Anne Skare om arbejdslivet: “I 2023 skal vi rive hele lortet ned og starte forfra”

Når fremtidsforsker Anne Skare står i indgangspartiet til et nyt år og skuer ud over alt det nye og jomfruelige, får hun en ubændig trang til at rive dele af samfundets strukturer ned. Hun får lyst til at hugge, rykke og bulldoze. Ikke i virkeligheden, selvfølgelig, men i overført betydning.

“Tiden er simpelthen moden til at slippe noget af det arvegods, vi slæber rundt på. Det er tid til at begynde helt forfra. Vi skal tænke meget længere end blot frem til næste jul. Og vores arbejdsliv kunne være et passende sted at begynde,” mener Anne Skare.

Før jul skrev hun et opslag på LinkedIn, der tilsyneladende ramte ned i en tendens, mange kunne se sig selv i. Anne Skare skrev blandt andet:

“I min omgangskreds er folk i 2022 gået ned med stress - ud af det blå og rimelig tilfældigt. Andre er sygemeldte med depressioner.

Der er ingen af dem, som er hverken dumme, dovne eller udisciplinerede. De tager det allesammen ret tungt, mens jeg plejer at sige "tillykke med dit liv! Du står midt i noget, vi andre er på vej ind i". I gamle dage blev vi nemlig slidt i kroppen. Nu bliver vi slidt i hjernen, sjælen og hjertet.

Er det svaghed at føle sig stresset? Eller er det i virkeligheden er form for personlighedstest, fordi du kan mærke hvor din grænse går - og hvad og hvem der dræner dig? Svaret er ja: hvis du er STRESSET er det et SUNDHEDSTEGN og ikke fordi du er en mimose, der ikke kan klare mosten.”

Opslaget har et reach på ca. en halv million og er blevet delt ikke færre end 282 gange. Det har fået næsten 8000 tilkendegivelser. Om baggrunden for sit opslag siger Anne Skare:

“Lige nu er det helt almindelige, robuste mennesker, der knækker og går ned med stress. De er typerne, der går rundt og siger: “Jeg kan godt klare den. Jeg klemmer bare lige ballerne lidt mere sammen,” siger Anne Skare og tilføjer:

“De er typerne, der endnu en dag “tager én for teamet” og dækker ind, hvis kolleger er syge.”

Hun beskriver de stressramte som faglige fyrtårne, der affinder sig med at få at vide, hvad de ikke må gøre. Men som sættes i et krydspres, fordi de skal overholde rammer, regler og krav om dokumentation, men ikke sættes fri til at bruge deres faglighed - deres håndværk. Deres arbejde giver ikke mening.

“Det bliver fandme et problem, hvis det fortsætter,” slår hun fast.

Anne Skare mener derfor, at vi må indrette vores arbejdsliv på en anden måde.

Og måske er det ikke nok bare at bygge oven på noget, vi allerede har. Måske er vi nødt til at bygge op fra bunden i erkendelse af, at samfundet - og ikke mindst menneskene - rent faktisk har udviklet sig. Måske har menneskelig kapacitet nået en grænse? Måske kan vi ikke bare blive ved med at lægge oven på allerede eksisterende institutioner og organisationer i samfundet?

“Det kan være, at det “gamle normale” passede godt til 1960’erne eller 1990’erne. Men måske skal der noget fundamentalt anderledes til,” forklarer Anne Skare og tilføjer:

“Vi kunne eksempelvis starte med en vision for børneinstitutioner, skoler og plejehjem, som ikke bare hviler på, at særlige grupper i samfundet skal opbevares, men som åbner for noget andet. Lyst til læring eksempelvis. Eller hygge eller livsglæde.”

Fremtiden bygges langt hen ad vejen på fortiden, mener Anne Skare. Vi læner os op ad en arbejdskultur, der begyndte under industrialiseringen. Engang var det kutyme at “blive” det samme som sin far eller mor. Men udviklingen af jobtyper og jobindhold går så stærkt, at man ikke kan regne med at have det samme job, fra man bliver uddannet, til man skal pensioneres. Hvis man da i det hele taget skal pensioneres.

For hvis pausesamfundet vinder indpas, skal vi ikke holde én lang pause, når arbejdslivet er slut. Derimod løbende holde pauser, som det passer i vores livsforløb i forhold til små børn, gamle forældre, nye uddannelser, fremmede himmelstrøg - og andre drømme om livet.

Vi kan kort sagt ikke bare gøre, som vi altid har gjort.

“Vi kan ikke læne os op ad gamle kulturer. Hverken den enkelte - eller samfundet som sådan,” siger Anne Skare.

Noget er nødt til at ske. Fremtidsforskeren har derfor udnævnt 2023 til at være “en håndværker”. “En håndværker”, der både er udstyret med visualiseringsevne og skaberkraft.

“Du ved, sådan én, der kommer ind og siger, dét der … dét kan jeg godt fikse,” siger Anne Skare og tilføjer:

“Sådan én, der ikke mener, det er nok at spartle fundamentet lidt, men én, der anbefaler at rive hele lortet ned og starte forfra. For hvis ikke vi gør noget radikalt, får vi præcis det samme som i 2022.”

Derfor skal vi ikke alene smøge ærmerne op - vi skal også turde drømme vildt. Vi skal have visionerne på plads. Vi skal kunne se omridset af noget stort for os.

“Christoffer Columbus havde jo nok heller ikke fundet et nyt kontinent, hvis han var blevet i land med en powerpoint-præsentation - og hvis ikke han havde forestillet sig, at der ville være noget spændende for enden af horisonten. Han skulle bruge håndværkere, og selv om det var hårdt arbejde, kom der håndværkere og byggede tre skibe,” siger Anne Skare og tilføjer:

“Visualiseringsevne og skaberkraft kan føre meget med sig - også arbejdsglæde og trivsel.”

Hun ønsker så brændende en kommende generation, der får lov at løsrive sig for kendte dogmer om uddannelse og karriere.

Anne Skare drømmer om en generation af unge, der får lov til at leve lidt mere passioneret - lidt mere loose. Hun håber også, at vi former et samfund, som giver andre vaner, værdier og forventninger.

“Tænk, hvis vi hyldede skaberkraft noget mere. Tænk, hvis vi udstyrede alle nyfødte med ikke bare et CPR-nummer, men også et CVR-nummer, så de fra fødslen blev registreret som virksomhed, fordi vi i Danmark tror på, at det er godt at se sig selv som en “virksomhed”,” siger Anne Skare og tilføjer:

“Ikke ud fra en kapitalistisk tænkning, men fordi man får indre fred af at skabe noget. Og ud fra en grundtanke om, at det i fremtiden bliver mere og mere nødvendigt at kunne bygge sit eget.”

Anne Skare fortsætter tankerækken og forestiller sig, at de kommende generationer vil få deres indtægt fra mange forskellige kilder - ikke bare fra én arbejdsgiver.

Hun karikerer, at de kommende generationer med vantro vil kigge på de ældre generationer og med undren spørge:

“Var I virkelig ansat på et sted, hvor andre bestemte over jeres tid? Var det ikke lidt slaveagtigt,” siger Anne Skare.

Hun håber på en generation, der vokser op med en evne til at eksperimentere sig frem - og til at hvile i sig selv, fordi de som individer har et fast holdepunkt i sig selv. Alt andet forandrer sig med så stor en hast, at de gamle spor forsvinder, så snart de er trådt.

“Jeg tror på, at de kommende generationer vil være meget mindre bekymrede, fordi deres evne til at mestre bliver så meget større. Men det kræver, at vi handler nu. Vi kan passende lægge ud med at gøre 2023 til “en håndværker”. Det er ikke et problem, vi kan løse, men vi skal fanfisme have visioner for at sætte fut i 2023.