Portræt

Fra blomster til stålbranchen: Carina har gjort kometkarriere med sin baggrund som iværksætter

Hun er én af de profiler, som stålgiganten har rekrutteret uden for egen andedam. Nu har Carina Dybdal Pedersen to opfordringer til andre virksomheder, der gerne vil sikre den rette arbejdskraft til at udvikle forretningen.

Carina Dybdal Pedersen er 32 år og teamleder i Purchase & Inventory Development hos Tibnor. Pressefoto

Allerede som 27-årig var hun mor til to, godt gift og tidligere ejer af sin egen blomsterbutik, som hun havde solgt til sin elev.

Nu sad Carina Dybdal Pedersen hjemme i landsbyen Østervrå med et blankt papir foran sig.

For at tilgodese familien og sine egne ambitioner ville hun skabe et arbejdsliv med mere fleksibilitet og flere udviklingsmuligheder.

Derfor gav hun sig til at liste de jobs, der kunne have gavn af hendes kompetencer som iværksætter. Og som forhåbentlig ikke ville lade sig afskrække af hendes sparsomme uddannelsesbaggrund.

Indkøber, stod der blandt andet på listen.

Fra blomster- til stålbranchen

Umiddelbart lyder det som et markant karriereskifte at gå fra selvstændig blomsterdekoratør til indkøber hos én af landets største stålgrossister.

Men for Carina Dybdal Pedersen er det egentlig underordnet, hvilket produkt hun arbejder med.

“For mig er det vigtigste, at jeg trives på mit arbejde, og at jeg kan få lov til at udvikle mig. Og på de punkter havde jeg bare hørt meget godt om Sanistål, der lige havde solgt deres stålaktiviteter til Tibnor. Min far er i håndværksfaget, og jeg kender mange i faget,” fortæller hun om sine referencer.

De kunne se styrkerne i, at jeg havde drevet en forretning med alt, hvad det indebærer.
Carina Dybdahl Pedersen, teamleder for Purchase & Inventory Development hos Tibnor

Omvendt var stålgiganten i højere grad begyndt at rekruttere uden for stål- og metalindustriens egen andedam. Og de fik hurtigt øje på Carina Dybdal Pedersens kompetencer:

“De kunne se styrkerne i, at jeg havde drevet en forretning med alt, hvad det indebærer. Og at jeg havde formået at holde det hele kørende med butikken og to små børn.”

Da Carina Dybdal Pedersen sendte en ansøgning som indkøbselev, gik der ikke meget mere end en uge, før aftalen om en voksenelevplads var i hus.

Og siden den dag i 2019 har hun gjort kometkarriere i Tibnors afdeling lige nord for Aalborg.

Kort om Tibnor

Tibnor er én af landets største stål- og metalgrossister.

Tibnor Danmark har i dag ca. 120 medarbejdere fordelt på fem kontorer og et stort distributionscenter i Taulov. 

Carina Dybdal Pedersen sidder i Nørresundby-afdelingen sammen med ca. 20 andre administrative medarbejdere.

Carina Dybdal Pedersen er gået fra indkøbselev til strategisk indkøber og nu teamleder for den danske afdeling, der står for indkøb og disponering af stål. Alt sammen på under fem år.

Men hvad er det konkret, hun har taget med sig fra blomsterbutikken og sit selvstændige virke?

Carina Dybdal Pedersen er åbenlyst ambitiøs i sit arbejdsliv. Men til forskel fra blomsterbutikken har hun mere fleksibilitet til at indrette sin arbejdsdag på familiens præmisser – og hun har mulighed for at holde fri i højtider, hvor blomsterbutikken altid havde mange kunder. Pressefoto: Tibnor

“Jeg tror, jeg er lidt af en fighter. Og så trives jeg rigtig godt med ansvar og med at have mange bolde i luften,” siger hun og bryder ud i et smil:

“Vi er jo også en ret mandsdomineret branche, men jeg har aldrig set det som en udfordring at sidde til bords med meget erfarne mænd på 50 eller 60 år. De siger tingene, som de er, og det kan jeg godt lide.”

To opfordringer til ambitiøse virksomheder

Ligesom sin arbejdsgiver oplever Carina Dybdal Pedersen, at mangfoldighed bidrager til udvikling af virksomheden.

Hun er ikke meget for at fremhæve sig selv – men mindes, at hun som ny teamleder savnede dialog mellem indkøb og salgsafdelingen. Derfor iværksatte hun som noget af det første en række strukturerede statusmøder med de øvrige ledere.

“Og sådan er der jo en hel masse kompetencer og perspektiver, der bare venter på at blive forløst, når vi giver dem muligheden og tør satse på dem,” siger teamlederen fra Tibnor.

Dén opfordring vil hun gerne give videre til andre virksomheder, der vil sikre den tilstrækkelige arbejdskraft til at udvikle forretningen:

Hav modet til at invitere nye kompetencer og perspektiver med til bords. Og lad medarbejderne udvikle sig internt – med masser af ansvar og mulighed for efteruddannelse.

Der er jo en hel masse kompetencer og perspektiver, der bare venter på at blive forløst, når vi giver dem muligheden og tør satse på dem.
Carina Dybdahl Pedersen, teamleder for Purchase & Inventory Development hos Tibnor

Opfordringen kommer dog med det forbehold, at vi også giver egne talenter den anerkendelse og løn, de gør sig fortjent til:

“Det er jo fantastisk med en virksomhed, hvor man får mulighed for at udvikle sig så meget, som jeg har gjort,” lyder det taknemmeligt fra Carina Dybdal Pedersen.

“Men det kan godt ærgre mig – både på medarbejderen og virksomhedens vegne – at man ofte er nødt til at skifte arbejdsplads, hvis man ikke skal have et efterslæb på lønnen. Sammenlignet med andre, der bliver ansat fra gaden i samme rolle.”

Af respekt for sig selv og den værdi, hun oplevede at bringe til virksomheden, valgte hun selv at takke nej til den fastansættelse, hun i første omgang blev tilbudt af Tibnor efter sin elevtid.

“Men så gik der heldigvis kun en uges tid, før jeg blev ringet op og tilbudt en lidt anden rolle. Det er jeg virkelig glad for i dag, for jeg synes jo, vi har en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg også er med til at gøre en forskel.”