Line Hjerrild skulle bruge rigtig lang tid på at lande på benene, da hun i foråret opsagde sit job som marketingmedarbejder hos Sol og Strand i Hune. Hun var ganske vist meget åben og ekstrovert om sin beslutning - en beslutning, som hun traf, fordi hun ændrede mindset som mor. Hun kunne ikke se sig selv bruge de ekstra timer på køreturen mellem hjemmet i Aalborgs centrum og arbejdspladsen i Hune.
“Jeg ville have dårlig samvittighed overfor mine kolleger, når jeg var hjemme - og dårlig samvittighed overfor mine børn de dage, jeg var afsted,” sagde Line Hjerrild dengang.
Hun havde behov for at eliminere den dårlige samvittighed, og det var baggrunden for hendes beslutning.
For Line Hjerrild er det meningsfuldt at skabe et liv, hvor hun har sin helt egen worklife-balance. Og den balance kunne hun bedre finde i et liv som selvstændig, mener hun.
Og hvordan er det så gået i det halve år? Line Hjerrild mener selv, at hun er godt på vej. Men der skulle alligevel lidt “opvarmning” til - og på et tidspunkt var hun lige ved at overveje, om hun var nødt bede det offentlige om hjælp.
Selvom hun var meget åben og afklaret med sin beslutning om at kvitte jobbet, gik der nemlig nogle måneder, hvor tiden bare gik, mens konkrete planer udeblev.
Line Hjerrild havde rigtig mange kaffemøder - og kom med i værdifulde netværk.
“Tiden gik så hurtigt, men jeg skulle jo lige finde ud af, hvem jeg er, når den faste ramme er væk. Og det tog lidt tid. Men tiden var godt givet ud. Det kan jeg se nu,” siger Line Hjerrild.
Hun havde ét eneste princip, som hun lænede sig op ad: Hun ville ud af sin komfortzone - og ikke hvile i “plejer”.
Hun var nødt til at finde ind til de behov, der kom helt indefra. Hvad hun ville, når hun ikke følger den traditionelle karrierestige.
Men så tog projekt “Line Hjerrild” både form og fart.
I juni fik den 35-årige kvinde sit CVR-nummer - og dagen efter landede hun en kunde, for hvem hun de seneste fem måneder har arbejdet 19 timer om ugen. Hun har arbejdet med sociale medier og opsøgende salg.
Dét samarbejde er netop slut. Line Hjerrild fik tilbud om at forlænge det, men hun er blevet meget opmærksom på ikke altid at gøre det mest oplagte og dét, der ligger lige for.
Hun er bange for at falde tilbage i sin “gamle” rolle. Tilbage i en komfortzone, der hverken udfordrer eller gør hende glad.
Hun har fundet ind til den værdi, der giver allermest mening for hende.
“Den følelse, der er afgørende for mig, er følelsen af frihed,” siger Line Hjerrild.
Hun er nu bevidst om hele tiden at genbesøge dén værdi, fordi den ligger til grund for den måde, hun sammensætter sit arbejdsliv på.
“På den måde bliver jeg hele tiden tvunget til at mærke efter, om jeg har mig selv med. Jeg shamer bestemt ikke dem, for hvem faste rammer og rutiner fungerer, men jeg skal bare ikke selv være i et hamsterhjul. Jeg bliver kvalt i det,” siger Line Hjerrild.
Hun er derfor meget opmærksom på at stoppe op og “gå en runde” med dette eller hint.
“Jeg har fundet ud af, at jeg tit gør ting - alene af den grund, at “nogen” gerne vil have mig til “noget”. Og jeg vil ikke skuffe. Jeg vil gerne gøre nogle andre glade. Og jeg bliver enormt duperet, når jeg fornemmer, at nogen ser et lys i mig. Men i alt dét glemmer jeg ofte at mærke efter, hvad der egentlig er det rigtige for mig.”
For nogle uger siden var det rigtigt for hende, at siger “ja tak” til et samarbejde med et af de store reklamebureauer i Aalborg. Line Hjerrild har altid drømt om at arbejde på reklamebureau, men troede ikke, at hun havde, hvad der skulle til,
“Faktisk havde jeg troet, at skulle gå ti år, før jeg ville være dygtig nok til at arbejde på reklamebureau. Jeg troede først, at det var noget, jeg kunne gøre, når børnene var så store, at jeg var i stand til at arbejde 50-60 timer om ugen. For det “gør man på et reklamebureau”, tænkte jeg,” siger Line Hjerrild.
Hun har skrevet kontrakt med reklamebureauet, men det er ikke et traditionelt ansættelsesforhold. Line Hjerrild er glad for, at bureauet har købt ind på hendes stærkeste kompetencer, så hun ikke skal have dårlig samvittighed over det, hun er knap så dygtig til.
“Når jeg er ansat på freelancebasis, ved de præcis, hvad de køber. Min stærkeste sider er at være idégenerator og facilitator - og at være med til at finde ud af, hvordan et givent projekt skal afvikles. Dér er der plads til min kreative hjerne,” siger Line Hjerrild og tilføjer:
“Jeg kan sagtens være eksekverende og opfølgende, men det giver mig en helt anden energi, når jeg kan bruge min popcorn-hjerne, og jeg føler simpelthen, at jeg skal spille superliga nu.”
Arbejdet i det aalborgensiske reklamebureau er dog ikke det eneste sted, Line Hjerrild lægger sine kræfter i den kommende tid.
For hun er nu nået så langt, at hun som selvstændig har overstået “udforskningsperioden”, og hun er kommet frem til, at hendes forretning består af tre elementer.
For det første arbejder hun som konsulent for andre virksomheder - eksempelvis det aalborgensiske reklamebureau.
For det andet har hun sin egen virksomhed, hvor hun typisk arbejder for soloselvstændige indenfor rådgivning, kreative kampagner og online markedsføring på blandt andet sociale medier.
Sidst men ikke mindst er hun ved at uddanne sig til NLP Coach - en uddannelse, som hun begyndte på i sommer og inden længe skal til eksamen i.
“Det passede jo meget godt i min egen personlige udvikling. Jeg kunne udforske og lege med det. Men jeg har også altid drømt om at hjælpe andre,” siger Line Hjerrild og tilføjer:
“Kvinder har nok - og mødre i særdeleshed - en tendens til at sætte ambitionsniveauet enormt højt. Men hvis vi deler vores ærlige og sårbare side, kan vi jo spejle os i hinanden - og bruge hinandens erfaringer.”
Prøv Vigeur
Opret en gratis Vigeur Light-profil og læs videre. Med en Light-profil får du adgang til 5 artikler pr. måned.