Q & A

Helle Frederiksen om borgmesterstol på lånt tid: “Jeg gør det, jeg bliver bedt om”

I sit civile liv arbejder socialdemokraten Helle Frederiksen som familieplejekonsulent og har derfor erfaring i at forlige familier. Dén erfaring mener hun godt, at hun kan trække på, når skårene i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg skal klinkes.

Foto: Torben Hansen

Først på tirsdag kender Helle Frederiksen rammerne for sit fremtidige arbejdsliv. Som 1. viceborgmester i Aalborg Kommune sætter hun sig automatisk i borgmesterstolen, fordi Thomas Kastrup-Larsen har forladt politik og er begyndt i nyt job hos Professionshøjskolen UCN. Men hun ved ikke, om hun skal sidde i stolen i 19 dage - eller 2 ½ år. Det afgøres først efter en urafstemning tirsdag 6. juni.

Valget står mellem Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen. Hvis Lasse Frimand Jensen bliver spidskandidat, forventer hun at kunne overdrage posten til ham 19. juni - på det sidste byrådsmøde inden sommerferien.

Og hvis Flemming Møller Mortensen bliver valgt som Aalborgs nye førstemand, skal hun måske sidde som fungerende borgmester i 2 ½ år. Flemming Møller Mortensen er i øjeblikket ikke medlem af byrådet og kan derfor ikke overtage borgmesterkæden med det samme, hvis han bliver valgt som borgmesterkandidat.

Foto: Torben Hansen

Den fungerende borgmester findes ved afstemning i den socialdemokratiske byrådsgruppe, og det er derfor ikke en selvfølge, at Helle Frederiksen skal vikariere i 2,5 år.

Vigeur har spurgt Helle Frederiksen, hvordan det er at sætte sig til rette som borgmester i én af landets største kommuner. Uden at vide hvor længe.

Hvordan er det at have borgmesterjobbet på lånt tid?

“Det tager jeg sådan set fuldstændig afslappet. Jeg har jo prøvet det før! Det er et vilkår, og det ved jeg. Jeg gør dét, som jeg bliver bedt om - og dét, der tjener kommunen bedst.

Det er ikke noget, der hverken giver mig spekulationer eller søvnløse nætter. Jeg er ydmyg af natur og tager tingene som de kommer. Men det er da stort at tænke på, at skulle være borgmester for Aalborg Kommune.

Hvorfor gik du ikke efter borgmesterposten selv?

“Når der er byrådsvalg næste gang, er jeg 62 år - og er nået til et sted i mit liv, hvor jeg er ikke indstillet på at bruge så mange kræfter, som borgmesterposten kræver.

Jeg vil meget gerne fortsætte i politik, men ikke på så fremtrædende en post. Mindre kan gøre det.”

Foto: Torben Hansen

Hvad forventer du af dit nye job?

“Jeg forventer, at der er nogle opgaver, der skal tages hånd om. Og de opgaver har jeg jo et kæmpe administrationsapparat til at hjælpe med. De er søde, venlige og hjælpsomme. Så på den måde er der ikke så meget, der kan gå skævt.

På denne tid af året er der ikke så meget i kalenderen - mange er jo begyndt at lukke ned til sommerferien. Men selvfølgelig kan der dukke ting op - som da Thomas Kastrup-Larsen var sygemeldt for et års tid siden, og jeg vikarierede for ham.

Vi havde jo aftalt ikke at offentliggøre vores holdninger, så det er lidt træls, at den aftale alligevel blev brudt
Helle Frederiksen, 1. viceborgmester

På det tidspunkt udbrød krigen i Ukraine - og så var der mordet på Mia Skadhauge Stevn. Aalborg Kommune var også i mediernes søgelys, fordi kommunen havde givet TV2 Nord et tilskud på 100.000 kroner.

Det behøver ikke at blive så heftigt denne gang, men hvis det gør, tager jeg også det i stiv arm.”

I forbindelse med valget af borgmesterkandidater kom det frem, hvem det enkelte medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe pegede på, og det har skabt uro i gruppen. Hvordan vil du klinke skårene?

“Det er jo helt i orden, at der er forskellige meninger. Men vi havde jo aftalt ikke at offentliggøre vores holdninger, så det er lidt træls, at den aftale alligevel blev brudt. Det kan ikke undgås at give lidt uro. Men vi er nødt til at blive enige, for når byrådsvalget kommer i 2025, må vi ikke være svækkede.

Jeg tror på, at vi kan tale os til rette. I mit civile job som familieplejekonsulent lever jeg faktisk af at bygge bro i familier og mellem familiemedlemmer, der ikke kan forliges. Så jeg er vant til at arbejde med noget, der “ulmer”.

Hvad glæder du dig mest til?

Lige nu glæder jeg mig mest til at se resultatet på tirsdag. Så ved jeg lidt mere om, hvordan min fremtid bliver. Om jeg skal være borgmester i 19 dage. Eller om der er opbakning til, at jeg skal vikariere i 2 ½ år. Mest af alt glæder jeg mig til, at der forhåbentlig falder ro på, for det er Aalborg Kommunes borgere bedst tjent med.