Tæl dine tissepauser og find vandbaljen frem. Her er livredderens 3 råd til at holde varmen ud, mens du arbejder
Mens solen bager udenfor, arbejder mange danskere stadig på kontor. Vi har spurgt en livredder om hans bedste råd til, hvordan du kan holde produktiviteten i varmen.
Mange livreddere bruger en stor del af deres arbejdsdage på solrige strande, hvor de med skarpe øjne sørger for, at vi andre er uden for fare, mens vi plasker i vandet.
De er derfor om nogen vant til at arbejde i varmen. Modsat mange af os andre.
En af livredderne er Kasper Bitzer. Han bruger 8 timer om dagen som livredder på Tversted Strand.
Selv kan jeg mærke, at varmen på redaktionen medfører, at jeg har sværere ved at koncentrere mig, og det hjælper at åbne vinduerne og skrue op for pauserne.
Så hvad ville en livredder mene, jeg skulle gøre for at holde produktiviteten oppe?
Få her Kasper Bitzers råd til, hvordan du holder varmen ud, mens du er på arbejde.
Tæl dine toiletbesøg
Hvad livredderen gør
”Vi går meget op i at få drukket nok i løbet af dagen, så vi kan holde koncentrationen. For uanset hvor meget vi prøver at undgå det, så får man altså hurtigt hovedpine, når man har siddet bare fire timer ude i solen uden at indtage væske.
Med hovedpinen bliver det hurtigt svært at forblive fokuseret på, hvad der sker ude i vandet.
Vi drikker gerne et par liter om dagen. Jeg har en kollega, som har sat sig et mål for antallet af toiletbesøg, for hvis man ikke har skulle tisse i løbet af en hel dag, er det tegn på, at man ikke har drukket nok.
Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men så længe man i hvert fald skal på toilet et par gange i løbet af sin vagt, så er man nogenlunde stillet.”
Hvad du kan gøre
Hold øje med dine toiletbesøg – for tisser du ikke nok, er det et tegn på, at du ikke får drukket nok væske.
Find vandbaljen frem
Hvad livredderen gør
”De fleste af os livreddere er glade for også at bevæge os ud fra tårnet. Man kommer nemlig hurtigt til at sidde meget stille. Vi er også glade for at få brugt vandet omkring os. På de varme dage tager vi derfor tit ud og træner lidt i det køligere vand.
Vi tager altså ikke ud og træner for at holde varmen, men for at blive kølet ned.
På de varme dage bliver man også hurtigere rastløs af at sidde stille, så der er det godt for os at kunne gå en kort ud op og ned ad stranden eller tage en hurtig paddeltur blandt badegæsterne.”
Hvad du kan gøre
Tag et kort fodbad, hvor du prøver at få kølet de dele af kroppen, som giver mening i situationen. Eksempelvis ved at tage et fodbad i koldt vand. Du kan også stå med dine håndled under kold vand, hvis du ikke har mulighed for at finde en balje frem.
Søg mod vinden og væk fra solen
Hvad livredderen gør
”Vi søger i løbet af de rigtig varme dage ud mod steder, hvor der er noget vind. Vi kan sætte os op i toppen af vores tårn, hvor der ofte er en brise, og ellers åbner vi døre i vores tårn på klem, så der på den måde kommer lidt gennemtræk.
Det kan gøre meget, at man får lidt vind i løbet af dagen.”
Hvad du kan gøre
Søg væk fra vinduet, så du undgår at sidde direkte i solen. Forsøg også at skabe så meget gennemtræk som muligt.