“Ungdommen er altid blevet beskyldt for at være narcissistisk, egoistisk, overfladisk og uopdragen. Men dem, der bruger de ord, er oftest dem, der har været med til at opdrage de unge.” 

Sådan siger Emilia van Hauen, der er kultursociolog, foredragsholder, bestyrelsesmedlem og forfatter til flere bøger. 

Hun tegner et mere nuanceret billede af unge under 30. Som nogle, der både er mere sårbare end unge i tidligere generationer. Men samtidig også stærkere, mere kreative og aktivistiske - og med langt stærkere holdninger.  

“Det giver udfordringer på arbejdspladsen og i hjemmene,” siger Emilia van Hauen og tilføjer:  

“Men det giver også en masse muligheder for at skabe en verden i bedre balance.”  

Hun betegner generationen som én, der i langt højere grad er indstillet på at skifte arbejdsplads. I fremtiden vil der blive langt mellem medarbejdere, der kan fejre 25 års eller 40 års jubilæum. 

“Fremtidens unge vil ikke gå gennem et arbejdsliv, hvor de er ansat længe i den samme organisation eller på samme arbejdsplads. Det er ikke på dén måde, de får succes. For dem handler om at skabe sit eget held, sin egen identitet, sin egen succes,” siger Emilia van Hauen og tilføjer: 

“De er meget mere bevægelige i deres måde at være i verden på. Og så er de i langt højere grad optaget af det formål, de drives af. Altså dét, de vil med deres liv.” 

Hvad formålet med (arbejds)livet er, findes der lige så mange bud på, som der er unge, mener Emilia van Hauen. Det kan variere fra person til person. 

Meningen med arbejdslivet - og livet - kan både være at dygtiggøre sig til noget bestemt. Eller at få en masse oplevelser. Konklusionen er ikke entydig.  

Men hvordan skal man så indrette organisationen eller arbejdspladsen, så den passer til generationen under 30 år? Det har Emilia van Hauen et bud på. 

Det handler om en ny form for organisering - og en større grad af ligeværd. 

“Hierarkiet må simpelthen ikke få lov til at styre relationerne, positionerne og de opgaver, der skal løses. Der skal virkelig være fokus på fællesskab, så man løser opgaverne ligeværdigt,” siger hun og tilføjer: 

“Det betyder på den ene side, at man selv må tage nogle af de såkaldte lorteopgaver - altså de opgaver, som bunder i rutiner og traditioner. Det betyder også, at alle er nødt til at tage en “dårlig” vagt. Eksempelvis en søndag formiddag. Også selvom man er oversygeplejerske eller overlæge.” 

Men først og fremmest handler det om ligeværd - og om at suge unge medarbejderes tilgang til verden til sig og udnytte deres kreativitet og opdaterede faglighed.   

“Hvis man tør give dem muligheden for at løse opgaverne med alt det, de kommer med - og hvis man viser dem tillid, vil de tage et langt større ansvar,” mener Emilia van Hauen. 

Selvfølgelig vil der altid være nogle, der gerne vil have helt faste rammer og vide præcis, hvad de skal. 

Men uanset typen af medarbejdere vil de behandles med grundrespekt og har brug for en tillidsfuld relation. 

“De har brug for at opleve, at relationerne er ægte - og respekten stor,” siger Emilia van Hauen og tilføjer:

“Det er forældrene selv, der har opdraget deres børn ind i det, man kalder for familiedemokrati, og dermed har de trænet børnene til at opleve, at også deres behov og ønsker er vigtige for hele gruppen.”

Desuden er det afgørende, at de kan se meningen med dét, de gør. Også når de løser opgaver, der er rutineprægede og kedelige. 

“De er jo ikke idioter og har selv set deres forældre smøre madpakker og ordne vasketøj i én uendelighed, så de er godt klar over, at der findes opgaver, som måske er kedelige og bare skal ordnes,” siger Emilia van Hauen og tilføjer: 

“Men selv dé opgaver har jo et tydeligt formål, og når meningen er utvetydig, giver det oplevelsen af, at man gennem sit arbejde indgår i en større sammenhæng. Sammenhæng betyder meget for deres tilfredshed.” 

Men hvordan mener Emilia van Hauen så, at man skal bygge bro mellem generationerne? 

“Vi ældre er nødt til at indordne os efter den måde, unge er i verden på. Tidligere - i en mere autoritær tid med stærke hierarkier - var der måske en tendens til, at unge skulle indrette sig efter de ældre. Men den går ikke længere,” siger Emilia van Hauen. 

For at få tilfredse medarbejdere skal der findes en balance mellem den måde, generationer opfatter verden på. Nøgleordet er samskabelse.

“Man finder ikke balancen, hvis løsningen udelukkende bygges på de unges præmisser. Det har de heller ikke en forventning om. Hemmeligheden ligger i et tydeligt “purpose”, og med dét som udgangspunkt, skal resten bygges på samskabelse.” 

Hun betoner, at lederens kommunikation er afgørende. 

“Det vigtigste er, at alle bliver hørt - og at alle har en stemme. Man kan stille spørgsmål som: “Hvordan synes I, at vi skal gøre det her?” eller ”hvordan skal vi opnå de her resultater?” siger Emilia van Hauen. 

Der vil være en del “forhandling” med unge medarbejdere, men overordnet set trives de bedre i en flad struktur. 

“Forskning viser, at “selvledelse” sagtens kan fungere. Den hierarkiløse organisation er et udtryk for, at vi begynder at sige farvel til autoriteter og har stort fokus på at løse opgaverne i fællesskab,” siger Emilia van Hauen. 

Hun advarer mod at bruge ét bestemt ord. Et ord som i den grad frastøder generationen under 30. Nemlig ordet “fastholdelse”. Ordet bruges ofte, fordi unge under 30 er en del af en - i antal - meget lille ungdomsgeneration. 

Og da der er mangel på arbejdskraft, kæmpes der i dén grad om de unges opmærksomhed og arbejdskraft. Både i forhold til at tiltrække arbejdskraft til de brancher, der mangler - ingeniører, sygeplejersker, lærere, it-kyndige eksempelvis.

Men også i forhold til bosætning har der været fokus på at holde fast på de unge. Eksempelvis oplever mange kommuner fraflytning og har derfor fokus på at fastholde - både i forhold til arbejdskraft, men også for at sikre skattekroner til de slunkne kommunekasser. 

“De ældre generationer har jo ikke ret til at bede de unge om at fikse problemer, som de ældre generationer selv har været med til at skabe. Det gælder både mangel på arbejdskraft i mange brancher, men også ude i kommunerne,” siger Emilia van Hauen.