Rasmus overtog en virksomhed på randen af konkurs: Nu tjener den millioner
I 2022 blev Rasmus Hasselgren Gerhardt forfremmet til direktør. Han skulle lave en turnaround i virksomheden. To år senere har han afleveret det bedste regnskab i virksomhedens historie.
“Hør her.”
Det var Rasmus Hasselgren Gerhardts første ord, da han stod foran sine nye medarbejdere.
“Nu er det sidste chance. Enten bliver vi nødt til at lukke, eller også skal vi alle sammen arbejde sammen.”
Medarbejderne var rystede over den kontante melding fra deres nye direktør.
Rasmus Hasselgren Gerhardt overtog ledelsen i NB Ventilation i maj 2022.
På daværende tidspunkt viste det seneste regnskab et underskud på 2,1 millioner kroner.
Nu skulle den nye direktør sammen med de to andre medejere og den nye bestyrelse lave en turnaround i det traditionsrige firma.
NB Ventilation A/S blev stiftet i 1972 og producerer ventilationsanlæg til boliger, kontorer og industrien.
Siden 2022 har Rasmus Hasselgren Gerhardt været direktør i virksomheden, der ligger i Aalborg Øst.
I 2023 havde virksomheden en bruttofortjeneste på 30,8 millioner kroner med et overskud på 5,5 millioner kroner.
NB Ventilation har 43 ansatte.
Kilde: NB Ventilation og CVRDet er lykkedes.
Med et overskud på 5,5 millioner kroner i 2023 leverede NB Ventilation sit bedste regnskab i virksomhedens historie.
Fra arbejdsdreng til direktør
Rasmus Hasselgren Gerhardt startede i NB Ventilation i 1994 som arbejdsdreng i produktionen, hvor han tømte skraldespande og ryddede op i produktionen.
Siden har han arbejdet sig op gennem rækkerne, og senest fungerede han som teknisk chef, indtil han blev direktør i 2022.
“Min vigtigste opgave var, at vi skulle overleve,” siger den 43-årige direktør.
Siden han satte sig i direktørstolen, har han haft fokus på, at produktions-, teknik-, økonomi- og salgsafdelingen skulle tale bedre sammen - og ikke være individuelle afdelinger.
Samtidig lægger han en dyd i en flad ledelsesstruktur.
“Alle skal kunne komme frem med deres synspunkter og gode idéer, der kan udvikle virksomheden.”
Af den grund er der en fast arbejdsopgave i hans kalender hver dag.
Når han møder ind om morgenen, går han en tur i virksomheden for at sige godmorgen til alle medarbejdere.
“Så kan jeg mærke stemningen i afdelingerne, og medarbejderne har mulighed for at sige til, hvis der er noget, vi skal have kigget på,” siger Rasmus Hasselgren Gerhardt.
Af den årsag har den 43-årige direktør også sløjfet mange af medarbejdernes møder.
“Der er ingen grund til at holde et møde for at give en besked. Det er meget bedre, hvis medarbejderne bare løbende taler med hinanden og mig i dagligdagen.”
Direktøren har ét månedligt møde med den tekniske afdeling og produktionen. Derudover er der koordineringsmøde med den tekniske afdeling en gang om ugen.
I 2023 var bruttofortjenesten på 30,8 millioner kroner, mens overskuddet landede på 5,5 millioner kroner.
Turnarounden fra et underskud på 2,1 millioner kroner til et overskud på 5,5 millioner kroner skyldes ikke udelukkende Rasmus Hasselgren Gerhardts indtog på direktørkontoret.
Ifølge ham har industrien, som har fokus på den grønne omstilling, generelt oplevet en stor vækst og har investeret i energioptimering, hvor NB Ventilation har mærket en stor efterspørgsel, og det har smittet af på virksomhedens salgstal.
“Men vi kan dog også se, at vi nu kan få flere ordrer igennem på det samme areal og med de samme medarbejdere, fordi vi simpelthen arbejder bedre sammen.”