Sæt i værk

Jeanette vil spare dig for bøvl og brok, når dine brugte ting skal sælges

Da Jeanette Strømsholt mistede sit job, besluttede hun sig for at udleve drømmen om at blive selvstændig. Nu er hun i fuld gang og arbejder især med, at andre skal få øje på det.

Foto: Martél Andersen

Der er i Nordjylland mange driftige og ambitiøse iværksættere som hvert år udlever drømmen om at få sin egen virksomhed. For nogen er målet at kunne sætte rammerne for sit eget arbejdsliv og andre jagter den store milliongevinst. I "Sæt i værk" kan du møde nogle af dem, som har taget springet og fået eget CVR-nummer.

Iværksætteren

Jeanette Strømsholt er født og opvokset i Aalborg og bor i dag i Frederikshavn. Hun er uddannet salgsassistent og har gennem en årrække arbejdet i detailbranchen. 29.oktober 2023 åbnede hun OUReuse, som er en online kommisionsbutik, der har fokus på klima og miljø, og som stræber efter at fremme videreformidlingen af secondhand mode. 

Hvordan eller hvorfor fik du idéen til dit iværksætterprojekt?

Jeg blev fyret på grund af nedskæringer på min tidligere arbejdsplads. Det var jeg ked af, for det var et rigtig fint job. Jeg havde haft idéen til OUReuse gennem et stykke tid og blev enig med mig selv om, at det var tid til at starte det projekt. 

Konceptet er, at kunder kan sende en kasse på maksimum 40x40x40 cm med alt - bortset fra elektronik. Derfra tager jeg over og vurderer, fotograferer, prissætter, uploader, promoverer og sælger. Så slipper kunden for alle de udfordringer, der kan være ved selv at sælge online.

Jeg kender konceptet fra et svensk firma og synes, at det er dumt, at vi sender tingene ud af Danmark. De penge kan vi ligeså godt forsøge at tjene herhjemme.  

Hvad har været den største udfordring?

Det har været at opnå synlighed. Jeg synes, det er svært at arbejde med sociale medier. Jeg har lige taget et kursus i digital markedsføring og kunne egentlig meget af det i forvejen.  Så det ændrede ikke på, at det er svært at komme ud over kanten. 

Jeg tager det som en læringsproces, og får hele tiden fifs eller tips til, hvordan jeg kan gøre det bedre. Jeg har også i den sammenhæng meldt mig til sparring med andre iværksættere, som har en webshop. Det tror jeg sagtens kan give mig noget, for flere af dem har mange års erfaring på området.  

Derudover skal jeg også blive bedre til at sælge min virksomhed mund til mund. Jeg har nok en lidt nordjysk tilgang til det og vil ikke være for påtrængende. Så det skal jeg have øvet. 

Jeanette Strømsholt åbnede i slutningen af oktober virksomheden OUReuse Frederikshavn 01. december 2023

Hvilken beslutning har indtil videre været den bedste?

Det var at inddrage min mands kompetencer. Han er uddannet datamatiker, og jeg fik overtalt ham til at være med og bruge meget af sin fritid på at hjælpe med den portal, som kunderne skal bruge. Det er gået rigtig godt, og hvis jeg skulle have haft nogen udefra til at lave arbejdet for mig, ville det have været afsindig dyrt.  

Helt grundlæggende er det bedste råd nok, at jeg bare skal klø på. Så skal det nok lykkes på et tidspunkt.
Jeanette Strømsholt, indehaver, OUReuse

Hvad er det mærkeligste, du har oplevet, efter du startede?

Jeg synes ikke, jeg har oplevet noget decideret mærkeligt endnu, men jeg har undret mig lidt over, at dem man er venner med på Facebook ikke hjælper ret meget. Det er faktisk dem, der er totalt fremmede, som gør mest, uden at de ved det. 

Min familie og mine nærmeste venner har selvfølgelig været gode til at dele.  Men når jeg har slået noget op om mit iværksætteri, har der været nærmest nul procent respons. Jeg kunne godt have brugt, at der var flere der havde liket, kommenteret eller delt mine opslag.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Helt grundlæggende er det bedste råd nok, at jeg bare skal klø på. Så skal det nok lykkes på et tidspunkt. Du kan let komme til at tvivle på dig selv undervejs, for der er op- og nedture, og indimellem kan du føle, at det hele står stille. Det er på de tidspunkter, du skal huske at klø på.  

Hvad er din plan for det næste år?

Nu skal jeg i første omgang have fortalt så mange som muligt om OUReuse. På sigt vil jeg gerne samarbejde med nogle influencere, men det er længere ude i fremtiden.  Jeg skal først selv have flere følgere.