Alle pressede Kristian Thulesen Dahl for svar, mens håbet og tankerne lå i Aalborg

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel minde meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i vores hukommelse. Det er sådan en dag, de medvirkende fortæller om i artikelserien "En arbejdsdag, jeg aldrig glemmer".

Kristian Thulesen Dahl har fortalt sin historie til Vigeur-journalist Kasper Ørkild, der her fører pennen.

Da jeg søgte jobbet hos Port of Aalborg, var jeg stadig folketingsmedlem, mens hele folketingsgruppen i Dansk Folkeparti var ved at erodere.

Flere og flere havde meldt sig ud i protest og vrede over, hvad der foregik. Min egen storebror meldte sig ud få dage efter min første jobsamtale. 

Der lå et stigende pres på mig for at træffe en beslutning om, hvad der skulle ske. Hele Christiansborg-parnasset var enige om, at jeg ville melde mig ind i Danmarksdemokraterne og fortsætte sammen med Inger Støjberg. Det var kun et spørgsmål om tid. 

Om søndagen skete der så det, at Pia Kjærsgaard gik ud på Twitter, som det hed dengang, og kaldte mig en tøsedreng. 

Det var en slags afrunding i den her politiske kamp. Vi havde i fællesskab stiftet Dansk Folkeparti i 1995 efter det her legendariske landsmøde for Fremskridtspartiet, hvor Kristen Poulsgaard havde stillet sig op og nærmmest spyttet ud over de første stolerækker, at jeg var en tøsedreng.

Mine partifæller forventede jo, at jeg gik over i Danmarksdemokraterne og kæmpede videre der. Pia Kjærsgaards tweet var med henblik på at presse mig ud for at få noget afklaring i partiet.

Noget faldt på plads for mig der.

I weekenden, mens alt det her foregik, var jeg blevet inviteret til anden samtale hos Port of Aalborg mandag aften, mens presset begyndte at tage til fra alle sider.

Hans Engell havde udtalt til Ritzaus Bureau, at nu måtte Thulesen Dahl snart få truffet sin beslutning, og det ville falde tilbage på mig, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Men jeg var jo midt i et jobsøgningsforløb og kunne ikke sige noget. 

Om mandagen stod alt i hovedet på mig, mens jeg skulle forberede mig til jobsamtalen i Aalborg.

Derfor måtte jeg ringe til Hans Engell og stoppe ham, inden han gik på TV2 News og pressede yderligere på. Han er en person, som andre politiske kommentatorer og journalister tit følger, så hvis han gik frem, ville de andre følge efter. Det ville blive besværligt. 

Selvom mit hoved kun var i Aalborg, talte jeg med ham i halvanden time, hvor jeg forklarede situationen, og at det ikke kunne passe, at jeg skulle træffe en beslutning under pres. Det kunne han godt forstå.

Derefter løb jeg en tur, hvor resten af brikkerne faldt på plads. Jeg fandt frem til, hvad jeg ville spørge om til jobsamtalen. Jeg lod mig ikke røre af noget. 

Det endte så med, at jeg fik jobbet og skulle forhandle de her detaljer på plads med Port of Aalborg, og det var altså kun detaljer. Jeg ville næsten skrive under på hvad som helst for at få mit ønskejob.

Om onsdagen meldte jeg mig ud af Dansk Folkeparti og kunne ikke fortælle hvorfor. Det var ikke offentliggjort, at jeg skulle være direktør for havnen. Dagen efter skrev jeg under på kontrakten og kørte derefter ned til min mor for at vise hende den.

Fredag middag kørte jeg så ind på parkeringspladsen på Aalborg Havn. Her havde personalet fået at vide, at den nye direktør ville komme klokken 12, så de hang ud af vinduerne for at se, hvem det var. 

Senere har jeg fået at vide, at de i teknisk afdeling konstaterede, at der kom ham politikeren jo, hvorefter de kiggede videre efter den nye direktør. De havde slet ikke forestillet sig, at det kunne blive en som mig.

Den uge var helt vild, fordi jeg skulle finde mig til rette et nyt sted, mens min politiske karriere skulle lægges ned på en ordentlig måde. Der var et farvand af politiske kommentatorer, som slet ikke havde den tålmodighed, som jeg jo syntes, at de skulle have.

Det var en uge, hvor jeg jagtede noget, der ville være meget positivt for mig. Men det var på basis af min fortid, der hele tiden spøgte og slog bølger ind fra siden.

Det var specielt, at jeg ikke kunne sige noget til nogen udover mine allernærmeste. Når man søger et job uden for politik, vil det blive rygtet på et tidspunkt, og så kan man jo heller ikke fortsætte. Der har man blottet sig i forhold til, at man søger væk.

Der sad jeg også og forventede, at rygtet ville løbe meget hurtigt. Jeg ventede bare på, at Ekstra Bladet ville ringe og spørge ind til, at jeg havde søgt job uden for Christiansborg. 

Men det opkald fik jeg aldrig, og det er en cadeau til systemet heroppe. Det slap ikke ud. Det siger lidt om det politiske system i Aalborg, som jo var en del af ansættelsesudvalget. De havde deres bagland i orden, og der var ikke noget, som slap ud.

Jeg havde ingen plan B. Der var jo tanken om at fortsætte i politik, og på det tidspunkt havde Inger Støjberg fortalt, at jeg var velkommen hos Danmarksdemokraterne, hvor det så handlede om at bygge et parti op. Men det havde jeg bare allerede prøvet i Dansk Folkeparti.

Så jeg tænkte også, at hvis jeg nogensinde skulle lave noget andet i mit arbejdsliv, var det der. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at det her var et ønskejob.

Men det var også fordi, at jeg i lang tid anså det som urealistisk. Jeg kom med så meget andet end det, som man typisk skal have for at sidde som havnedirektør. 

Derfor var min ansættelse et slags skulderklap til medarbejderne på havnen. Ansættelsesudvalget og bestyrelsen havde tænkt, at de godt kunne drive det faglige, mens jeg skulle synliggøre det, som vi laver på havnen.