Da Anna vågnede i hospitalssengen, vidste hun, at hun igen måtte ændre sit arbejdsliv

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel minde meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i vores hukommelse. Det er sådan en dag, de medvirkende fortæller om i artikelserien "En arbejdsdag, jeg aldrig glemmer".

Anna Larsen, ejer og direktør i den nordjyske HR- og rekrutteringsvirksomhed Hviid og Larsen, har fortalt sin historie til Vigeur-journalist Pernilla Abildtrup, der her fører pennen.

Jeg har altid haft den filosofi, at man som leder skal være glad for at gå på arbejde, fordi ellers fungerer det ikke.

På det her tidspunkt havde jeg været i samme virksomhed i 21 år og arbejdet mig op fra personalekonsulent til leder. Jeg havde succes i mit arbejde, og jeg var glad for mine opgaver.

Men over tid havde jeg fået skubbet rigtig meget fra mig i mit privatliv. Lige pludselig drejede det hele sig om arbejde. Jeg talte kun om arbejde og arbejdede 70 timer om ugen.

Indtil en onsdag morgen i uge 42, hvor jeg vågnede og indså, at jeg ikke længere var glad.

Jeg vidste, at der skulle ske noget andet. Jeg var nødt til at ruske op i mig selv, for det her skulle ikke være mit liv til den dag, jeg ikke kunne mere.

Samme morgen, inden jeg nærmest var nået i tøjet, satte jeg mig derfor ned og skrev en mail til min chef. Jeg sagde ikke op, men jeg gjorde det klart, at jeg ikke længere ville være den person, der arbejdede 70 timer om ugen.

Min chef reagerede hurtigt.

Han troede, jeg var ramt af stress, så min chef gav mine ansvarsområder videre til en anden kollega.

Selv fortsatte jeg ned af det sædvanlige spor med de mange timer om ugen, men andre opgaver.

Sådan forløb det i et par måneder, men det fungerede ikke for mig. Det var ikke sådan et arbejdsliv, jeg skulle have.

Det blev derfor skubbet til, at jeg tog den største beslutning i hele min karriere.

Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om, at jeg en dag skulle være selvstændig.

Dengang var jeg ligeglad med, om det var ved at åbne en sandwichbar eller ved at sælge slik.

Og da det nye setup ikke fungerede for mig i mit arbejde, fordi intet i virkeligheden var ændret, besluttede jeg mig for, at det skulle være nu.

Jeg skulle forfølge min drøm om at være selvstændig, og jeg skulle gøre en større forskel for andre, uden jeg behøvede arbejde 70 timer om ugen.

Selvom beslutningen blev lettere af, at jeg ikke følte mig hørt af min leder, var det ikke nemt.

Jeg skulle forlade noget, jeg havde arbejdet med i over 20 år. Jeg var glad for mit arbejde, og det var svært at sætte en finger på andet end arbejdsmængden.

Men jeg vidste, at jeg måtte tage springet for at finde den balance, jeg søgte.

I februar måned sagde jeg derfor mit arbejde op, og to måneder senere startede jeg min rekrutteringsvirksomhed sammen med en tidligere medarbejder.

For vi var sikre på, at vi kunne gøre en stor forskel for mennesker. Og det beviste vi også hurtigt, at vi kunne.

Jeg har altid været typen, der har gang i mange ting. Hvis jeg har timer til overs i mit arbejde, dedikerer jeg dem til for eksempel frivilligt arbejde og bestyrelsesarbejde.

Min onkel, som var en stor erhvervsmand i Aalborg, har altid sagt, at den dag, vi sætter os ned, der dør vi. Og det var vi enige om, at det skulle vi aldrig gøre.

Jeg faldt derfor hurtigt tilbage i de gamle arbejdsvaner, selvom jeg nu var selvstændig og bestemte over min egen tid.

Men det ændrede sig igen efter en skitur i Norge, hvor jeg var afsted med min mand og nogle gode venner.

Efter vi den sidste dag havde været ude at stå på ski, vågnede jeg pludseligt op på i en hospitalsseng.

Jeg anede ikke, hvad der var sket, eller hvor jeg var henne. Det sidste, jeg huskede, var, at min mand og jeg stod i den lejlighed, vi havde lejet.

På et tidspunkt kiggede jeg ned på mine fødder og kunne ikke forstå, at de var mine.

Min mand stod ved siden af min seng. Han fortalte mig, at jeg havde fået en blodprop i hjernen.

Jeg var blevet fløjet med helikopter til et sygehus i Norge, og heldigvis havde lægerne hurtigt givet mig trombolysebehandling, som medvirkede til, at jeg var forskånet overfor de værste senfølger.

Min første tanke var, at det skulle simpelthen være løgn. Jeg skulle ikke dø nu.

Så lige dér i hospitalssengen besluttede jeg, at jeg skulle være glad resten af mit liv.

Jeg skulle ikke knokle bagdelen ud af bukserne. Jeg skulle være ordentlig ved mig selv og kunne finde det positive i alt, jeg lavede, og de mennesker jeg arbejdede med.

Og det er også sådan, jeg vælger at se på det i dag.

Selvom blodproppen var en rigtig træls oplevelse, har den været med til at forvandle mig til den, jeg er i dag.

Alle, der kender mig, siger også, at jeg er et helt anderledes, positivt menneske at være sammen med nu.

I mit arbejde, som omhandler HR og rekruttering, betyder det også, at jeg møder folk på en anden måde. Nu handler det ikke bare om at finde ud af, hvad personen kan finde ud af.

Nu vil jeg kende hele mennesket, så vedkommende og virksomheden får succes sammen, frem for at der kun er fokus på kompetencerne.

Efter den her oplevelse har jeg virkelig lært, at når man er dybt motiveret, og man gerne vil hjælpe andre, bruger man meget af sig selv.

Derfor bliver man nødt til at se indad og huske, at man skal være glad i det, man laver. Og at det er okay at sige fra.

Jeg behøver for eksempel ikke besvare en mail, så snart den lander i indbakken, som jeg gjorde førhen.

For det er okay at trække vejret, at holde ferie og at sætte sig ned.