Forskere peger på afgørende trumfkort i det offentlige sundhedsvæsen
’’Selvom de har fået bedre vilkår, savner de det meningsfulde og det kick, de fik af at redde liv.’’ Ny undersøgelse kommer med vigtigt budskab til det offentlige sundhedsvæsen.
’’Vi skifter altså ikke job, fordi vi er grådige eller kyniske. Det handler om arbejdsforhold og det handler om, at det er uværdigt, det vi gør for patienterne. Jeg kan sagtens tåle at have travlt, men det skal give mening. Det er drænene at udføre et utilfredsstillende stykke arbejde, især når man har med mennesker at gøre.’’
Sådan sagde sygeplejerske Jeanne Kroge til Vigeur i 2022 om sit skifte fra det offentlige til private sundhedsvæsen, fordi hun fik tilbudt højere løn og bedre arbejdsforhold.
Den artikel kan du læse her:
En gruppe forskere fra Københavns Professionshøjskole har gennemført undersøgelsen Hvorfor stopper sygeplejersker i det offentlige – og hvad skal der til for, at de bliver?
Her er 435 sygeplejersker, der har forladt det offentlige, blandt andet blevet spurgt om, hvad der skal til for, at de vil vende tilbage. 56 procent peger på, at deres løn skal sættes op, mens 49 procent efterlyser bedre normeringer og arbejdsvilkår.
Vi kan se, at nogle af disse sygeplejersker skriver, at de har det bedre nu – er mindre stressede, sover bedre, har tid til familien og får langt bedre løn – men at de alligevel savner noget fra deres gamle arbejde.
”Flere af sygeplejerskerne oplever, at de har fået en betydelig lønstigning, når de eksempelvis skifter til et privathospital, Norge eller lægemiddelindustrien. Så de er meget opmærksomme på, at de vil have en højere løn, hvis de en dag skal vende tilbage til det offentlige. Men der skal også gøres noget ved travlheden og det pressede arbejdsmiljø, som for mange af sygeplejerskerne var blevet hverdag, inden de sagde stop,” forklarer docent Nana Vaaben i en pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole.
Ligeledes har bedre ledelse og organisering på sygehusene afgørende betydning for 28 procent af sygeplejerskerne, mens mere fleksibilitet bliver fremhævet af 25 procent. 16 procent savner mere respekt for deres fag. Endelig svarer 26 procent, at de aldrig vil vende tilbage.
”Det kan selvfølgelig lyde voldsomt, at hver fjerde sygeplejerske har lukket døren for altid. Men omvendt holder tre ud af fire sygeplejersker døren på klem,’’ siger Nana Vaaben i pressemeddelelsen.
Trumfkort i ærmet
Mange af sygeplejerskerne fravælger altså et arbejde, som de synes er vigtigt, givende og meningsfuldt til fordel for et arbejde, som er bedre betalt og har bedre arbejdsforhold.
Selvom det ved første øjekast kan virke som dyster læsning, indeholder rapporten også et iboende håb for det offentlige sundhedsvæsen.
’’Vi kan se, at nogle af disse sygeplejersker skriver, at de har det bedre nu – er mindre stressede, sover bedre, har tid til familien og får langt bedre løn – men at de alligevel savner noget fra deres gamle arbejde. Det er altså ret tydeligt, at når disse sygeplejersker har gjort fordele og ulemper op og har truffet et valg, så har vilkårene ”vundet” over meningsfuldheden i arbejdet. De vil gerne udrette noget for andre og for samfundet – men ikke for enhver pris,’’ står der i rapporten.
Og det faktum er ifølge forskerne det offentlige sundhedsvæsens stærkeste trumfkort.
’’Det betyder alt andet lige, at hvis det offentlige sundhedsvæsen kan matche de vilkår, som sygeplejerskerne har i deres nuværende stillinger i andre brancher, så kan det offentlige sundhedsvæsen måske godt gøre sig forhåbninger om at vinde nogle sygeplejersker tilbage, i kraft af meningsfuldheden i at arbejde i det offentlige. Selvom de har fået bedre vilkår, savner de det meningsfulde og det kick, de fik af at redde liv. Men det er tydeligt, at så længe vilkårene er så meget bedre andre steder, er kampen tabt,’’ står der i rapporten.
Du finder undersøgelsen her.