo ikke noget om, hvad vi gerne vil. Det siger kun noget om, hvad vi ikke vil. Så vi er nødt til at have en samtale om, hvad det er, vi egentlig gerne vil.”

"The Great Resignation" startede i USA og accelererede under coronapandemien, hvor mange arbejdstagere fandt ud af, at man sagtens kunne sidde hjemme og arbejde. 

Samtidig sagde flere deres job op, gik på deltid eller arbejdede hjemmefra for at få mere tid til privatlivet frem for at sidde på arbejdet. 

Med samtalen – eller "The Great Conversation" – mener Anne Skare ikke, at arbejdsmarkedets parter skal sidde sammen på et konferencehotel og beslutte sig for noget helt konkret. 

Det er en løbende, konstruktiv dialog, hvor arbejdsgiver og arbejdstager sammen skal løse nogle problemstillinger, der både gavner erhvervs- og familielivet. 

"The Great Conversation er en udfordring af det etablerede arbejdsmarked, hvor man i langt højere grad spørger arbejdspladsen, hvad den kan gøre for mig," siger Anne Skare. 

“Og så sidder de gamle og tænker, at det er en forkælet holdning. De unge skal først aftjene deres værnepligt på arbejdsmarkedet, men det trossystem, hvor man tænker, at hårdt, surt arbejde nu lønner sig senere hen, tror de unge ikke på. De vil gerne have det godt nu.”

“Vi skal have en samtale mellem de unge, der spørger, hvad arbejdspladsen kan gøre for dem, og den ældre generation, der kan synes, det er en forkælet holdning. De to parter skal have en nysgerrighed over for hinanden for at finde et match mellem de to holdninger, så virksomheden kan køre videre, samtidig med at medarbejderne kan få nogle behov opfyldt."

Vores eget produktionsapperat

Den yngre generation ser i langt højere grad sig selv som sit eget produktionsapperat, mener Anne Skare. 

Tidligere var produktionsapperatet en fabrik, hvor medarbejderne var fabriksarbejdere, der mødte ind på fabrikken og udførte de opgaver, fabriksejeren udstak. 

Senere blev fabrikken også et kontor, og her kommer medarbejderne i højere grad til at se sig selv som produktionsapparatet. 

"Vores efterkommere vil synes, at ét fast arbejde, med én løn og en chef, der bestemte, hvad man skulle lave, er for usikkert. Det nye normale bliver at have flere indtægtskilder og se sig selv som et produktionsapparat, hvor man gennem arbejde tillægger sig nogle nye færdigheder."

Det er ikke, fordi der skal til at være flekstid på alt, og dagens ledere ikke skal stille krav og retningslinjer for deres medarbejdere, slår Anne Skare fast. 

"Samtalen skal gerne munde ud i, at man finder ud af, at man sammen kan skabe noget meningsfuldt." 

"Arbejdstageren dedikerer sig til arbejdet, og til gengæld tager arbejdsgiveren ansvaret for, at medarbejderen udvikler sig fagligt og ikke sidder med de samme opgaver hele tiden, så vedkommende bliver dygtigere og på den måde får jobsikkerhed.”

Gandalf-leder 

Hvis alle medarbejderne ser sig selv som sit eget produktionsapperat, hvilken rolle skal lederne så have på arbejdspladsen?

"De skal være ligesom Gandalf fra Ringenes Herre."

I Tolkiens univers sender Gandalf hobbitterne ud på en mission om at ødelægge en ring i en vulkan. Da det hele brænder på i slutningen af trilogien, og heltene er ved at tabe slaget, hidkalder Gandalf en flok ørne, som kan hjælpe med at besejre tusindvis af orker. 

På internettet er der siden gjort meget grin med, hvorfor Gandalf ikke bare fik ørnene til at smide ringen i vulkanen, så hobbitterne slap for den lange, farefulde rejse. 

Men det kan der være en særlig grund til, som ifølge Anne Skare illustrerer, hvordan arbejdsgiveren skal lede den yngre generation. 

“Lederen skal ikke bare komme med sin ørn. Det er ikke sjovt. Først når medarbejderne er under angreb fra orker, skal lederen komme og hjælpe til at løse problemet. Men hvis lederen gør det hele tiden, så er hun bare pisseirriterende.”

Selvom Gandalf – eller lederen – kan fikse alle problemer selv, vil det ifølge Anne Skare ikke være tilfredsstillende for den enkelte medarbejder. 

"Så går man jo selv glip af læringen. For den yngre generation er arbejdet i langt højere grad en quest frem for en pligt. Lederen skal derfor i højere grad være med til sparring og hjælp for medarbejderens personlige udvikling."