Plejehjemsleder har fjernet hierarkierne og sat medarbejderne fri - ved at sætte rammer

I Rebild Kommune er plejehjemsleder Gerda Holm Christensen lidt af en kendis.

Hun er kendt for sin evne til at tale lige ud af posen. For sit lederskab. Og for sin store kærlighed til de demente borgere på plejehjemmet Ådalscenteret i Støvring, hvor hun har haft sin daglige gang siden 2011.

Det bekræfter social- og sundhedshjælper Mette Nielsen og ergoterapeut Anne Olesen, der sidder med smil op over begge ører, når de fortæller om Gerda.

Smilet bliver om muligt endnu større, når de fortæller om deres arbejde med de ældre og deres stærke sammenhold på stedet.  De er stolte over deres faglighed og over at arbejde på Ådalscenteret.

Flere gange i samtalen giver de udtryk for, hvor meningsfuldt deres arbejde er.

For det er nemlig dét, Gerda er så god til, fortæller de. At få medarbejderne til at føle sig betydningsfulde.

’’Det kan være psykisk hårdt at være her, for man giver meget af sig selv. Derfor betyder det noget, at vi har det så godt sammen indbyrdes. Vi snakker sammen, og vi griber hinanden, når der er behov for det,’’ siger Anne.

Mette supplerer.

’’Alle kender Gerda. Hun har sine meninger og holdninger, men jeg har altid følt mig vigtig. Uanset om jeg har været elev eller uddannet. Der er heller ikke forskel på mig og sygeplejerskerne, selvom vi selvfølgelig udfører forskellige opgaver. Vi får lige meget frihed og anerkendelse.’’

Måske er netop det kernen i den gode trivsel på Ådalscenteret.

Anerkendelsen.

For selvom beboerne på Ådalscenteret huser nogle af de hårdest ramte demente borgere, og dermed gør det til en ekstremt udfordrende arbejdsplads, så har Gerda skabt et arbejdsmiljø med glade medarbejdere og høj trivsel.

Det er ellers ikke den slags historier, man hører mest om, når man hører om ældreplejen for tiden. Det er nærmere historier om frafald af ansøgere til sundhedsuddannelserne og stillinger, der ikke kan besættes.

Og der er da også noget om snakken.

For tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at arbejdsgivere 14.000 gange har søgt forgæves efter en social- og sundhedshjælper eller en social- og sundhedsassistent fra december 2020 til maj 2021.

En nyere rapport fra Rambøll viser samtidig, at det gennemsnitlige regionale frafald på social- og sundhedsassistentuddannelsen i perioden fra 2018-2020 er på 37 procent.

Men der er også andre nuancer.

De viser sig helt tydeligt denne torsdag eftermiddag i september på plejehjemmet i udkanten af Støvring. Jeg har inviteret mig selv på kaffe hos Gerda for at høre, hvordan hun som leder navigerer i de negative historier om omsorgstrætte medarbejdere, rekrutteringsudfordringer og dårlige lønninger, der hersker i branchen.

’’Jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om lønnen. Jeg tror, at det handler om, at en højere løn er en anerkendelse af, at man bliver set på som vigtig. Det mangler vi i faget,’’ siger hun og fortsætter:

’’Vi skal have talt vores fag op, hvis vi skal have flere unge til at vælge branchen til. Det indeholder så meget andet end at tørre bagdel, dårlige arbejdsvilkår og lave lønninger. Hvis jeg sad som ungt menneske, ville jeg heller ikke vælge faget med den her omtale. Her på stedet er det mit ansvar at få medarbejderne til at føle sig vigtige.’’

Efter få minutter i selskab med Gerda er man klar over, at rygtet taler sandt: Hun har sine holdninger, og hun er ikke bange for at ytre dem. Men man er heller ikke i tvivl om hendes begejstring for ledelse.

De kompetencer har båret hende frem som leder i ældreplejen de seneste 30 år. Først 15 år i Aalborg kommune og nu på sit 15. år i Rebild Kommune.

’’Jeg er ikke så god til ikke at have indflydelse for at sige det pænt,’’ griner hun, men bliver så alvorlig:

’’Det kunne jeg måske også have fået, hvis jeg var blevet ’’på gulvet’’. Men jeg har også et behov for at få andre til gøre deres bedste, så de ældre får den bedst mulige behandling. Hvis ikke jeg var blevet leder, ville jeg være blevet den irriterende kollega, der skulle blande sig i alt.’’

Ifølge Gerda er der to ting, der er afgørende for at lykkes med at skabe en god arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til at være og føler sig anerkendte: De rette rammer og det rette personale.

Hun mener selv, at hun er særligt god til det med rammerne. Evnen til at skabe struktur og systemer, der letter medarbejderne og giver dem ro til at yde deres bedste overfor de ældre beboere.

’’Jeg tror ikke, der er nogen medarbejdere her, der er i tvivl om, hvad jeg forventer. Jeg tror heller ikke, de er i tvivl om, hvad jeg prioriterer i forhold til værdier. De ved, hvornår jeg er her og hvornår jeg ikke er. De ved, hvad der bliver forventet. For mig er det nærværende ledelse.’’

Gerda tager sig af alt det overordnede papirarbejde. Den ikke-borgernære dokumentation. Alt det praktiske. Til gengæld har medarbejderne frie rammer til at bruge deres faglighed - og hjerter - på den måde, der giver mening i situationen. Det blander Gerda sig ikke i.

Det leder os hen til det andet afgørende punkt: Det rette personale.

For selvom også hun har været udfordret på at rekruttere nok personale, så er hun endnu ikke så bekymret. Endnu. Gerda har nemlig nogle helt særlige principper. Og en erfaren mavefornemmelse.

Hun holder nemlig stålsat fast i sine principper om, at hjertet kommer før uddannelsespapirerne.

’’Jeg vurderer altid mennesker først. For man kan ikke lære at have hjerte til at gå hen og give et gammelt menneske et knus, hvis det er det, de har behov for,’’ siger Gerda og fortsætter:

’’Det er afgørende, at jeg har de rigtige mennesker til at se og omfavne de hårdt dementramte borgere. De fortjener at labbe alt den kærlighed og omsorg i sig, som vi overhovedet kan give dem. Vi er deres tætteste omsorgsgivere i dagligdagen, og det skal mine medarbejdere kunne se af sig selv.’’

For Gerda er alle medarbejderne lige meget værd. Faglært som ufaglært.

Hun oplever afløsere, der i situationen kan være bedre til at tage sig af de udadreagerende borgere end en uddannet på en pågældende dag.

Derfor går hun meget op i at behandle alle medarbejderne ens.

’’Jeg kan være bekymret for, om de mennesker, der søger herned, vil arbejde med demente, og jeg kan være bekymret for, om de vil Ådalscenteret. Men det kan jeg lynhurtigt mærke, og så ryger de altså ud den vej, de er kommet. For borgerne har krav på kontinuitet og kærlighed,’’ siger hun og fortsætter:

’’Jeg tror, hvis jeg er så god en personaleleder som muligt, så skal de rette folk nok komme. Og når først de er her, så skal jeg nok overbevise dem om, at det er det rette fag og det rette sted. Her er så meget kærlighed, og man mærker lynhurtigt, hvor stor en forskel man gør i sit arbejde her.’’

I rekrutteringsøjemed har Gerda desuden undersøgt, hvordan hun kan gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Derfor giver hun nu medarbejderne mulighed for selv at vælge, om de vil arbejde hver anden eller tredje weekend og om de helst vil have dag- eller aftenvagter.

Fordi hun med egne ord ansætter hele mennesker. Hun vil, at hendes berømte rammer er tilpasset medarbejdernes privatliv. For hvis medarbejderne trives, så har de et større fagligt overskud til beboerne.

Og det gælder hele personalet, selvom der især er mangel på social- og sundhedsassistenter.

’’Vi har forskellige funktionsbeskrivelser, men vi har én arbejdsplads, der hedder Ådalscenteret. Så når vi træder ind ad døren, er vi alle ansatte på lige fod. Ligesom jeg forventer, at vi alle har ét fælles mål om at gøre vores bedste for beboerne. Det kræver godt kollegaskab uden nogen form for hierarki.’’