Som ung sælger fik Lars et chok for livet og lærte en vigtig lektie

Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".

Da jeg startede som sælger ved Konica Minolta, var jeg på nogle kurser. Her blev vi undervist i, hvordan du laver en såkaldt icebreaker, hvordan du tackler indvendinger, og hvordan du stiller hv-spørgsmål til kunden. Vi fik også at vide, at når du fik et nej, så skulle man blot tænke, at kunden gerne vil sove på det.

En dag havde vi det, der hedder kanvas. Der skulle arrangeres kundemøder, hvor vi skulle vække interesse for vores produkter og dermed et salg. Jeg lavede en aftale med et firma, der ikke eksisterer mere, som lå i Pandrup.

Jeg skulle være der tidligt om morgenen. Da jeg kørte derud, var solen ikke helt stået op endnu, der var helt stille, og disen lå over markerne, men jeg kunne ikke finde den gård, hvor firmaet lå, og endte med at blive forsinket.

Så jeg var allerede lidt presset, da jeg parkerede bilen og bankede på døren til gårdens hovedhus. Indefra blev der råbt ”Lige et øjeblik” med en meget kraftig røst.

Der gik et par minutter, så blev døren blev åbnet af en stor mand, der kun var iklædt underbukser og en brun skjorte, som han var ved at knappe. Han havde et meget kraftigt hår, der bar præg af, at han havde ligget på højre side og sovet hele natten. Han havde vist heller ikke lige nået at børste tænder.

Overfor ham stod jeg med affarvet hår i mit hvide sælgertøj, med hvide sko og hvidt bælte. Det var jo 90’erne.

Manden gav mig en stor varm hånd og bød mig inden for. Vi gik ind i køkkenet, og han spurgte, om jeg ville have en kop kaffe. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Hvis du blev budt en kop kaffe, så havde du i hvert fald ti minutter til at få lavet et salg.

Jeg begyndte på min icebreaker-snak, og spurgte hvor længe han havde haft gården og firmaet. Mens vi talte, kom mandens hund, en stor labrador, over til mig ved køkkenbordet. Den havde været ude og rulle sig i græsset, så den lugtede virkelig af våd hund. For at gøre et godt indtryk aede jeg den og fortsatte min sælgersnak.

Lige pludselig rejste manden sig op, satte knoerne i bordet og lænede sig ind over mig. Så råbte han mig ind i hovedet. Han kendte godt til sådan nogle handelsrejsende som mig, der brugte icebreakere og stillede hv-spørgsmål.

Jeg var helt rundt på gulvet, og troede først det var hunden, han skældte ud på. Jeg frygtede kort, at manden måske ville sparke ud efter den og forsøgte at skubbe hunden væk. Men det var altså mig, han kiggede på, og det var den unge sælger, han synes var alt for meget.

Han var vild, og jeg kan se ham for mig endnu. Det gav mig et chok for livet. Jeg fik fortalt ham, at jeg ikke var kommet for at genere ham, og hvis han havde den holdning til mig, så var det nok bedst, at vi stoppede.

Jeg skyndte mig at komme afsted og overvejede på vejen hjem, om det med at være sælger, var det rigtige for mig. Oplevelsen lærte mig, at jeg i hvert fald skulle være bedre til at aflæse folk og ikke bare lire det afsted, der stod i teoribøgerne, og som jeg lærte på kurser. Der er jo nogen kunder, som helst vil være fri for den slags og bare gå til stålet med det samme.