“Det er svært at lave en langsigtet strategi i en meget kortsigtet industri.” Men Eszter har fundet et hul i markedet
Eszter Pontenagel gør status over et år med ekstreme ændringer i energibranchen. Og den opgave, hendes virksomhed bruger AI til at løse.
Over påsken spørger Vigeur en række nordjyske beslutningstagere, hvad der optager dem mest lige nu, og hvilke forventninger de har til regnskabsåret 2024.
I dag skal du møde Eszter Pontenagel, der er 34 år og stifter og CEO i virksomheden Time2Market.
Time2Market er en serviceudbyder, der hjælper virksomheder i energihandel med at komme ind på nye el- og gasmarkeder – i nye lande og på nye handelsplatforme.
Virksomheden blev stiftet af Eszter Pontenagelaf i 2022 – og havde i regnskabsåret 2022/2023 en bruttofortjeneste på 2.870.249 kroner med et resultat før skat på 559.228 kroner.
Hvad er den største udfordring i jeres branche?
“Energibranchen gennemgår i øjeblikket ekstreme ændringer for at fremme bæredygtighed og uafhængighed af fossile brændstoffer.
Og vi er jo direkte vidner til de udfordringer, mange af vores kunder oplever, når de handler med energi.
Det er svært at lave en langsigtet strategi i en meget kortsigtet branche. Men vi er i dialog med en masse forskellige serviceudbydere og myndigheder, så vi hele tiden ved, hvad der sker, og hvordan vi bedst kan hjælpe vores kunder.
Jeg har selv været i energibranchen i mere end 15 år og ved, hvor omskiftelig den er.
Men jeg oplever generelt, at branchen forstår vigtigheden af den grønne omstilling og gerne vil arbejde for, at vi bevæger os fremad.”
Hvilke forventninger har I til regnskabsåret 2024?
“Jeg stiftede Time2Market i 2022, og vi er lige nu i en vækstfase, hvor kunderne ser værdien af vores tjeneste.
De er gode til at sprede budskabet om fordelene ved at outsource markedsadgang til eksperter. Så selvom det stadig er tidligt på året, er vi optimistiske og forventer yderligere vækst i 2024.”
Hvilke fordele ser du ved at drive virksomhed i Nordjylland?
“Jeg synes, det er helt vildt, hvor meget erhvervslivet i Nordjylland har udviklet sig – alene på de 15 år jeg har gjort karriere.
Og jeg er virkelig glad for at være én af de mange mindre virksomheder, som slår rødder her.
Personligt oplever jeg Nordjylland som en meget fredelig og naturskøn region at bo i, og det smitter af på både mig og mine medarbejdere.
Jeg har tidligere arbejdet i store virksomheder, hvor arbejdsdagen er meget nine to five, og alting skal gå så hurtigt.
I Time2Market er det også vores førsteprioritet at levere kvalitetsarbejde – men så længe vores kunder er tilfredse, er det helt op til medarbejderne, hvordan de hver især gerne vil indrette deres arbejdsdag.
Den ro og fleksibilitet sætter jeg selv stor pris på.”
Det er svært at lave en langsigtet strategi i en meget kortsigtet branche. Men vi er i dialog med en masse forskellige serviceudbydere og myndigheder, så vi hele tiden ved, hvad der sker, og hvordan vi bedst kan hjælpe vores kunder.
Er I begyndt at bruge kunstig intelligens i jeres arbejde?
“Ja, selvfølgelig. Gør alle ikke det?
Særligt i marketing bruger vi AI til brainstorming og til at mindske repetitive opgaver.
For eksempel når vi opsætter indholdsplanen til den kommende måned, er AI ret god til at lave en liste af idéer til LinkedIn-opslag og artikler. Det er jo meget nemmere at udvide og tilpasse en liste af muligt indhold, end det er at arbejde uden inspiration.
Vi overvejer også, hvordan vi kan bruge AI i mere centrale områder af vores arbejde, men fordi vi håndterer enorme mængder følsomme data, skal kundernes sikkerhed altid komme først.
Det betyder, at vi lige nu bruger mere tid på at udføre visse opgaver, end vi sikkert kommer til i fremtiden. Men vi har jo kun set begyndelsen på AI.”