Bæredygtighed

Sådan mener TEDxAalborg-taler, du skal ændre dine arbejdsvaner

Torsdag den 2. juni afholder vi sammen med Aalborg Kongres og Kultur Center TEDxAalborg. Bæredygtigheds-guruen Gitte Marie Johansen er med som oplægsholder. Vi har spurgt hende til de fire bedste råd til at få en grønnere arbejdsplads. Få dem her.

Foto: Claus Søndberg

En kop, to kopper, tre kopper, fire kopper, fem kopper.

Papkrusene hober sig hurtigt op i løbet af arbejdsdag, når jeg arbejder fra vores redaktion. Og det er endda, selvom jeg har min egen kop stående på mit skrivebord.

Det pointerede en af mine kollegaer for mig, efterfulgt af spørgsmålet: ”har du ikke lyst til at skåne miljøet ved at bruge din egen kop?”

Og til det kan jeg jo kun svare ”jo selvfølgelig”.

For som forfatteren bag bogen ”Bæredygtig Badass” og taler til TEDxAalborg, Gittemarie Johansen, siger, har vi et ansvar for både os selv, hinanden og fremtidens generationer:

”Vi skylder både os selv, hinanden og vores fremtidige generationer at tænke en lille smule mere på, hvordan vi bruger ressourcer. Vi har ikke uanede mængder af ressourcer, så det ville være dumt at bruge dem på noget, der ikke betyder noget.”

Men hvordan er det så lige, man som medarbejder kommer i gang med at efterlade et grønnere aftryk på sin arbejdsplads?

Det fortæller Gittemarie Johansen her.

1. Genbrug dine remedier

”Vi benytter ofte nogle ting én gang, som i virkeligheden kan erstattes af noget, som kan bruges flere gange. Det kan være kaffekopper, drikkedunke, madkasser, bestik eller rørepinde.

Ofte smider vi det bare ud, når det er brugt, men i det fleste tilfælde er der en grønnere løsning, som ikke kræver en stor ændring i vores hverdag.”

2. Kig på din tallerken

”Et gigantisk aftryk kommer fra det, vi spiser. Så hvis du kigger på, hvad du faktisk smider på sin tallerken, er du allerede rigtig langt.

Det kan være i forbindelse med at vegetarisk eller plantebaseret mad, eller hvordan du pakker din mad ind – du kan både bruge en solid madkasse, stof eller vokspapir frem for aluminiumsfolie og plastik.”

3. Kør med andre

”Du kan også kigge på, hvordan du kommer på arbejde i forhold til transport. Tænk over, om du kan gå, cykle, køre med andre eller tage offentlig transport.

Hvis du vælger at køre på arbejde én person i én bil, kan du med fordel organisere din kørsel, så du i stedet tager flere med eller kører med andre.”

4. Sortér dit affald

”Er du så heldig, at du allerede har mulighed for at sortere affald på din arbejdsplads, skal du selvfølgelig bare benytte dig af det.

Du kan også forsøge at undgå at lave affaldet i første omgang – overvej for eksempel om du behøver at bruge printeren, eller om du kan nøjes med dit dokument på skærmen.”

Mød Gittemarie Johansen til TEDxAalborg

Vil du gerne høre mere fra Gittemarie Johansen? Læs mere om TEDxAalborg eller tilmeld dig allerede nu gennem dette link.

På aftenen kan du også møde performancekunstneren Sandro Masai, klimaaktivist Rosanna Børsting, historiefortæller, musiker og ingeniør Auria Paz Aguilar, forfatter og civilingeniør og gymnasielærer Thomas Gam Mikkelstrup.