Folkemøde i Mariager vil være epicenter for europæisk politik
Political Festival of Europe. Således lyder navnet på Mariagers store nye satsning for europæisk politik: et fire-dages folkemøde, der samler interesserede rundt om fra hele Europa. Mødet finder sted 25. til 28. august, og har blandt andre en række ministre på gæstelisten.
Du kender folkemødet på Bornholm. Årets største politiske samling for interessenter, medier, organisationer og ikke mindst politikere.
Nu har den nordjyske by Mariager sat sig for at opskalere. Hvorfor stoppe ved dansk politik, når man kan gå efter europæisk?
For første gang nogensinde har en gruppe ildsjæle sat sig det mål at samle Europa til et fire-dages folkemøde i Mariager. Political Festival of Europe lyder titlen, og ifølge byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune, Jane Grøn, kan du godt begynde og glæde dig:
”Det bliver simpelthen så godt! Vi er virkelig stolte over det program, vi har fået stablet på benene.”
Jane Grøn er selv én af dem, der er drivkraften bag det nye initiativ. Og der er en helt særlig grund til, at hun har valgt at dedikere så meget tid til formålet:
”Det er så vigtigt et emne, for det er noget, der berører os alle sammen. Tag bare krigen i Ukraine. Den har om noget vist, at vi bliver nødt til at stå sammen. Det samme gør sig gældende ved klimakrisen. Vi bliver nødt til at arbejde sammen, og jeg tror, et stærkt europæisk fællesskab er vejen frem,” fortæller byrådsmedlemmet.
Vi vil gerne være med til at sætte fokus på vigtigheden af kendskabet til netop europæisk politik
Og hvordan opstår et sådant initiativ egentligt?
”Det er faktisk ikke så mange, der interesserer sig for europæisk politik, og der har måske manglet det rette forum. Vi kan jo se, at tilslutningen til andre politiske debatter er stor. Vi vil gerne være med til at sætte fokus på vigtigheden af kendskabet til netop europæisk politik,” lyder det fra Jane Grøn.
Udover en række prominente talere, debattører og interessenter, vil Vigeur også være at finde til folkemødet. Her kan du se frem til en tæt dækning af torsdagens og fredagens program.