Digital nomade til Kaare Dybvad: Hverken du eller staten ejer min tid

Dette indhold er skrevet Mille Sjøgren, der er indehaver af Millespeak og Freeliving.dk. Det er altså et udtryk for hendes egne holdninger.

Hvor mange timer skal vi arbejde om dagen?

Det spørgsmål stiller mange danskere sig i dag, fordi vi gennem mange år har fået skabt et fantastisk samfund, hvor det faktisk er okay og muligt at stille sig selv det spørgsmål.

Spørger man for eksempel Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad, så mener han i store træk, at vi som minimum skal arbejde otte timer om dagen.

Han mener også, at vi skal være stolte, hvis vi som hårdtarbejdende forældre, der bidrager til statskassen og velfærdssystemet, henter vores børn fra vuggestuen og børnehaven fem minutter i lukketid.

Det udtaler han i et interview, hvor han også går mod den tendens, at mange mennesker går på deltid, fordi de ønsker en bedre balance mellem arbejdsliv og resten af livet. Specielt den kreative klasse, der er veluddannede og højtlønnede, og som efter et halvt arbejdsliv trækker stikket i mere eller mindre grad, får en bredside fra ministeren.

Jeg ved ikke, om Kaare Dybvad har spurgt vælgerne, inden han skrev sin bog, men det virker ikke helt til, at han helt er i øjenhøjde med en meget stor del af danskerne.

For eksempel viser en analyse fra tænketanken Cevea, at 43 procent af danskere, der arbejder mindst 30 timer om ugen og er i alderen 18 til 61 år, ønsker at arbejde mindre inden for de næste fem år og faktisk ikke er blege for at gå ned i løn, hvis det betyder mere fritid og frihed.

Hvis jeg må komme med mit eget indspark, skal Kaare Dybvad nok ikke regne med min stemme, næste gang vi skal til folketingsvalg.

Jeg hører nemlig til den gruppe af danskere, som ministeren langer ud efter i sin bog og i diverse medier lige siden udgivelsen. Jeg hører til den kreative klasse, jeg arbejder mindre end fem timer om dagen, og jeg foretrækker at gå til yoga, sang, dyrke sport, rejse og bruge tid med min familie og mine venner – og have overskud til det alt sammen – fremfor at se det som min samfundspligt at skulle hente mine børn i institution lige inden lukketid, fordi samfunds-samvittighedskravet til minimums arbejdstid øjensynligt hedder otte timer.

Nå ja, så har jeg også startet to virksomheder og betaler topskat.

Når Kaare Dybvad og alle andre, der tænker lige som ham, mener, at vi i min del af den kreative klasse melder os ud af den del af samfundet, som bidrager til velfærdssystemet, bliver jeg sgu lidt spidsmundet.

Jeg har taget stilling til mit arbejdsliv og indrettet min og min familiens tilværelse på en måde, så jeg ikke går ned med stress, så jeg har tid til at pleje min sundhed, så jeg kan hjælpe mine børn med at komme godt i gang med livet.

Når det er på plads, smider jeg hjertens gerne fem timer på arbejdsmarkedet – vel og mærke fem effektive arbejdstimer og ikke otte af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, fordi jeg allerede har mit ene ben på cyklen på vej ned til børnehaven for at hente mine trætte unger.

Jeg har tidligere arbejdet meget og også mere end otte timer om dagen.

Det har jeg gjort, når jeg har stiftet mine virksomheder. Jeg har også arbejdet mindre. Det har jeg gjort, når min familie og jeg har rejst Jorden rundt. Der kunne jeg ikke finde tid til mere end tre timers arbejde om dagen.

Min pointe er, at vi formentlig alle sammen ville trives bedre i et samfund, hvor vi kan skrue op og ned på vores arbejdstimer, så arbejdstiden passer til det punkt i livet, hvor vi befinder os.

Nogle gange er der måske overskud til bare at knokle løs. Andre gange kræver for eksempel børn, at ikke begge forældre knokler røven ud af bukserne, fordi hverken børn eller forældre formentlig synes, at det er en fest at hente eller være den sidste til at blive hentet i institutionen.

Faktisk synes jeg, at det for mange fag hører en helt anden tidsalder til at tænke i arbejdstimer fremfor produktivitet.

Jeg vil godt stå på mål for det synspunkt, at mange mennesker, der arbejder otte timer om dagen, ikke får produceret lige så meget, som mange mennesker, der arbejder fem timer om dagen.

Hvorfor skal vi overhovedet tale om arbejdstimer som den eneste sandhed, når det kommer til hver vores bidrag til arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet?

Ovenstående bliver kun endnu mere relevant at tage stilling til i fremtiden, når kunstig intelligens kommer til at overtage en hel masse jobfunktioner og måske endda barberer behovet for at arbejde så langt ned, at det slet ikke giver mening at tilbringe otte timer foran en skærm på et eller andet kontor, når ens tid både for egen skyld og for samfunds skyld bedre kan bruges til at tage sig af sine børn, familie eller sundhed, så man den vej rundt bidrager til samfundet.

Endelig vil jeg også godt anfægte, at det overhovedet er Kaare Dybvad rolle at fortælle mig og alle andre danskere fra alle klasser, hvor meget vi skal arbejde. Staten ejer ikke mig, og Kaare Dybvad ejer ikke min tid.

Den skal jeg nok helt selv bestemme over. Jeg kan også godt selv finde ud af, hvad jeg skal bruge den på.

Jeg vil også godt fremhæve den pointe, at selvom mange statistikker peger på, at danskerne arbejder færre timer end lande omkring os, er vi også blandt de mest digitaliserede lande i verden – og vi har to fuldtidsarbejdende mennesker på de fleste matrikler. Tager man det i betragtning, så arbejder vi rigtig meget.

Skal jeg lige komme alle ”Hvad så med sygeplejerskerne og buschaufførerne, som ikke kan gå ned i tid?”-kritikpunkterne i møde, vil der formentlig være nogle jobs, som er sværere at se nedsatte timer i – og dog.

Kigger vi bare lidt ind i fremtiden, vil jeg påstå, at buschauffører, sygeplejersker og praktisk talt alle arbejdsgrupper i samfundet vil se, at teknologi kommer til at overtage dele af deres job i fremtiden.

Busserne bliver automatiseret, og det samme gør formentlig meget af det administrative bøvl, som sygeplejersker i dag bruger deres dyrebare tid på.

Jeg er helt sikker på, at vi kan finde andre og teknologiske mere gennemtænkte løsninger for sygeplejerskerne, end at de død og pine skal knokle sig selv i smadder, selvom det kan lyde som om, at det er det, som Kaare Dybvad helst ser.