Vandet væltede op af toiletter: Mikele fik våd velkomst efter sommerferie
Restaurantejer Mikele Volpi havde i 2012 håbet på en stille og rolig mandag efter tre ugers sommerferie. Det blev i stedet en arbejdsdag han aldrig glemmer
Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".
Mikele Volpi ejer det Italienske spisehus SanGiovanni, som siden 1988 har ligget i centrum af Aalborg. Spisehuset består af trattoria og pizzeria, bar, selskabslokaler, private dining, vinkælder samt take away.
Mikele Volpi er også formand for Aalborg City, næstformand i DRC (Danmarks Restauranter & Caféer red.) og honorær vicekonsul for Italien. Han er født og opvokset i Aalborg og uddannet kok på Rold Storkro. Fritiden bliver brugt på de to førnævnte organisationer, og når han har tid og ro til det, vil Mikele Volpi gerne nyde en god cigar.
6.august 2012
Det var min første arbejdsdag efter tre-ugers ferie i Frankrig. Juli og august er normalt vores stille periode i restauranten, så jeg havde planer om, at dagen skulle bruges på lige at komme i gang og få gennemgået mails. Det endte med at blive den værste ”første dag tilbage på arbejde” jeg nogensinde har haft.
Det startede om formiddagen. Min kone og jeg talte med rengøringsdamen, der lige var mødt ind, og vi kunne se, at det udenfor begyndte at regne meget voldsomt. Vi var i det lokale, hvor vi nu har bygget bar.
Mens vi stod og så, at vandet hamrede ned over Vingårdsgade, hørte vi en rislen fra kælderen. Der havde vi dengang restaurant. Jeg gik selvfølgelig derned for at undersøge sagen og så, at der inde fra toiletterne væltede vand ud.
Kort efter gik strømmen og på ganske kort tid var restaurant, køkken og lager, vi har omkring 400-500 kvadratmeter i kælderen, fyldt med vand, og det fortsatte med at stige.
Jeg har med årene lært at trække vejret dybt, se hvad der sker og så agere.
Det første jeg tænkte var: ”hvad kan jeg gøre?” Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne gøre noget. Da regnen endelig stoppede, og vandet i kælderen ikke steg mere, forsøgte vi i første omgang at få lyset tilbage dernede, så vi kunne se omfanget af skaderne.
Bagefter undersøgte vi, om der var noget, som hurtigt kunne reddes, og fik så ellers kontakt til forsikringsselskab og skadesservice. Forsikringsselskabet kunne først ikke sige om de ville være i stand til at hjælpe. Regnvejret skulle først klassificeres som et skybrud, og der gik 45 minutter, inden vi kunne melde skaderne.
Der blev sendt en mand fra skadesservice forbi. Han konstaterede, at de ville tage det værste og sætte en affugter eller to op. Der var jo skader over det hele, og de havde ikke tid til at gøre mere ved det den dag. På samme tid kom forsikringstaksatoren, og hun tog en snak med ham fra skadesservice.
Vi havde forsikret os mod omsætningstab i forbindelse med blandt andet skybrud, så han fik besked på, at vi skulle op og køre hurtigst muligt. Ikke ret lang tid efter stod der syv mand, og så gik de ellers bare i gang. Der må jeg indrømme, at jeg var ret glad for min forsikring. Man ved først hvor god den er, når der bliver brug for den.
Fik en lærestreg
Selv om der hurtigt blev gjort rent og desinficeret, havde vi lukket i fire eller fem dage efterfølgende. Vi skulle også have et overblik over samtlige skader, de ting der var gået i stykker, og varer der skulle kasseres.
Dagen gav en lærestreg, der fik os til at undersøge hvilke foranstaltninger, der kunne laves for at undgå samme situation igen. Vi har selvfølgelig efterfølgende gjort nogle ting, og samtidig har kommunen udbygget kloaknettet, så når der er skybrud nu, har vi lidt mere ro i maven.
Personligt fik jeg bekræftet, at jeg aldrig rigtig går i panik. Jeg har med årene lært at trække vejret dybt, se hvad der sker og så agere. Det kan godt være, at der kommer en følelsesmæssig reaktion på et senere tidspunkt, men i selve momentet er jeg er god til at lukke af for følelserne og se koldt og kynisk på det, der er sket.