Per gjorde en ubehagelig opdagelse, som fik ham til at investere over 100.000 kroner i trivslen

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel minde meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i vores hukommelse. Det er sådan en dag, de medvirkende fortæller om i artikelserien "En arbejdsdag, jeg aldrig glemmer".

Per Bo Christensen, direktør i produktionsvirksomheden Sirena Soap, har fortalt sin historie til Vigeur-journalist Pernilla Abildtrup, der her fører pennen.

Siden 2003 har jeg flere gange om ugen kørt den 206 kilometer lange strækning fra min bopæl i Odense til Sirena Soap, hvor jeg er ansat som direktør.

Det gjorde jeg også denne november morgen.

Som sædvanlig blev jeg holdt ved selskab af radioen, der kørte et tema om, at medarbejdernes både psykiske og fysiske trivsel ikke kun var deres eget ansvar – det var også lederens.

Historierne gav mig en selvtilfredshed, for siden 2008 har vi i Sirena Soap kørt trivselsundersøgelser, som giver en indikator for, hvordan det står til med trivslen, og hvor vi kan gribe ind for at forbedre den.

Jeg tænkte derfor, at vi da har det godt på arbejdspladsen hos os. For ledelsen tager netop et ansvar for medarbejdernes trivsel.

Selv samme dag holdt vi som sædvanlig en 15 minutters kaffepause. Flere gik fra pausen allerede inden de 15 minutter er gået.

Jeg sagde i kaffestuen, at det da var fantastisk, at mine medarbejdere var så motiverede for at arbejde, at de hellere ville i gang igen end at sidde og nyde deres kaffe.

Som jeg i øvrigt ofte havde tænkt, når de forlod kaffepausen tidligt.

Men så svarede en produktionsansvarlig, at det ikke var tilfældet. Medarbejderne gik ikke ind for at arbejde. De gik ud for at ryge.

Her gik der en prås op for mig, for betød det, at jeg var med til at finansiere deres dårlige vaner frem for at understøtte deres trivsel?

Sammen med den produktionsansvarlige nåede jeg frem til, at mine medarbejdere brugte omkring fem minutter, før de kom ind igen.

De havde altså længere pauser end de, der ikke røg. Herefter lavede jeg regnestykket: Hvad koster det virksomheden, at X antal medarbejdere bruger X antal minutter ekstra på at ryge fremfor at arbejde?

Det blev til 110.000 kroner om året. Det vil sige lige så meget, som jeg selv bruger på at køre de mange tusinde kilometer til og fra arbejde om året.

Det kunne ikke passe, at virksomheden skulle være med til at finansiere, at folk gjorde sig selv syge på arbejdspladsen ved at stå ude at ryge frem for at arbejde.

For hvorfor betale over 100.000 om året for noget, der er skidt, når vi lige så godt kunne bruge dem på noget, der er godt?

Så jeg tænkte, hvad kunne jeg gøre, når nu jeg samme morgen havde hørt, at det også er ledelsens ansvar, at medarbejderne trives både psykisk og fysisk.

Samme dag tog jeg derfor røret og ringede til Mariagerfjord Kommune for at høre, om de havde nogle tiltag, som kunne hjælpe os som virksomhed.

For hvad gør man lige, når man står i en situation, hvor man ikke selv har redskaberne til at hjælpe sine medarbejdere?

Kommunen havde heldigvis en række tilbud, som vi kunne benytte.

Efter at have talt med kommunen gik jeg tilbage til mine medarbejdere og fremlagde mulighederne for dem.

Det opstod hurtigt enighed om, at det måske ikke var så smart med det der rygning. En anden tilføjede, at han måske heller ikke fik spist særlig sundt.

Det fik os til at kigge lidt rundt, og vi kunne godt se, at det gennemsnitlige BMI nok var lidt højere, end det burde at være for vores medarbejdere.

Så vi blev enige om, at initiativet ikke kun skulle indebære rygestop, men også det generelle helbred.

Til en start fik vi i januar 2018 indført helbredsundersøgelser, som indebar undersøgelser af både kolesterol, blodtryk, BMI, lungefunktion og helbredssamtaler.

I forbindelse med rygestop finansierede vi som virksomhed tyggegummi og hvad der ellers var nødvendigt for at stoppe med at ryge.

Efter tilbagemelding på medarbejdernes helbred fik vi lavet en aktivitetsplan, som viste, hvad vi kunne spise for at forbedre helbredet. For eksempel blev kager til mandler.

Vi indførte daglige gymnastikøvelser og gåture i produktionen.

På et tidspunkt begyndte der dog at gå hverdag i den, og i 2020 syntes jeg ikke, at øvelserne var så fantastisk mere. Så jeg besluttede i stedet at investere en time om ugen i arbejdstiden, hvor vi trænede sammen.

Undervejs uddannede vi også to trivselsagenter, for det var jo ikke kun det fysiske arbejdsmiljø, vi skulle forbedre.

Sammenlignet med tidligere år er trivselsundersøgelserne nu gennemsnitlig numerisk bedre.

I 2018 vandt vi også regionsprisen for Danmarks Sundeste Arbejdsplads.

I alt koster tiltagene omkring de 110.000 kroner om året, som vi nu har sparet på, at folk ikke længere ryger i arbejdstiden.

Det har været en nødvendig investering, for jeg tror på, at når folk har det dårligt, så tænker de kun på dem selv.

Men når de har det godt, har de overskud til at tænke på virksomheden. Og så præsterer de bedre.

Så den her prås, der gik op for mig tilbage i 2017 har givet incitament til, at vi har arbejdet proaktivt med trivslen og arbejdsmiljøet lige siden – for eksempel ved at indføre 4-dages arbejdsuge allerede tilbage i 2020.

Hvorfor betale over 100.000 om året for noget, der er skidt, når vi lige så godt kunne bruge dem på noget, der er godt?

Når jeg ser tilbage på det i dag, tænker jeg, at den største læring i det her har været, at man som leder skal huske at åbne øjnene en gang i mellem.

Det kan godt være, du har en idé om, at alt går, som det skal.

Men jeg troede, at folk gik fra pauserne tidligere, fordi de var så motiveret for deres arbejde, mens virkeligheden var, at jeg brugte over 100.000 årligt på, at de stod udenfor og potentielt gjorde sig selv syge.

Det håber jeg, andre lederne kan tage ved lære af.