Tendenser

Har du et “Lazy Girl Job"? Så er du måske mere modig end din mandlige kollega

“Mange kvinder gider ikke høre mere snak om vækst, præstation og vanvittige KPI’er. Men rundt om i verden er der store forskelle på, hvordan kvinderne giver udtryk for deres skepsis,” mener Louise Møller Nielsen, der er rådgiver og beskæftiger sig med moderne arbejdsliv.

Foto: Unsplash

Der er mange måder at udtrykke sig på. Også når det gælder arbejdsforhold.

I USA er fænomenet “The Lazy Girl Job” opstået - og det er hurtigt blevet stort på det sociale medie, TikTok.

Det mener i hvert fald Louise Møller Nielsen, der er rådgiver og beskæftiger sig med moderne arbejdsliv. Hun følger derfor arbejdsmarkedsforhold i hele verden.

“The Lazy Girl Job” er dét prædikat, som amerikanske kvinder sætter på sig selv, når de vælger en anden måde end den traditionelle 8-16-model - og nedsætter sig som selvstændige, freelancere, platformsarbejdere eller projektarbejdere, der har tilknytningsforhold til mange virksomheder.

De amerikanske kvinder ønsker ifølge Louise Møller Nielsen med titlen “The Lazy Girl Job” at provokere særligt den ældre skare af mænd, der fastholder en klassisk, vækstorienteret tilgang til arbejdslivet.

“De amerikanske kvinder har i sinde at skabe debat om arbejdslivet - og gøre op med faste arbejdstider, faste rammer, meningsløse opgaver, dårlig løn og ingen eller lidt kun lidt selvbestemmelse,” siger Louise Møller Nielsen.

Privatfoto

Ifølge Louise Møller Nielsen gør de amerikanske kvinder brug af utraditionelle midler for at trænge igennem med budskabet om, at det ikke nødvendigvis er lykken at komme til tops  - men at man i stedet bør fremhæve og fokusere på et balanceret arbejdsliv uden tætpakket kalender.

“Efter at have vokset op med at høre om lange arbejdsdage, stress-epidemi og andre rædsler, siger de unge kvinder, at de er glade for deres job og muligheden for at opnå en god balance mellem arbejde og privatliv,” siger Louise Møller Nielsen.

Traditionelt set har vi også herhjemme fremstillet et billede af, at man helst skal arbejde solen sort, så man har blodsmag i munden.
Louise Møller Nielsen, rådgiver

“Traditionelt set har vi også herhjemme fremstillet et billede af, at man helst skal arbejde solen sort, så man har blodsmag i munden. Særligt i managementhusene, i advokatbranchen, i revisorbranchen og også i det offentlige har det været “normalen”,” siger Louise Møller Nielsen.

I USA har særligt mænd over 50 år fundet “The Lazy Girl Job”-tendensen upassende og useriøs. Ifølge Louise Møller Nielsen har mændene udtrykt forargelse over, at kvinderne forbinder sig med ordet “dovenskab”.

Louise Møller Nielsen tror ikke på, at vi vil se “The Lazy Girl Job”-tendensen brede sig i Danmark. Her i landet bruger kvinderne en anden retorik. Men substansen er den samme - og bevægelsen hen imod en anden måde at indrette vores arbejdsliv har også godt fat herhjemme, mener Louise Møller Nielsen.

CV Louise Møller Nielsen

Født og opvokset i Nordjylland (Brovst)

Har gået på Nørresundby Gymnasium og læst på Aalborg Universitet

Er i dag founder af og rådgiver hos Humant-Arbejdsliv og co-founder af agency og designbureauet Re-LAB.land

Er debattør og skribent hos Impact Insider

Udgiver af podcastserien "Humant-Arbejdsliv", der sætter fokus på nutidens arbejdsliv, arbejdsformer og arbejdsmarked.

“Jeg ser både tendensen i mit eget netværk - og også i mere etablerede netværk. Her oplever jeg, at flere kvinder bliver selvstændige, bliver freelancere, går ned i tid - eller tager livspauser. Og tendensen er også udbredt blandt meget unge kvinder,” siger Louise Møller Nielsen og tilføjer:

“De ønsker at slippe fri af alle de her forventninger om performance, perfektion og ufleksible rammer.”

At det netop særligt er kvinder, der vælger en anden vej for deres arbejdsliv, tilskriver hun vores kultur. I mange år var det manden, der skulle forsørge - og den rolle ligger dybt forankret i fortællingen om manden, mener Louise Møller Nielsen.

Allerede nu viser tal fra World Bank, at 47 procent af den globale arbejdsstyrke arbejder som selvstændige eller freelancere
Louise Møller Nielsen, rådgiver

“Som mand er det måske svært pludselig at underminere hele fortællingen om ens egen identitet og arbejdskarriere. Her er kvinderne måske mere modige. Muligvis fordi vi ser kvinderne i en anden kontekst, for så længe har kvinderne jo heller ikke været på arbejdsmarkedet,” siger Louise Møller Nielsen.

Hun er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden vil se mange flere gå fra et klassisk lønmodtagerjob til at arbejde på en anden måde.

“Allerede nu viser tal fra World Bank, at 47 procent af den globale arbejdsstyrke arbejder som selvstændige eller freelancere. World Economic Forum har lavet en fremskrivning, som viser, at der i 2035 faktisk bliver flere freelancere end fastansatte,” oplyser Louise Møller Nielsen.

Hun er godt klar over, at tallene er under indflydelse af arbejdsformer i USA og Asien, hvor man ikke har samme arbejdsform og sikkerhedsnet som herhjemme - og at mennesker dér er tvunget ud i nogle andre ansættelsesformer.

“Men i Skandinavien ser vi også - blandt andet gennem tal fra Danmarks Statistik, at flere akademikere bliver selvstændige. Så det er jo ikke kun gig-workers og platformsarbejdere, der er løst tilknyttet arbejdsmarkedet. Det er - og bliver - akademikere også,” siger Louise Møller Nielsen.