Kristina tog sit arbejdsliv op til revision - og blev rektor på UCN
Kristina Kristoffersen brugte sidste sommer på at overveje sit jobskifte. I år vil hun nyde sommerferien i fritidsboligen i Hulsig. Her vil rektor på Professionshøjskolen UCN være omgivet af familie og venner. De skal dase, danse - cykle og spise is i de lange lyse sommeraftener.
Navn: Kristina Kristoffersen
Alder: 46 år
Bor: Aalborg
Stilling: Rektor på Professionshøjskolen UCN
Ferie: Holder ferie i juli - frem til 28. juli, hvor de nye studerende får besked om studiestart på én af UCNs 40 uddannelser
INTRO: Nogle kobler bedst af med rejser, fester og masser af aktivitet. Andre kobler bedst af ved at sidde i en stol og kigge ud af vinduet. Vigeur taler i denne serie med nordjyske ledere og erhvervsfolk, for at høre, hvordan de lader op. Læs deres overraskende svar i Vigeurs sommerserie.
Hvor skal du holde sommerferie?
For to år siden byggede vi sommerhus syd for Skagen, fordi vi ville skabe en ny tradition for vores familie.
Da børnene var mindre, kørte vi ofte på biltur til Italien eller til Frankrig i et par uger. Vi kunne lide at opleve det lokale miljø - og opsøgte natur- og kulturoplevelser.
Men nu er børnene blevet store - de er mellem 21 og 25 år gamle og bor i Aalborg og København - og de sætter sig jo ikke lige ind på bagsædet mere. Derfor har vi etableret en anden form for base, hvor hele familien kan samles.
Vi har bygget et sommerhus så stort, at der er plads til alle - og med et meget, meget langt spisebord, så alle kan samles til måltiderne. Vi prøver at få aftalerne lagt, så vi kan nyde de lange, lyse sommeraftener.
I år kommer også mine søskende og nogle venner forbi, så der bliver liv, sang og dans.
Vi skal være i sommerhuset hele sommeren - med mindre vejret bliver så dårligt, at vi stikker af på et tidspunkt.
Min sommerferie begynder altid med Nibe Festival. Så giver vi den fuld gas med masser af venner og højt tempo. Derefter tager vi til Hulsig for at flade ud.
Hvordan kobler du af i sommerferien?
Jeg kobler af på to måder. Jeg kobler af ved at være omgivet af mennesker. Men jeg har også brug for alenetid sammen med min mand - og så enten går eller cykler vi lange ture. Vi bader meget - jeg elsker vandet. Vi cykler ofte til Skagen eller Kandestederne. Enten har vi madkurv med - eller også køber vi en pizza med ned til stranden - eller finder en cafe eller restaurant.
Hvor meget arbejder du i din ferie?
Jeg prøver faktisk at arbejde mindst muligt, når jeg holder ferie. Det betyder, at jeg svarer på de mails, der er nødvendige at svare på - og tager de telefonopkald, der ikke kan vente. Som rektor kan der selvfølgelig godt være noget, som jeg skal være nødt til at forholde mig til. Men ellers prøver jeg faktisk at holde fri, når jeg holder fri.
Hvor vigtig er sommerferien?
Sommerferien er rigtig vigtig, for sommerferien er ét langt stræk. Dét, at vi har tre uger, gør at man kommer ned i tempo på en helt anden måde.
Jeg tror simpelthen, man får gang i nogle andre dele af hjernen - og derfor får man også nogle nye tanker, som er med til at berige ens arbejdsliv efterfølgende. Jeg får andre aspekter ind i mit liv, der gør, at jeg kan tænke anderledes og finde alternative løsninger, når jeg kommer tilbage.
Jeg tænker helt afgjort på mit job i løbet af ferien, men jeg sætter mig ikke ned med computeren som sådan.
Hvor meget bruger du ferien til at tage dit arbejdsliv op til revision?
Det vil jeg ikke gøre i år, men det gjorde jeg rent faktisk sidste år, da jeg skulle finde ud af, om jeg skulle søge jobbet som rektor på UCN.
Jeg arbejdede på det tidspunkt i København og var rigtig glad for mit job, men så kom den her stilling, og så skulle jeg gøre op med mig selv, om jeg skulle søge - og flytte tilbage til Nordjylland, hvor jeg kommer fra: Om jeg skulle være med til at udvikle Nordjylland - og samtidig komme tættere på to af vores tre børn, mine forældre og en masse venner.
Jeg brugte virkelig sommerferien på at tænke over det, og jeg havde givet mig selv en deadline ved feriens slutning.
Så på den måde har jeg i hvert fald én gang brugt sommerferien til at tage mit arbejdsliv op til revision.
Er der noget, du skal have gjort, inden du møder på job igen?
Vi har mange traditioner, men én af dem er, at vi skal spise is ved mindestøtten i Skagen. Min mand er fra Skagen, og vi har også boet i byen en gang. Dengang spiste vi også is ved mindestøtten.
En anden tradition er et besøg i Isbunkeren ved Kandestederne. Det er et helt særligt lille spisested, hvor man sidder med sand mellem tæerne og kan spise, mens solen går ned over Vesterhavet.
Det er mere specielt og hyggeligt, end det er stilrent og formfuldendt, og det passer godt til mig. Jeg kan godt lide skæve stemninger.
Hvilken skønlitterær bog skal du have læst i løbet af sommeren?
Jeg læser rigtig meget - også skønlitteratur, og da jeg ikke ser tv - bortset fra nyheder - kommer jeg igennem en del bøger i løbet af året. Jeg havde egentlig købt et par bøger til ferien, men er allerede kommet til at læse dem ;-)
I stedet skal jeg læse “Paradis” af Abdulrazak Gurnah. Tue-trilogien af Thomas Korsgaard - og Puk Damsgårds “Ulvehjerter”.
Hvilken praktisk opgave skal du have lavet, inden sommeren er slut?
Denne sommer SKAL vi have bygget det cykelskur ved sommerhuset, men ellers er der ikke så meget, vi skal lave. Og det er også helt bevidst.