Bæredygtighed

Tre principper sikrer nordjysk virksomhed et positivt klimaregnskab

I Aalborg Kongres & Kultur Center har man offentliggjort et nyt klimaregnskab, som viser stor fremgang. Det er dog kun lykkes ved at følge særligt tre principper.

Jan Kvistborg. Foto: Martin Damgård

Et stort fokus på bæredygtighed er ikke lige frem nyt i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Allerede tilbage i 2017 så virksomheden store potentialer i at blive grønnere. Her fik de som de første ISO-certificeringen 20121 for bæredygtige events.

Derudover fik de lavet første klimaregnskab i 2019. Holder man tallene fra dengang oppe mod tallene fra 2022, viser de, at deres indsatser har virket.

Det giver virkelig blod på tanden til at fortsætte, for vi er slet ikke i mål endnu
Jan Kvistborg, chef for Sponsor og Bæredygtighed i Aalborg Kongres & Kultur Center

Aalborg Kongres & Kultur Center har formået at nedbringe deres samlede CO2-udledning med 28 procent i 2022 sammenholdt med 2019.

”Det står sort på hvidt, holdt op imod vores første klimaregnskab fra 2019, og det giver virkelig blod på tanden til at fortsætte, for vi er slet ikke i mål endnu,” siger Jan Kvistborg, der er chef for Sponsor og Bæredygtighed i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Ifølge kongrescenteret er det blandt andet et resultat af, at de har optimeret deres energiforbrug ved for eksempel at udskifte en stor del af belysningen til LED, nedbringe varmeforbruget og reduceret i deres dagligdagsforbrug af energi i huset ved helt lavpraktisk at slukke lyset, når det ikke er nødvendigt.

Men ifølge bæredygtighedschefen er det ikke kun ”de små” handlinger, der alene kan få organisationen til at blive mere bæredygtige. Det kræver også et stort – og ærligt – strategiarbejde.

Læs med herunder, hvor Jan Kvistborg deler sine råd til, hvordan virksomheder kan styrke deres bæredygtighedspraksisser.

Ledelsens engagement

Det første skridt mod en bæredygtig omstilling er at sikre, at ledelsen er engageret og forpligtet til formålet.

Ifølge Jan Kvistborg er det afgørende, at direktøren står i spidsen for projektet og aktivt ønsker at implementere bæredygtighedsinitiativer:

”Det skal trækkes ind på direktionsgangen: Direktøren skal sætte sig i spidsen for projektet, og han skal ville det,” siger Jan Kvistborg.

”Det skal trækkes ind på direktionsgangen: Direktøren skal sætte sig i spidsen for projektet, og han skal ville det,” siger Jan Kvistborg, der her ses sammen med administrerende direktør Nicolaj Holm. Foto: AKKC

Det er ikke nok kun om at tale om vigtigheden af bæredygtighed. Det kræver også handling og konkrete beslutninger.

Det kræver en tilstrækkelig tildeling af både økonomiske ressourcer og medarbejdere, når man skal håndtere de komplekse udfordringer og krav, der følger med bæredygtighedsarbejdet.

Derudover skal ledelsen integrere bæredygtighed i virksomhedens overordnede strategi og målsætninger og sikre, at det bliver en central del af virksomhedens DNA.

Ærlig og transparent kommunikation

For AKKC er ærlighed og gennemsigtighed nøgleelementer i deres tilgang til bæredygtighed.

Det er vigtigt, at virksomheder kommunikerer ærligt om deres bæredygtighedspræstationer og deler ud af deres udfordringer.

”I AKKC italesætter vi ikke vores bæredygtighedsarbejde med mere, end der er holdbart. Gør man det, får man jo også ombudsmanden på nakken. Vi henter også data ind på de indsatser, vi har, så vi kan være fuldstændig transparente og faktisk have dokumentation for det, vi siger,” siger Jan Kvistborg.

I AKKC italesætter vi ikke vores bæredygtighedsarbejde med mere, end der er holdbart. Gør man det, får man jo også ombudsmanden på nakken
Jan Kvistborg, chef for Sponsor og Bæredygtighed i Aalborg Kongres & Kultur Center

Hos AKKC har de derfor fået en række certificeringer, som medfører, at de løbende bliver evalueret og får rapportereret deres klimaindsatser.

”Så er der andre, der kigger os efter i kortene og kan prikke til os, hvis der er brug for det,” siger Jan Kvistborg.

Derudover faciliterer AKKC et netværk for bæredygtig erhvervsudvikling, NBE, som de også selv er med i, hvor de hver måned mødes med andre nordjyske virksomheder, der ønsker at sætte bæredygtighed på dagsordenen.

Her deler de erfaringer med over 100 andre nordjyske virksomheder og drøfter de nye love, der løbende træder i kraft om bæredygtighed.

Virksomhedens kerneværdier og løfte

Hvis en virksomhed gerne vil skrue op for bæredygtigheden i arbejdskulturen, er det afgørende at vende tilbage til virksomhedens oprindelige værdier og formål.

Da vi besluttede at tage et større ansvar for kloden, var vi helt tilbage i vores DNA og se, hvad vi egentlig var sat i verden for – og det er jo netop at tage et ansvar for udvikling i Nordjylland
Jan Kvistborg, chef for Sponsor og Bæredygtighed i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Ifølge Jan Kvistborg bør virksomheder evaluere, hvordan deres produkter eller tjenester bidrager til samfundet og miljøet, og hvordan de kan forbedre deres praksis for at opnå mere positive resultater.

Blandt andet ved at genoverveje forretningsmodeller og reducere unødvendigt forbrug.

”Da vi besluttede at tage et større ansvar for kloden, var vi helt tilbage i vores DNA og se, hvad vi egentlig var sat i verden for – og det er jo netop at tage et ansvar for udvikling i Nordjylland. Så vi begyndte at tænke ind, hvordan vi kunne være med til at inspirere andre til at blive mere bæredygtige i takt med, at vi selv blev det,” siger Jan Kvistborg.

Når man har valgt at indføre bæredygtighed i sin strategi, bør man ifølge Jan Kvistborg også fokusere på at internalisere bæredygtige værdier i alle niveauer af organisationen.

Det kan for eksempel være at uddanne og engagere medarbejderne i bæredygtighedsinitiativer, integrere bæredygtighedskriterier i produktudvikling og forsyningskæden og samarbejde med interessenter for at fremme bæredygtige løsninger på tværs af sektorer.