Casper og Martin er fædre og forretningspartnere. Undervejs gav de håndslag på en afgørende beslutning
Er der et paradigmeskifte undervejs i dansk iværksætteri? Det håber to fædre og forretningspartnere, som ikke kun måler succes på vækstkurven. Og så kalder de barsel en gylden mulighed.
“Måske kunne vi have vækstet mere, hvis vi havde været mere kompromisløse,” siger Martin Lie og smiler over til sin makker, der nikker.
“Men vi vil ikke vækste på bekostning af vores medarbejdere. Vi vil vækste sammen med dem.”
Martin Lie og Casper Skjold Nielsen er begge to fædre og forretningspartnere i konsulenthuset Cand. I den rækkefølge.
“Og jeg er egentlig stolt af, at vi formår at drive en vækstvirksomhed, hvor der er plads til dét,” siger Casper Skjold Nielsen, der ligesom Martin Lie har to børn under fem år.
Han lægger heller ikke skjul på, at netop børnene har givet piben en anden lyd. I virksomhedens spæde start tenderede makkerparret den stereotype iværksætter:
Fuld fart fremad – og fredagsbar til ud på de sene aftentimer.
Et paradigmeskifte i dansk iværksætteri
Martin Lie og Casper Skjold Nielsen var selv ved at færdiggøre deres studier, da de i 2015 stiftede konsulenthuset Cand, som formidler studiejobs mellem ambitiøse studerende og relevante virksomheder.
“Og dengang syntes vi, det var fedt at brænde al vores energi af på arbejdet. Vi havde jo ikke noget, vi skulle hjem til,” siger Casper Skjold Nielsen.
Martin Thaagaard Lie er 33 år og kommer fra Brønderslev. Han har en kandidat i Strategy, Organization & Leadership fra Aarhus Universitet.Casper Skjold Nielsen er 32 år og kommer fra Vestbjerg. Han har en kandidat i Economics & Business Administration fra Aarhus Universitet.I 2015 stiftede de konsulenthuset Cand, som hjælper ambitiøse studerende med at udvikle deres kompetencer og få studiejobs som juniorkonsulenter i relevante virksomheder.Aalborgensiske CompanYoung, der også hjælper unge og organisationer med at mødes og udvikle sig sammen, købte i 2017 40 procent af Cand.Cand har 12 fuldtidsmedarbejdere og 12 studentermedhjælpere i det interne team. Derudover har de ansat cirka 200 studerende, som laver eksternt konsulentarbejde hos 150 virksomheder.Konsulenthuset har afdelinger i Aalborg, Aarhus, København og Odense.
Tre år senere fik de begge deres første barn inden for et halvt år, og det var her, forretningspartnerne gav håndslag på, at arbejdslivet skulle indrettes efter familien – ikke den anden vej rundt.
En beslutning, som er blevet mødt med respekt, og som de i stigende grad støder på andre steder i iværksættermiljøet. Derfor håber makkerparret, at der er et paradigmeskifte undervejs i dansk iværksætteri, hvor arbejdsmanien ellers i mange år har trumfet den gode work-life-balance.
Dét at få børn er jo også benhårdt arbejde. Og det, synes jeg da, ville være dybt uretfærdigt for min hustru at skulle stå alene med – bare fordi jeg også driver en virksomhed.
“For ja, det kræver en ekstraordinær indsats at starte en virksomhed med tocifret millionomsætning,” siger Martin Lie:
“Men hvis du også gerne vil vækste på dygtige medarbejdere og arbejdsglæde, så er du bare nødt til at finde en balance mellem privatlivet og de professionelle ambitioner.”
Ifølge forretningspartnerne starter dén øvelse det allersværeste sted: hos dem selv.
Kunsten at gå forrest som leder
Martin Lie og Casper Skjold Nielsen oplever, at mange arbejdspladser falder i fælden med at sige én ting og gøre noget andet.
“Som ledere kan vi jo sagtens sige, at det er okay at gå tidligt og hente sine børn, så man får de gode timer sammen med dem,” siger Casper Skjold Nielsen:
“Men hvis vi selv sidder her til klokken 20 hver dag, så går medarbejderne måske hjem med dårlig samvittighed. Det skal de aldrig.”
Makkerparret har tiltro til, at deres 12 fuldtidsmedarbejdere selv designer deres arbejdsuge på den måde, som giver mest mening. Og de har selv brug for samme fleksibilitet:
“Det kan hurtigt lyde idyllisk, men dét at få børn er jo også benhårdt arbejde,” siger Martin Lie:
”Og det, synes jeg da, ville være dybt uretfærdigt for min hustru at skulle stå alene med – bare fordi jeg også driver en virksomhed.”
Martin Lies hustru er intensivsygeplejerske og har sværere ved at hente et feberramt barn i institutionen, end iværksætteren har. Derfor har Martin indtil nu taget sig af børnenes første sygedage.
“Til gengæld synes min hustru, at barsel er det fedeste i verden – og det handler jo helt grundlæggende om at dele ansvaret på den måde, som giver mening i den enkelte familie.”
Jeg forstår ikke, hvorfor nogle arbejdspladser ser barsel som et problem. I en vækstvirksomhed kan barsel også være en stor fordel.
Omvendt er det hjemme hos Casper Skjold Nielsen, hvor hustruen under sin første barsel fandt ud af, at det ikke var helt så fedt som ventet. Så med barn nummer to besluttede parret, at Casper Skjold Nielsen skulle tage en større del af barslen.
Hans makker griner allerede, inden han når at svare på, hvordan dén melding blev modtaget på kontoret:
“Jeg syntes egentlig bare, det var fedt at få eneret til at bestemme,” siger Martin Lie.
Barsel kan være en fordel i en vækstvirksomhed
I konsulenthuset Cand er 3 ud af 12 fuldtidsmedarbejdere lige nu på barsel.
Et vilkår, når man rekrutterer unge medarbejdere – og når man som Cand insisterer på altid at gå med den stærkeste kandidat.
“Men jeg forstår ikke, hvorfor nogle arbejdspladser ser barsel som et problem,” siger Martin Lie. “I en vækstvirksomhed kan barsel også være en stor fordel.”
Barselsfravær giver jo en gylden mulighed for at køre en ny medarbejder i stilling.
Det kan lyde kontraintuitivt – men når Cand skal matche hundredvis af studerende med relevante virksomheder, er relationer altafgørende. Og det kan et barselsvikariat hurtigt gå med at bygge op.
Derfor går de to forretningspartnere som udgangspunkt ikke ind for korte ansættelser, hvor barselsvikaren skippes videre efter 6 eller 12 måneder:
“Men hvis vi tror på, at vi efterfølgende har plads til begge medarbejdere, så giver barselsfravær jo en gylden mulighed for at køre en ny medarbejder i stilling,” siger Casper Skjold Nielsen.
“Og så står vi forhåbentlig med to stærke kollegaer, når den første kommer tilbage fra barsel.”