Regnskabsoverblik

Overblik: Her er ugens regnskaber fra de nordjyske virksomheder

Ugen har budt på overskud til både en varmepumpeproducent og EMS-virksomhed, mens andre nordjyske virksomheder har indkasseret et underskud. Her får du hele overblikket over ugens regnskaber.

Thermonova A/S kom ud af 2023 med et millionoverskud. Her ses direktør Mads Hougaard (tv.) og medstifter Steen Fristrup (th.). I 2023 solgte de 51 procent af virksomheden til milliardkoncernen SOLAR A/S.  Arkivfoto: Martin Damgård

Der er stadig penge i varmepumper

Thermonova A/S, der leverer, udvikler og producerer industrielle varmepumper, endte med et overskud på 5,7 millioner kroner i 2023.

I det foregående regnskab lød overskuddet på 14,5 millioner kroner.

Dog er egenkapitalen steget fra 22,7 millioner kroner til 73,4 millioner kroner fra 2022 til 2023.

Varmepumpeproducenten er hjemmehørende i Aars og har 22 ansatte.

AAl4RECYCLE med endnu et overskud

AAl4RECYCLE ApS, der genbruger ikke-farligt affald, endte med et overskud på 662.653 kroner i det forskudte regnskab for 2023 og 2024.

Forrige regnskab havde et overskud på 786.424 kroner.

Ledelsen anser resultatet for tilfredsstillende, fremgår det af ledelsesrapporten.

El-installationsvirksomhed realiserer et mindre overskud

EL-INSTALLATIONSFIRMAET Peter ERIKSEN, Farsø ApS leverer et overskud på 69.646 kroner.

Det fremgår af det nylige regnskab.

I forrige regnskab realiserede Farsø-virksomheden et overskud på 484.461 kroner.

El-installationsvirksomheden har seks ansatte og en egenkapital på 2,6 millioner kroner.

Ledelsen anser resultatet for tilfredsstillende.

Entreprenør har røde tal på bundlinjen

Hals Entreprenør Og Anlæg ApS realiserede et underskud på 2,1 millioner kroner i 2023.

Det fremgår af årsrapporten, der er offentliggjort i denne uge.

I ledelsesberetningen fremgår det, at selskabets resultat har været kraftigt påvirket af, at “selskabets earn out aftale er udløbet uden provenue.”

Hvad er en earn out-aftale?

Earn out er en metode, der bruges til betaling i forbindelse med køb og salg af virksomheder.

I en earn out-aftale har virksomhedens fremtidige resultater betydning for salgsprisen, hvor noget af købesummen betales på et senere tidspunkt.

Parterne bliver enige om en salgspris ved selve virksomhedsoverdragelsen. Her betales en del af overgangssummen. Samtidig fastsætter de nogle mål for virksomheden, der skal opfyldes, hvis resten af købesummen skal udbetales.

Det er ofte virksomhedens omsætning eller indtjening, der bliver et måleparameter.

Kilde: Dinero

Det har ifølge ledelsen resulteret i et tab på 1,4 millioner kroner.

Derudover har skattemyndighederne foretaget korrektioner af virksomhedens skatte- og moms tilsvar for tidligere år med i alt en million kroner, fremgår det af årsrapporten.

Ledelsen anser skatteansættelserne for “aldeles urimelige”, og derfor har ledelsen klaget med påstand om nedsættelse.

Virksomhedens egenkapital ligger på minus en million kroner.

Nordisk Indretning Frederikshavn ApS indkasserer underskud

Nordisk Indretning Frederikshavn ApS, der beskæftiger sig med håndværksløsninger samt udlejning af faglært arbejdskraft til særlige skibs- og offshoreindustrien, indkasserer et underskud i 2023.

Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab.

Frederikshavn-virksomheden endte med et underskud på 154.308 kroner. I det foregående regnskabsår præsterede virksomheden et overskud på 55.054 kroner.

Resultatet blev mindre end forventet, fremgår det af ledelsesberetningen.

Virksomheden har en egenkapital på 1,2 millioner kroner.

Konsulentvirksomhed leverer et højere overskud

EMS-virksomheden Tridane A/S kom ud af 2023 med et overskud på 846.428 kroner.

I 2022 lød overskuddet på 611.835 kroner.

Ledelsen anser resultatet som værende tilfredsstillende, fremgår det af årsrapporten.

Tridane A/S hjælper virksomheder med udvikling, re-designs, cost-optimering og produktionsforberedelse.

Gandrup-virksomheden har en egenkapital på 1,9 millioner kroner.

Sådan har vi gjort

Oplysningerne til denne artikel stammer fra CVR-registret.

Artiklen har til formål at give et overblik over de regnskaber fra nordjyske virksomheder, der er blevet offentliggjort mellem 12.-16. august 2024.