Fra hobbyprojekt til knap 100.000 følgere: Sådan fik Mie strikket sin forretning sammen
Mie Firring tog et stort sats, da hun gik på fuld tid med Spektakelstrik. Det har den nordjyske iværksætter ikke fortrudt.
Der er i Nordjylland mange driftige og ambitiøse iværksættere som hvert år udlever drømmen om at få sin egen virksomhed. For nogen er målet at kunne sætte rammerne for sit eget arbejdsliv og andre jagter den store milliongevinst. I "Sæt i værk" kan du møde nogle af dem, som har taget springet og fået eget CVR-nummer.
Mie Firring er født og opvokset i Aalborg. Hun er uddannet grafisk designer og ejer Spektakelstrik, der laver strikkeopskrifter for alle på alle niveauer på både print og video. Hun startede virksomheden i 2016, og det blev i 2020 hendes fuldtidsjob. På Instagram har Spektakelstrik i skrivende stund knap 100.000 følgere.
Hvordan eller hvorfor fik du idéen til dit iværksætterprojekt?
Jeg elsker at designe og bruge mine hænder og har altid været drevet af at skabe ting. Det er min ild. Jeg har også en lille købmand gemt i mig, og når du kan kombinere de to ting, har du næsten en forretning.
Under Corona lavede jeg en begynderopskrift med tilhørende video, så alle kunne lære at strikke, og da folk gik hjemme i den periode, gik det helt bananas med opskriftssalget. Så kunne jeg sige op over Skype på mit tidligere job hos et reklamebureau.
Siden er det bare kørt videre derfra med en masse projekter og samarbejder.
Hvad har været den største udfordring?
Det er at lave forretning, for du har enormt mange kasketter på, når du bare er dig selv. Du står med alt, og det er lige fra rengøring til salg og markedsføring. Så det handler om at få prioriteret opgaverne og nogle gange, må du bare famle i blinde og håbe på, at du gør noget rigtigt.
Jeg er heldigvis blevet bedre på det område, siden jeg startede. Ikke mindst til at vide, hvor jeg skal lægge min energi. Jeg har fået en deltidsmedarbejder, der hjælper med at lave nyhedsbreve og marketing. Så kan jeg gøre det, jeg er bedst til, og som jeg synes er sjovest.
Det er i den sammenhæng vigtigt at prioritere min tid, så jeg kan have god samvittighed, selv om jeg arbejder meget, og det nogle gange er på bekostning af familien. Du kommer ingen vegne med at have dårlig samvittighed.
Hvilken beslutning har indtil videre været den bedste?
Det var at kaste mig ud i at være selvstændig. Jeg anede ikke, hvad der var på den anden side, så det var et stort sats.
Jeg har været nede med stress for flere år siden, hvor jeg også var selvstændig. Min mand var derfor virkelig skeptisk, da jeg ville starte igen. Ville jeg kunne styre det og ikke arbejde mig halvt ihjel? Men jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget med mit liv og tage nogle chancer.
Når det handlede om strik, så var mit hjerte med i det, så hvis det ikke var der, jer skulle gøre det, ved jeg ikke, hvornår det skulle være.
Jeg er heller ikke bange for at sige nej til ting, som jeg ikke synes virker sjovt.
Hvad er det mærkeligste, du har oplevet, efter du startede?
Jeg synes stadigvæk, der er lidt sjovt, når jeg skal være IT-supporter på folks printordrer. At blive ringet op og få et vide, at det er en dårlig opskrift, fordi det kun er halvdelen, der bliver skrevet ud, kan jeg godt grine lidt af. Fejlen skyldes jo nærmest altid printerindstillingerne hos kunden.
Hvad er det bedste råd, du har fået?
Det er vigtigt, at du har det sjovt, når du er på arbejde. Det må godt føles nemt, og det gør det heldigvis for mig. Jeg er heller ikke bange for at sige nej til ting, som jeg ikke synes virker sjovt. Det er privilegiet ved at være selvstændig.
Hvad er din plan for det næste år?
Jeg har lige udgivet en bog med mange opskrifter, som har været et stort projekt. Så min plan er nu at lave en række opskrifter, som bliver udgivet enkeltvis.
Jeg har også et samarbejde med et børnetøjsfirma i København, som har sat nogle af mine styles i produktion med henblik på at sælge dem i butikker. Derudover har jeg gennem to år haft et samarbejde med Mødrehjælpen, og der har vi nye projekter i støbeskeen. Så der er masser af planer.