Arbejdskraft

Tre strategier fra Gallup: Sådan får du succes, når medarbejderne efterspørger mere fleksibilitet

Ønsket om et fleksibelt arbejdsliv er kun stigende hos medarbejderne. Ifølge Gallup er det især tre strategier, du skal have for øje, når din virksomhed vil give medarbejderne mere fleksibilitet.

Foto: Unsplash.com

Flere forskere spår, at fleksibilitet bliver ét af de store trækplastre for virksomheder, der vil have fat i en ny generation af medarbejdere.

Og ifølge Laust Høgedahl, lektor i Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, stiller især yngre arbejdstagere ikke længere automatisk op til lange arbejdsuger, hvor det er småt med tid til familielivet, vennerne og fritidsinteresserne.

Det har han tidligere udtalt til Vigeur:

I stedet vil de have fleksibilitet til at arbejde, når det passer i deres liv.

Og selv om det er en proces, der koster både omstruktureringer, tid, penge og ikke mindst et nyt mindset, er der ifølge lektoren kun én ting at gøre:

"De må tilpasse sig, der er ikke så meget andet at sige. I en tid med mangel på arbejdskraft, hvilket kun bliver værre i de kommende år, må virksomhederne gøre sig attraktive overfor den arbejdskraft, der nu engang er tilgængelig.”

Men hvordan skal virksomhederne så nå i mål med at skabe fleksible arbejdspladser?

Ifølge Gallup er der særligt tre strategier, virksomheden skal have for øje for at skabe en fleksibel arbejdsplads, der både er sund og succesfuld.

Strategi #1: Forstå medarbejdernes foretrukne måder at arbejde på

Arbejdsgivere skal forstå deres medarbejderes præferencer for, hvordan de ønsker, at arbejde og privatliv skal passe sammen.

For ifølge Gallup er én af de udbredte misforståelser om fleksibelt arbejde, at medarbejderne sidestiller fleksibilitet med et ønske om at blande deres arbejds- og privatliv i løbet af dagen.

Gallups egne undersøgelser fra 2023 viser, at der er en ligelig fordeling mellem medarbejdere, der ønsker at blande privat og arbejde mellem klokken 09-17 og de, der ønsker udelukkende at arbejde mellem 09-17, hvorfor de kun foretager privatanliggende i fritiden. 

Kender virksomhederne ikke til medarbejdernes præferencer for måden, de ønsker at arbejde på, risikerer virksomheden ifølge Gallup at sætte rammer, som kan føre til lavere engagement, følelse af manglende respekt og udbrændthed.

Undersøgelser viser også, at uanset om arbejdet bliver foretaget remote, hybridt eller udelukkende på kontoret, spiller det stadig en rolle, hvorvidt arbejdspladsens tidsplaner matcher med deres foretrukne måde at arbejde på.

Strategi #2: Drop tiltagene og start samtalerne

Mange virksomheder har indført en række tiltag, som er sat i verden for at gavne deres medarbejderes trivsel.

Ofte bliver resultatet dog det modsatte. Fejlen er ifølge Gallup, at tiltagene ikke opfylder medarbejdernes behov – og selvom virksomheden finder tiltagene generøse og investerer stort i dem, er det få medarbejdere, der tager dem i brug.

Rådet fra Gallup er derfor, at virksomheder skal stoppe med at outsource omsorg til noget, programmer og trivselstiltag kan tage sig af. I stedet skal virksomheder fokusere på at vise omsorg og skabe nære relationer mellem ledere og medarbejdere.

På den måde bliver den enkelte medarbejders behov lettere opfyldt – hvad end denne persons præference for måde at arbejde på er.

En undersøgelse fra Gallup i 2022 viser, at 72 procent af træning for ledere fokuserer på trivselstiltag, mens kun 49 procent fokuserer på, hvordan ledere kan have en samtale med deres medarbejdere om netop deres trivsel.

Strategi #3: Hjælp den hybride leder

Undersøgelser viser, at kun flere ønsker mere fjern- og hybridarbejde.

I oktober 2023 spurgte Gallup en række amerikanere ind til deres forventninger til fremtidens fjernarbejde. Alle respondenter var personer med mulighed for fjernarbejde. Her svarede 53 procent, at de forventede mere hybridarbejde, 22 procent forventer at være kun på arbejdspladsen, mens hele 25 procent udelukkende forventer fjernarbejde.

Derfor konkluderer Gallup, at virksomheder skal forberede sig på en fremtid, hvor ledere skal stå klar til at lede, coache og udvikle deres teams i et fundamentalt ændret miljø, som bærer præg af tre forskellige måder at arbejde på.

Hvilket mange virksomheder endnu ikke fokuserer på. Hele 57 procent af de amerikanske ledere svarer, at de endnu ikke har modtaget træning i, hvordan de skal lede teams, hvor hybrid- og fjernarbejde er et vilkår.

Samtidig viser en undersøgelse fra Gallup, at manglende support og lederuddannelse til ledere med hybride teams er mere tilbøjelige til at føle sig udbrændte.

Hvis organisationer er afhængige af deres ledere for at håndtere udfordringer forårsaget af større arbejdsfleksibilitet, er virksomhederne også nødsaget til at skabe en støttestruktur, så lederne også selv kan styrke og opretholde deres eget engagement og velvære.

Vil du vide mere om, hvordan man skaber fleksibilitet på arbejdspladsen?

Hos tøjbrandet ELSK har de 14 medarbejdere selv bestemt, hvor meget de møder ind.

På kontoret frister bordtennisbordet og klatrevæggen til aktive pauser.

Og selv siger stifteren Lars Riis, at det er på sine løbeture i Thy, han får lavet mest arbejde:

“Vi lever af kreative idéer. Og det er dér, jeg får dem. Det gør jeg ikke bag computeren.”

Lars Riis har været bannerfører for et fleksibelt arbejdsliv, siden han i 2014 forlod jobbet som indkøbschef i en international milliardkoncern og besluttede sig for at stifte ELSK.

I denne artikel kan du læse om de erfaringer, han har gjort sig.

Har din virksomhed gjort noget ekstraordinært for at skabe en sund arbejdskultur? Så tip os gerne på vigeur@dnmh.dk.