I et af Løkkens hvidkalkede fiskerhuse mellem et turisttomt torv - og brugsen længere mod øst - byder Anne Svejgård Lund indenfor i sit kontor. Udefra er det en anonym bygning, men inden for det helt anderledes. I et hjørne står et surfboard og læner sig op ad den rå murstensvæg, og fra de små arbejdsstationer i kontorfællesskabet lyder afdæmpet hyggesnak.

Det er herfra, Anne Svejgård Lund driver firmaet Dune Productions sammen med kollegaen og veninden Nikkie Breinholt Dahm. Kontoret har de seneste godt to år været kommandocentral for makkerparret, og de nærmer sig en stor dag.

Fredag 3. februar har deres film “Os der lever” premiere i Musikkens Hus i Aalborg, da Aalborg Symfoniorkester opfører filmens musik, og lige nu har de to mere end travlt. 

Anne Svejgård Lund tager sig alligevel god tid til at forklare, da vi efter en rundvisning i kontorfællesskabet sætter os til rette i dét mødelokale, der indtil for få uger siden var ryddet for at agere klipperum for filmen.

Nu er her mødebord og filmplakater - og et glaskøleskab med dåseøl fra knap så lokale Mikkeller.  Anne Svejgård Lund folder sine tanker om filmen ud - og om dét at have ambitioner.

For der er en helt særlig grund til, at “Os der lever” er blevet til. Filmen hænger i den grad sammen Anne Svejgård Lunds ambition om at tale landsdelen op.

“Det handler om at se muligheder, fremfor begrænsninger, og vi skal virkelig blive bedre til at være stolte af os selv. Det har vi alt mulig grund til,” siger Anne Svejgård Lund og tilføjer:

“Vi er tilbøjelige til at tænke, at vi er en landsdel, der er under afvikling mere end i udvikling. Vi ser os selv som dem, der er lidt bøvede og generelt er ti år efter udviklingen alle andre steder. Det er lidt dét selvbillede, vi har trukket ned over os.”

Anne Svejgård Lund er godt klar over, at vi hverken har store statslige institutioner eller ekstraordinære geografiske fordele. Men det behøver vi heller ikke. 

“I mange år har vi levet af at være dem, vi er. Vi har overlevet, fordi vi kan noget helt særligt. Vi har nogle gode og ordentlige værdier - og er åbne over for andre. Det skal vi blive bedre til at skilte med. Vi skaber jo selv fortællingerne om, hvad Nordjylland er.” 

Netop den tese er omdrejningspunktet i hendes film, der handler om livet i et lille samfund og er en kunstnerisk dokumentar med Niels Hausgaard og Murer-Kjeld på rollelisten.

“Filmen handler om at turde kigge på, hvem vi er - og at det er okay, at vi er anderledes. Vi har virkelig en natur, en kultur og nogle værdier, som vi godt kan være stolte af,” siger Anne Svejgård Lund.

Vi har meget at byde på, mener hun - blandt andet vores arbejdsdisciplin og evne til fokus.

Anne Svejgård Lund er vokset op på en gård mellem Ingstrup og Saltum.

Hendes far er ingeniør og moren sygeplejerske. I fritiden driver de fritidslandbrug. 

34-årige Anne Svejgård har derfor set, hvordan naboer og andre i området er gået til disciplinen “at arbejde”. Og den er værd at notere sig, synes hun. For man udskyder ikke opgaver, der blot bliver større af at ligge. 

“Hvis opgaven med at luge ukrudt varer en halv time i morgen, så udskyder man ikke opgaven til om 14 dage, hvor man måske skal bruge 3 timer på det. Man sidder heller ikke på traktoren og hører podcast. Man holder fokus på arbejdet - uanset hvad det er,” siger hun og tilføjer:

“Måden at strukturere arbejdet på inspirerer mig. Dét med både at turde favne rutinen og effektiviteten.”

Måske er det derfor, hun er så bevidst om de tidspunkter på dagen, hvor hun selv arbejder bedst. Hun kender sig selv godt og ved, hvornår hun lige så godt kan pakke sammen og gå hjem. Som selvstændig skal hun ikke spørge nogen - eller have dårlig samvittighed over for nogen. Hendes hjerne har også brug for pauser.   

“Jeg får faktisk de bedste ideer på mine gåture ved stranden. Hvis kreativiteten er gået i stå på kontoret, liver den op i andre sammenhænge.” 

Roen er tydelig hos Anne Svejgård Lund. Hun tager sig god tid til at forklare - til at finde de præcise ord, der er dækkende for det, hun mener. At hun har en premiere lige om hjørnet er ikke til at mærke - heller ikke da hun senere viser the scenic road gennem små, sandede stier hen forbi havudsigten ved Sømærket - og ikke vælger den hurtigste vej fra kontoret til privaten, der ligger 3 minutter væk, hvis man går direkte.

Hun insisterer på at bygge bro mellem “før” og “nu” og mellem “land” og “storby”. Anne Svejgårds tilværelse er skåret efter den traditionelle hjem-ud-hjem-dramaturgi, men det handler om at plukke det bedste fra begge verdener. ikke at vælge det ene fremfor det andet. 

Anne Svejgård Lund vidste tidligt, at hun gerne ville være filminstruktør - men var også klar over, at det mildest talt ikke er en stor branche i Nordjylland, og at hun skulle kigge sig grundigt omkring for at andre filminstruktører at spejle sig i.

Da huen fra Aalborg Katedralskole var i hus, rejste hun derfor væk, og driblede forbi både filmhøjskolen og filmmiljøet i København, før hun rejste til London for at uddanne sig.

Da hun var færdig med som filminstruktør, blev hun boende og arbejdede i London. Ikke som filminstruktør, men som producer, hvilket er en fordel nu, hvor hun selv - som en anden blæksprutte - både har rollen som producer, instruktør, tekstforfatter, booker, kantinemedhjælper, chauffør - for bare at nævne nogle. 

Det er seks år siden, hun flyttede folkeregisteradresse fra London til Løkken. Den mentale flytning skete mere eller mindre i en glidende proces.

Langsomt begyndte hun at tilbringe mere tid i Løkken end i London, fordi hun med sin type af arbejde ikke er geografisk eller fysisk bundet af ét sted. Hun kan lige så vel sidde i Løkken som i London. Bare internetforbindelsen virker.

Hendes kæreste, der er far til deres 4-årige søn Max, kunne lide at være i Vendsyssel. Nu er han også en del af kontorfællesskabet i de hvidkalkede huse mellem torvet og brugsen og arbejder som musikagent - et job man også kan bedrive fra et hvilket som helst sted i verden.

Netop dét faktum at rigtig mange typer af jobs kan passes fra rigtig mange hjørner af verden, ser hun som et kæmpe potentiale, og selv om hun fysisk befinder sig i Løkken, føler hun sig forbundet med mennesker over hele kloden.

Afstanden til lufthavnen er “piece of cake”, og hun hylder den nye flyforbindelse mellem New York og Aalborg. Ikke af én særlig grund, men fordi det giver muligheder ikke begrænsninger. 

“Det er spændende, hvor det kan føre os hen - eller hvad der kan komme til os,” som hun siger.

Det sidste lægger hun vægt på. For verden kan jo lige så godt komme til hende i Løkken - som hun kan rejse ud til andre i verden. 

“Jeg vil gerne vise, at pilen kan pege begge veje.”

Hun vil også gerne vise, at man kan have ambitioner, selv om man bor i Løkken - og man kun har tre minutter til arbejde, hvis man vælger den korteste vej.