Efter fyresedlen hev han et år ud af kalenderen: Nu er Maik leder på en helt ny måde
Dansk ledelse kontra tysk. Et afgørende opkald. Og kunsten at kende sine roller på arbejdspladsen. Det er temaerne i dette ærlige portræt af Maik Machulla, som nu skal føre Aalborg Håndbold til den helt store triumf.
“Jeg var frustreret, vred og skuffet,” siger Maik Machulla om sin fyring i Flensborg.
Og om den version af sig selv, som succestræneren var blevet til.
To år i træk havde han vundet den tyske herrehåndboldliga med Flensburg-Handewitt – fulgt af flere sæsoners titeltørke i den ambitiøse storklub.
Det udløste en fyreseddel og et selvvalgt år til at reflektere over, hvad der var gået galt. Ikke bare sportsligt, men også for mennesket og lederen Maik Machulla.
“Jeg mistede lidt af mig selv hver sæson, og til sidst kunne jeg ikke rigtigt kende mig selv. Så jeg besluttede med det samme, at jeg ville trække mig i et år,” siger han om én af karrierens vigtigste beslutninger.
Den har givet ham energien til at jagte nye triumfer. Men opskriften er en helt anden på hans nye arbejde i Aalborg Håndbold.
Mød cheftræneren i indslaget her, og læs det ærlige portræt under videoen.
ㅤ
Den tyske tilgang
Indtil 2023 havde 47-årige Maik Machulla tilbragt hele sin karriere i hjemlandet Tyskland.
En stolt håndboldnation med et næsten umenneskeligt pres i de store topklubber.
“Der er altid den næste kamp, den næste træning, den næste titel, vi skal vinde. Og ikke rigtigt tid til at tanke energi eller tænke over de udfordringer, vi møder.”
Derfor kan det lyde paradoksalt, at cheftræneren i en storklub skal bruge kræfter på at lave spillerkontrakter. Arrangere flytider til udekampe. Ringe ud og sikre den rigtige kost på hotellet. Og klippe hver eneste video af modstanderne inden taktikmøderne.
Men ifølge Maik Machulla var det hverdag i Flensburg-Handewitt.
Særligt når du er en ung træner, vil du gerne have kontrol over alting. Men det er også en kunst at give ansvar fra sig.
Han understreger igen og igen sin store kærlighed til klubben, men han lærte også, at den ikke nødvendigvis harmonerede med hans ledelsesfilosofi.
Én ting var praktikken uden for banen. Noget andet var de sene opringninger fra klubbens direktør og sms'er fra spilleragenter på alle tider af døgnet.
Og så den grundlæggende tyske tilgang:
“Hvis vi havde det sjovt og løb rundt til træning og smilede, så gjorde vi det ikke rigtigt. Så tog vi ikke vores arbejde seriøst,” siger cheftræneren med en mine, der røber, at han selv identificerer sig mere med de mange skandinaver, han har mødt i sin karriere.
Derfor vidste han én ting efter fyringen i Flensborg: at hans næste job ikke skulle være i Tyskland.
Et afgørende opkald
Maik Machulla sad hjemme i sin sofa, da et dansk nummer vibrerede på telefonen.
Der var gået et lille år siden fyringen – og manden i den anden ende af røret var Jan Larsen fra Aalborg Håndbold.
Direktøren var på jagt efter en ny cheftræner til den danske topklub og havde udset sig tyskeren med den skandinaviske tilgang til trænergerningen.
Danskerne har evnen til at hygge sig og være søde ved hinanden [...] Men de har også evnen til at skifte og arbejde benhårdt.
“Jeg havde mødt Jan flere gange i forbindelse med kampe. Og efter 10-15 minutter i telefonen stod det helt klart for mig, at jeg gerne ville være cheftræner i Aalborg Håndbold,” siger Maik Machulla, der tålmodigt havde håbet på sådan et opkald.
Her var en klub, han kunne vinde titler med. Men som også ved, der findes et liv uden for håndboldbanen – og at konstant arbejdspres ikke nødvendigvis fostrer store præstationer.
I marts 2024 blev den nye cheftræner præsenteret på et pressemøde i Aalborg Håndbold.
Men af respekt for kontrakten og den afgående træner skulle der gå fire måneder, før Maik Machulla viste sig i nærheden af holdet igen.
Han takkede nej til at overvære kampe, give interviews eller agere ekspert til klubhåndboldens mest prestigefyldte weekend, Final4.
I stedet sad Maik Machulla hjemme i flytterodet og så sin kommende arbejdsplads være to mål fra at vinde det trofæ, der stadig er klubbens altoverskyggende mål:
Champions League.
Opskriften på succes
Når Aalborg Håndbold i dag spiller ligasæsonens første hjemmekamp, er det ikke Maik Machulla, der har klippet hver eneste videosekvens af modstanderne fra Ribe-Esbjerg.
“Særligt når du er en ung træner, vil du gerne have kontrol over alting. Men det er også en kunst at give ansvar fra sig. At læne sig op ad assistenttræneren, U19-træneren og den store organisation, vi heldigvis er i Aalborg,” siger den tydeligt begejstrede cheftræner.
“Og så behøver vi heller ikke se seks forskellige kampe med modstanderen.”
Om du er håndboldspiller eller medarbejder på en mere almindelig arbejdsplads, så bliver du usikker, hvis du ikke føler dig anerkendt og ved, præcis hvornår du er en succes.
Det vigtigste er, at alle kender deres roller og ved præcis, hvad klubben forventer af dem.
“Om du er håndboldspiller eller medarbejder på en mere almindelig arbejdsplads, så bliver du usikker, hvis du ikke føler dig anerkendt og ved, hvornår du er en succes.”
Derfor prioriterer den nye leder i Aalborg Håndbold at lave løbende forventningsafstemning med sine spillere.
“Det kan være, du kommer ind i ti minutter og aflaster den spiller, der har brændt banen af. Eller at du ikke selv scorer seks-syv mål, men til gengæld skaber pladsen til en playmaker som Thomas Arnoldsen,” lister træneren som vigtige roller.
“Så ved jeg godt, det er Thomas, der bliver rost i medierne efter kampen. Men på holdet har vi gjort, præcis hvad vi har aftalt. Og vi ved, at vi alle sammen har bidraget til succesen.”
For mig giver det ikke mening at tale om, hvad vi skal i maj. Det giver meget mere mening at fokusere på, hvad vi kan arbejde med i dag og i morgen.
I dag smiler Maik Machulla, når han taler om de ambitioner, der driver ad væggene i Gigantium.
Så vinder klubben Champions League på de to år, han har skrevet under som cheftræner?
“Det går vi helt sikkert efter. Men for mig giver det ikke mening at tale om, hvad vi skal i maj. Det giver meget mere mening at fokusere på, hvad vi kan arbejde med i dag og i morgen. Alle de små skridt, vi skal tage på vejen hen mod det store mål.”
Næste skridt er ved kampfløjt klokken 16.