Når fremtidsforsker Anne Skare står i indgangspartiet til et nyt år og skuer ud over alt det nye og jomfruelige, får hun en ubændig trang til at rive dele af samfundets strukturer ned. Hun får lyst til at hugge, rykke og bulldoze. Ikke i virkeligheden, selvfølgelig, men i overført betydning.

“Tiden er simpelthen moden til at slippe noget af det arvegods, vi slæber rundt på. Det er tid til at begynde helt forfra. Vi skal tænke meget længere end blot frem til næste jul. Og vores arbejdsliv kunne være et passende sted at begynde,” mener Anne Skare.

Før jul skrev hun et opslag på LinkedIn, der tilsyneladende ramte ned i en tendens, mange kunne se sig selv i. Anne Skare skrev blandt andet:

“I min omgangskreds er folk i 2022 gået ned med stress - ud af det blå og rimelig tilfældigt. Andre er sygemeldte med depressioner.

Der er ingen af dem, som er hverken dumme, dovne eller udisciplinerede. De tager det allesammen ret tungt, mens jeg plejer at sige "tillykke med dit liv! Du står midt i noget, vi andre er på vej ind i". I gamle dage blev vi nemlig slidt i kroppen. Nu bliver vi slidt i hjernen, sjælen og hjertet.

Er det svaghed at føle sig stresset? Eller er det i virkeligheden er form for personlighedstest, fordi du kan mærke hvor din grænse går - og hvad og hvem der dræner dig? Svaret er ja: hvis du er STRESSET er det et SUNDHEDSTEGN og ikke fordi du er en mimose, der ikke kan klare mosten.”

Opslaget har et reach på ca. en halv million og er blevet delt ikke færre end 282 gange. Det har fået næsten 8000 tilkendegivelser. Om baggrunden for sit opslag siger Anne Skare:

“Lige nu er det helt almindelige, robuste mennesker, der knækker og går ned med stress. De er typerne, der går rundt og siger: “Jeg kan godt klare den. Jeg klemmer bare lige ballerne lidt mere sammen,” siger Anne Skare og tilføjer:

“De er typerne, der endnu en dag “tager én for teamet” og dækker ind, hvis kolleger er syge.”

Hun beskriver de stressramte som faglige fyrtårne, der affinder sig med at få at vide, hvad de ikke må gøre. Men som sættes i et krydspres, fordi de skal overholde rammer, regler og krav om dokumentation, men ikke sættes fri til at bruge deres faglighed - deres håndværk. Deres arbejde giver ikke mening.

“Det bliver fandme et problem, hvis det fortsætter,” slår hun fast.

Anne Skare mener derfor, at vi må indrette vores arbejdsliv på en anden måde. 

Og måske er det ikke nok bare at bygge oven på noget, vi allerede har. Måske er vi nødt til at bygge op fra bunden i erkendelse af, at samfundet - og ikke mindst menneskene - rent faktisk har udviklet sig. Måske har menneskelig kapacitet nået en grænse? Måske kan vi ikke bare blive ved med at lægge oven på allerede eksisterende institutioner og organisationer i samfundet?