Gør du som konkurrenterne? Her er syv tendenser, når danske virksomheder rekrutterer
Én rekrutteringskanal er afgørende, hvis du vil vinde de stærkeste kandidater. Og visse jobfunktioner har for meget selvtillid, viser Ballisagers store undersøgelse.
Vigeur har vendt den store rekrutteringsanalyse fra Konsulent Ballisager på hovedet.
Analysen er nemlig tænkt som en håndsrækning til jobsøgere. Men den giver også virksomheder et unikt indblik i, hvordan andre rekrutterer. Og hvor du kan skille dig ud i kampen om de stærkeste kandidater.
Her får du syv tendenser, når danske arbejdspladser rekrutterer – og rekrutteringsekspert Mortens Ballisagers bedste råd til dig som arbejdsgiver.
Rekrutteringsanalysen 2024 er udarbejdet af Konsulenthuset Ballisager på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som blev udsendt til 2.661 virksomheder i maj 2024.
1.122 virksomheder og offentlige organisationer har svaret, hvilket giver en svarprocent på 42 procent. Private virksomheder står for størstedelen af besvarelserne med 75 procent.
Der er ingen vej udenom LinkedIn
Hvad er din foretrukne rekrutteringskanal i 2024?
I undersøgelsen svarer 89 procent af arbejdsgiverne, at de gør brug af opslåede stillinger, 72 procent bruger også LinkedIn, og 58 procent bruger deres netværk.
Sidder man passivt og venter på henvendelserne, tror jeg, man snyder sig selv for nogle spændende emner.
Ifølge Morten Ballisager er det særligt LinkedIns fremmarch, vi bør bide mærke i:
“Jeg ser en del moderne virksomheder, som begynder at arbejde mere aktivt ud mod kandidaterne. Så sidder man passivt og venter på henvendelserne, tror jeg, man snyder sig selv for nogle spændende emner,” lyder det fra rekrutteringseksperten.
“De virksomheder, der formår at bruge LinkedIn som et mødested i rekrutteringsprocessen, kommer til at vinde flere af de stærke kandidater.”
Intet stikker motivation
Hvad gør din virksomhed, når I ikke kan få præcis den profil, I gerne vil have?
68 procent går efter en person, der virker motiveret for at lære nyt.
I et arbejdsmarked, hvor vi taler meget om manglende arbejdskraft, er vi blevet mere åbne over for at vige fra vores krav til fagligheder og erfaringer.
“Der har været forskellige paradigmer inden for rekruttering. I gamle dage var det uddannelserne, der gjorde det. Så var det erhvervserfaring. Og nu er det motivation, der gør det,” siger Morten Ballisager.
“I et arbejdsmarked, hvor vi taler meget om manglende arbejdskraft, er vi blevet mere åbne over for at vige fra vores krav til fagligheder og erfaringer. Det ser jeg som en positiv reaktion fra virksomhederne, fordi det åbner arbejdsmarkedet mere op.”
“De unge er forkælede”
Er de unge på arbejdsmarkedet forkælede?
Det afhænger af, hvem du spørger. I den offentlige sektor svarer 38 procent ja, mens hele 54 procent svarer det samme i den private sektor.
Jeg tror, det handler om, at den offentlige sektor i højere grad respekterer grænserne mellem arbejdsliv og fritid.
“Nu siger jeg det meget firkantet: Jeg tror, det handler om, at den offentlige sektor i højere grad respekterer grænserne mellem arbejdsliv og fritid. Det er mere legitimt at gå til tiden i den offentlige sektor,” lyder vurderingen fra Morten Ballisager.
“For de unge skal det ikke være på bekostning af deres familie, at der ikke er nok ressourcer på arbejdspladsen. Er det forkælet? Måske, men jeg synes også, det er ganske fornuftigt at sætte nogle grænser over for arbejdsgiveren. Det må vi også tage til efterretning.”
“De gamle halter efter”
Hvorfor er seniorer den aldersgruppe, der har sværest ved at finde nyt job, når de bliver ledige?
Ifølge 21 procent af arbejdsgiverne handler det om, at seniorer har for høje lønforventninger. Mens 17 procent svarer, at seniorer ikke følger med den digitale og teknologiske udvikling.
“For mig er det lidt en kæphest, at virksomheder går og bilder sig ind, at de har et forandringstempo, der slet ikke er til at styre. Jeg tror, de overdriver, hvor meget tingene i virkeligheden forandrer sig,” siger Morten Ballisager og kommer med en opfordring:
“Jeg vil gerne appellere til, at vi anerkender den visdom, der kommer fra at have prøvet meget. Jeg tror, vi er lidt ungdomsbegejstrede, men nogle gange er det også den sunde skepsis, der styrker os som arbejdsplads. Når nogen tør række hånden op og sige: Er vi nu sikre på, at det er en god idé?”
Jeg tror, vi er lidt ungdomsbegejstrede, men nogle gange er det også den sunde skepsis, der styrker os som arbejdsplads.
Magelighed trumfer internationale kandidater
Er det muligt at få job i din virksomhed, hvis man kun taler engelsk?
Ifølge 58 procent af de adspurgte arbejdspladser er det svært eller næsten umuligt. Og den tendens stiger faktisk svagt.
At kalde på arbejdskraft og de rette ressourcer og så samtidig skrue op for sin kræsenhed, det er ikke specielt yndigt.
“Det er sgu lidt mageligt, at det ikke må koste en lille forstyrrelse i frokoststuen, at vi skifter over til engelsk. Hvor svært kan det være i sådan et veluddannet samfund?” spørger Morten Ballisager.
“Det må blive en regulær kindhest til arbejdspladserne: Det der med både at kalde på arbejdskraft og de rette ressourcer og så samtidig skrue op for sin kræsenhed, det er ikke specielt yndigt.”
SMV'er ignorerer mangel på kvinder
Oplever I for få kvindelige ansøgere til lederjobs?
Ja, svarer 47 procent af store private virksomheder, mens kun 27 procent af små private virksomheder oplever samme problem.
Men ifølge Morten Ballisager skyldes forskellen ikke, at SMV'erne har knækket koden.
De [store private organisationer] er kommet længere i forhold til at forstå vigtigheden af diversitet på ledelsesgangen og i deres teams.
“Jeg finder det mest sandsynligt, at de store private organisationer har en øget bevidsthed om, at de har brug for flere kvindeligere ansøgere. De er kommet længere i forhold til at forstå vigtigheden af diversitet på ledelsesgangen og i deres teams,” siger rekrutteringseksperten og tilføjer:
“Jeg tror, der ér for få kvindelige ansøgere til lederjobs i små private virksomheder. De synes bare ikke, det er et problem.”
Hvilket leder os til den sidste tendens, Morten Ballisager fremhæver:
Rekrutteringsansvarlige er (for) fulde af selvtillid
Hvordan er du påvirket, når du rekrutterer?
Ifølge analysen er 80 procent af rekrutteringsansvarlige påvirket af egne værdier og holdninger – men de er selv klar over, når det sker.
Det bekymrer mig, at rekrutteringsansvarlige er så fulde af selvtillid, for så synes de jo heller ikke, der er brug for at flytte noget.
“Det lyder jo som en form for overmenneske, hvis du ikke tror, din underbevidsthed spiller dig et puds,” lyder reaktionen fra Morten Ballisager.
“Det bekymrer mig, at rekrutteringsansvarlige er så fulde af selvtillid, for så synes de jo heller ikke, der er brug for at flytte noget. Selvfølgelig skal vi reflektere over rekrutteringsprocessen og gøre tiltag for at få sorteret ud i vores egne bias.”