Der er rift om de unge. De omtales som “hænder”, der kan løse manglen på arbejdskraft i de sektorer, der ikke kan få ansatte nok - sygeplejersker, ingeniører, lærere og it-kyndige eksempelvis. I kommunerne bliver der sukket, når de vender barndomsegnen ryggen og flytter til storbyerne for at studere. For der er brug for dem til at fylde de slunkne kommunekasser med skattekroner. 

Men det er respektløst at reducere unge til “hænder”, “hoveder” eller “ydere”, mener Eva Mærsk, der er ph.d. i sociologi. Hun mener, at vi skal stå mere på de unges side. 

Eva Mærsk synes, at vi overser de unges behov for en dannelsesproces - og at unge mennesker har brug for tid til at blive til “noget” eller “nogen”, før de skal opfylde andres forventninger om at yde.

Hvis unge vil flytte ud, skal de have lov til det. Det vil være naturstridigt at holde på dem. 

“Som samfund kommer vi let til at instrumentalisere unge og har udråbt dem til løsningen på de problemer, som mange kommuner og lokalområder står overfor," siger Eva Mærsk og tilføjer: 

“Men vi ligger samfundsmæssigt, som vi har redt - med de politiske retninger, som er blevet lagt for mængden af unge, der skal tage en videregående uddannelse. Vi har selv bedt dem om det."

Siden midten af 00’erne kom uddannelse - altså akademiske uddannelser på universiteterne - i den grad i fokus. Det skete under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, som rejste til Østen og så, at landene dér ikke længere bare producerede, men i høj grad udviklede sig til videnssamfund. Da han kom hjem, lagde han en “globaliseringsstrategi” for Danmark, og antallet af studiepladser på universiteterne eksploderede. Fra 2005 til 2015 blev Aalborg Universitet eksempelvis dobbelt så stort.

“Der har været et kæmpe fokus på, at unge skal uddanne sig på universitetet. Både i EU og i Danmark har vi hørt, at “vi skal eksportere viden”, siger Eva Mærsk og tilføjer: 

“Vi har socialiseret unge til, at de skal flytte for at studere. For 50 eller 80 år siden var der færre, der flyttede, fordi samfundsnormen var en anden.” 

Nu ser vi efterregningen, mener Eva Mærsk. Når mange unge lader sig uddanne på universiteterne, går det nemlig ud over søgningen til de andre uddannelser. Og der mangler folk til de håndværksmæssige fag. Der mangler butiksassistenter, og der mangler sygeplejersker, sosu’er, lærere, pædagoger. For bare at nævne nogle af dem. 

Kombineret med de små ungdomsårgange er mange brancher desperate. 

Men søgningen til universiteterne har også en anden effekt. 

For når unge skal læse på universiteterne, foregår det i de større byer - og de flytter dermed fra deres hjemegn. 

Det begrædes ofte af kommunerne - særligt dem, der ligger længst væk fra de større byer og dem, der oplever den største fraflytning. 

“Der er nærmest kamp om de unge, og derfor ser vi dem ikke som hele mennesker, men taler om dem som arbejdskraft eller som nogen, der kan fikse vores lokalområder. Måske skal vi tænke på dem som helt almindelige mennesker, der kan se det spændende i at bo i Aalborg, Aarhus eller København,” siger Eva Mærsk.

Men der er også en anden bagside ved det store fokus på de unge, der flytter. For i bestræbelserne på at beklage, at nogen flytter, glemmer man helt, at ikke alle forlader deres hjemegn. At der er unge, der bliver - og bidrager til lokalsamfundet og kontinuiteten. 

“Når vi taler så meget om dem, der flytter, overser vi implicit dem, der allerede er der. Dem jeg kalder “bliverne”. Og dem har kommunerne i allerhøjeste grad brug for, for det er dem, der bygger bro mellem generationer, kulturer og tider,” siger Eva Mærsk og tilføjer: 

“Mange af “bliverne” er ildsjæle i deres lokalsamfund, så deres indsats er afgørende. Og så er der jo stadig brug for frisører, bagere og elektrikere. Dem skal vi være glade for.”

Og så skal vi huske én ting, minder Eva Mærsk om. Fordi unge flytter fra en kommune, kan de sagtens vende tilbage på et senere tidspunkt. 

“Vi skal prøve at tænke mere dynamisk om den måde, som unge mennesker flytter på. Hvis de selv har haft det godt, det sted, de er vokset op, vil de måske gerne give det videre til deres egne børn. Vi har både brug for “bliverne” i lokalområderne og for de “tilflyttere” og “tilbageflyttere”, som kan bringe nye ideer med ind i lokalsamfundet.”