Arbejdskraft

Rekordmåling: Kvinder har aldrig været mere motiverede for ledelse

22 procent af danske kvinder er motiverede for at bedrive ledelse. En rekordstor andel ifølge Konsulenthuset Ballisager, som ser en åbenlys forklaring på tendensen.

Tre ledere, du i år har mødt på Vigeur: Jacqueline Taul, Nanna Damgaard Glad og Trine Wagner. Arkivfotos: Caroline Bundgaard, Martin Damgård og Torben Hansen

Er du interesseret i at blive leder i løbet af din karriere?

Det spørgsmål stiller Konsulenthuset Ballisager i sin årlige undersøgelse af danskernes arbejdsliv, der bliver offentliggjort i næste uge.

Vigeur har set de dugfriske tal, hvor 22 procent af kvinderne svarer, at de er interesserede i at bedrive ledelse. I 2022 var andelen 20 procent, mens tallet i 2023 var helt nede på 13 procent.

Vi har spurgt rekrutteringsekspert og konsulenthusets bestyrelsesformand, Morten Ballisager, hvad udviklingen kan skyldes – og hvad vi kan lære af de kvindelige ledere, som scorer højest i medarbejdernes evalueringer.

Om undersøgelsen

Kandidatanalysen 2024 er gennemført i samarbejde mellem Konsulenthuset Ballisager og Voxmeter, som har stillet en repræsentativ del af danskere i den arbejdsdygtige alder (18+ år) spørgsmål relateret til deres arbejdsliv og karriere.

Data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgrupper og region for arbejdsstyrken, og indsamlingen af data er foretaget i perioden fra 20. februar 2024 til 17. marts 2024.

2.000 respondenter har medvirket i undersøgelsen.

Kilde: Kandidatanalysen 2024

Kvinders interesse for ledelse er rekordstor. Hvad kan udviklingen skyldes?

“Jeg tror, det betyder noget, hvordan vi debatterer emnet. Vi taler hele tiden om, at vi gerne vil have flere kvinder i ledelse. Det er en invitation til, at kvinder rækker ud efter ledelsesposter og mere ansvar.

Kvinderne fornemmer ganske enkelt, at der er opbakning til dem.

Tidligere har kvinder især angivet to bekymringer ved at gå ind i ledelse: risikoen for stress og risikoen for at begå fejl. Kvinder er tilsyneladende langt mere bekymrede for at lave fejl, end mænd er.

Men manglen på arbejdskraft gør, at rigtig mange virksomheder er optagede af, hvordan vi laver en attraktiv arbejdsplads. Og når virksomheder arbejder proaktivt med diversitet, trivsel og fejlkultur, så er det samlet set med til at motivere flere kvinder.

Det klapper jeg i hænderne over, for det skal ikke være vores køn, der afgør, om vi vælger at søge mod ledelse.
Morten Ballisager, rekrutteringsekspert og bestyrelsesformand i Konsulenthuset Ballisager

Jeg lægger ikke for meget i de udsving, der er i tallene fra ét år det næste, men hæfter mig ved, at vi aldrig har målt en større motivation for ledelse blandt kvinder. Niveauet nærmer sig mændenes.

Det klapper jeg i hænderne over, for det skal ikke være vores køn, der afgør, om vi vælger at søge mod ledelse.

Vi skal have en skarp konkurrence om vores lederjobs, hvis vi skal bevare en høj standard for ledelse. Og det mener jeg, vi har i Danmark.”

Se tallene

22 procent af de adspurgte kvinder er interesserede i at blive leder i løbet af deres karriere. Hos mændene er tallet 24 procent.

Den private sektor er ifølge undersøgelsen lidt bedre end den offentlige sektor til at motivere aspirerende ledere.

I den private sektor er 25 procent af de adspurgte danskere interesserede i ledelse. I den offentlige sektor er tallet 21 procent.

Kilde: Kandidatanalysen 2024
Morten Ballisager er rekrutteringsekspert og bestyrelsesformand i Konsulenthuset Ballisager. Arkivfoto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Danske medarbejdere er mest tilfredse med kvindelige ledere mellem 35 og 49 år. Hvad kan vi lære af deres ledelsesstil?

“Jeg hæfter mig ved, at mænd og kvinder typisk har meget forskellige måder at bedrive ledelse på.

Kvinder er tilbøjelige til at lede holdet. Mænd leder den enkelte person.

Men efter corona, hvor sammenhængskraften har været udfordret, tror jeg, at kvindernes ledelsesstil stiger i kurs.

Arbejdspladser har brug for, at nogen tager hånd om holdet og har blik for, hvordan organisationen hænger sammen. Det løser ikke sig selv.

Kvinder er tilbøjelige til at lede holdet. Mænd leder den enkelte person.
Morten Ballisager, rekrutteringsekspert og bestyrelsesformand i Konsulenthuset Ballisager

Når medarbejdere evaluerer deres ledere, er det også værd at bemærke, at både mænd og kvinder får et hak i tuden som unge ledere.

Det gælder især yngre kvindelige ledere.

Her kunne en tese være, at kvinderne har kæmpet sig til positionen og ikke bliver vurderet fair. For nogen repræsenterer de måske MeToo og hele woke-bølgen, og så bliver evalueringen en reaktion på det.

En anden tese kunne være, at unge kvinder af samme grund har tendens til at se verden på deres måde og har svært ved at tilsidesætte sig selv.

Men generelt gør de unge det ikke lige så godt som de ledere, der har nogle år på bagen. Den rolige ledelsesstil med overblik og overskud, som erfaring er med til at give, ser ud til at være i høj kurs.

Selvom man godt kunne have en stereotyp forestilling om, at ældre ledere repræsenterer en mere autoritær ledelsesstil, hvor man udstikker ordrer. Men det lader ikke til at være tilfældet.”

Se tallene

Kvinder i aldersgruppen 35-49 år får den bedste lederevaluering. Her svarer 68 procent af medarbejderne, at deres leder er rimelig dygtig eller meget dygtig.

Unge ledere får generelt den dårligste evaluering. 53 procent af medarbejderne svarer, at deres yngre kvindelige leder er rimelig dygtig eller meget dygtig.

61 procent siger det samme om deres yngre mandlige leder.

I den private sektor ser ledelse ud til at blive dårligere anmeldt i de større organisationer.

Kilde: Kandidatanalysen 2024

Mænd oplever øget trivsel, når de selv går ind i ledelse. For kvinder er trivslen den samme. Hvad kan forklaringen være på det?

“Umiddelbart er det lidt overraskende, at der ikke er den samme trivselsgevinst.

Der er noget, som støjer, når kvinder ikke i samme grad oplever en gevinst ved at træde ind i lederrollen, hvor vi typisk føler os betydningsfulde og er med til at vælge vores egne arbejdsrammer.

Det kan være et tegn på, at kvinder stadig oplever en form for utilpashed i lederrollen og oplever, at der bliver stillet spørgsmål ved deres formåen og kompetencer.

Det kan også være, at vi med vores snak om kvinder i ledelse får skubbet nogle ind i rollen, som egentlig ikke vil trives i den.

Der er en positiv bevægelse, som i stigende grad accepterer kvinder i ledelse.
Morten Ballisager, rekrutteringsekspert og bestyrelsesformand i Konsulenthuset Ballisager

Men det er værd at bemærke, at kvindelige ledere har øget trivsel i forhold til tidligere år. Deres trivsel er gået fra 45 procent til 52 procent.

Der er altså en positiv bevægelse, som i stigende grad accepterer kvinder i ledelse. Og som sagt er det vigtigt for hele arbejdsmarkedet med den skarpe konkurrence om vores lederjobs.”

Se tallene

Andelen af kvinder, som i høj grad trives i deres job, er 52 procent. Uanset om hun er medarbejder eller leder.

Hos mandlige medarbejdere trives 51 procent i høj grad i deres job. Det gælder 58 procent af mændene i lederjobs.

Kilde: Kandidatanalysen 2024

I mellemtiden kan du på Vigeur møde en lang række kvindelige beslutningstagere, der er med til at præge nordjysk erhvervsliv. Herunder er tre af dem.