Avisdrengen fra Esbjerg fandt guld i Aalborg

Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker sjovt, spændende og udfordrende med både op- og nedture.

I ”Mit CV” får du et indblik i en karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer der er gjort undervejs, og om hvordan de forskellige job har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.

Thomas Bjuring er 40 år og født og opvokset i Esbjerg. Han har en bachelor i Dansk og medievidenskab fra Aalborg Universitet og er kommerciel chef i Danmarks Ishockey Union og Metalligaen. Thomas Bjuring bor i centrum af Aalborg, danner par med Sabine og sammen har de datteren Chloe. Her er Thomas’ CV:

1994-1996: Avis- og reklameuddeler hos Esbjerg Ugeavis
Jeg overtog ruten fra en kammerat, da jeg var 12 år, selv om man vist officielt skulle være mindst 13 år for at have jobbet. Jeg pakkede reklamerne og ugeaviserne hjemme i kælderen og havde godt 165 husstande, der skulle uddeles til to gange om ugen. Ruten var meget attraktiv, fordi halvdelen af aviserne og reklamerne skulle omdeles i fire blokke, hvor der var elevator. Jeg tog den op til toppen med en stor sæk og kunne blive færdig på den halve tid i forhold til andre, der havde samme antal reklamer.

Hver tirsdag og fredag stak jeg af fra skolen i de store frikvarter. Jeg skulle på lageret for at hente reklamerne. Jeg havde omkring 30-40 minutter, til at løbe hjem, snuppe min avisvogn, hente reklamerne på lageret og køre dem hjem i kælderen. På de rigtig gode måneder tjente jeg op mod 1300 kroner, og det var mange penge for en 13-årig dreng.

1996-1999: Fejedreng på Hydro Texaco i Esbjerg og sæsonarbejder hos Esbjerg Planteskole
Mine kammerater var begyndt at få arbejde på tankstationer, i supermarkeder og så videre. Jeg havde lidt en drøm om at blive flaskedreng men blev fejedreng på en Hydro Texaco, hvor der også var et stort autoværksted. Ejeren hed Børge, og udover ham var der tre-fire mekanikere. Jeg kommer fra en familie, hvor min morfar var håndværker, så jeg følte en slags stolthed ved at komme ind i den verden. Jeg ryddede op, gjorde rent og holdt de grønne områder ved tankstationen.

Jeg var lidt fascineret af mekanikerne, de var enormt sjove og sørgede for at tage sig godt af mig. Når Børge var væk på ferie, spurgte de mig nærmest, om jeg kunne komme hver dag. Jeg tror, de syntes, det var hyggeligt, at jeg var der. Jeg kunne tage noget gas og give noget tilbage. Jeg startede på 35 kroner i timen, og da jeg stoppede havde jeg gjort mig fortjent til flere lønforhøjelser. Hver gang steg jeg fem kroner i timen og endte på omkring 55 kroner, men jeg tog også arbejdet meget seriøst. De gange, hvor jeg meldte fra på grund af sygdom eller af andre årsager, kan tælles på meget få fingre.

For at tjene lidt ekstra, var jeg sæsonarbejder på Esbjerg Planteskole, hvor jeg fyldte op og ryddede op. Så når jeg havde ferie fra skolen, var der masser af arbejde i kalenderen.

1999-2001: Natportier, Hotel Scheelsminde, Aalborg
Jeg flyttede fra Esbjerg i 1999 efter at have gået på gymnasiet i to år. Jeg dyrkede karate på eliteplan, og i Aalborg var der en fire-årig Team Danmark-linje på Nørresundby Gymnasium. Jeg fik et job som natportier på Hotel Scheelsminde, og det var en god kombination med min karate-karriere. Jeg havde vagter hver anden weekend og en gang om måneden arbejdede jeg torsdag, fredag og lørdag. Som en ung mand der også gerne ville i Jomfru Ane Gade, var det meget belejligt at have jobbet. Det gjorde, at jeg helt automatisk ikke kunne deltage i nattelivet.

Jeg mødte kl.23, og arbejdet bestod i at tage imod de gæster, der kom sent samt oprydning og rengøring. Man skulle også dele aviser rundt om morgenen og pudse gæsternes sko, hvis de havde sat dem uden for døren. Jeg gik hver morgen og håbede, at der ikke var alt for mange, der havde gjort det. Vagterne var på otte timer, og skal jeg komme med et realistisk bud, var der måske tre timers aktivt arbejde. Selv om jeg havde mine faste rutiner, tror jeg, at der var nogle nætter, hvor jeg bare sad og kiggede ud i luften i to-tre timer. Der var før, der var noget der hed smartphones og streaming. Heldigvis havde jeg cd’er med, som jeg kunne høre i løbet af natten.

2001-2002: Handicapledsager, Aalborg Kommune
Jeg var tilknyttet en ordning, hvor folk med fysiske eller mentale handicaps kunne få tildelt en hjælper i tre timer om ugen. Det var altid aktiviteter, der foregik ude af huset. Det kunne eksempelvis være hjælp til at komme til fysioterapeut, handle, tage på restaurant eller til koncerter. Jeg havde ti forskellige brugere i løbet af en uge og havde mange sjove og spændende oplevelser. Det var blandt andet specielt som 19-årig mand at gå rundt med en kvinde, der aldersmæssigt kunne være din mor, og opleve at hun tog dig i hånden som et lille barn, fordi hendes mentale udvikling kun var på niveau med en 3-4 årig. Det var meget grænseoverskridende, men samtidig også stort at prøve at være i sådan en rolle.

Jeg havde kun jobbet i et år, men følte at jeg var der meget længere, fordi jeg fik så mange oplevelser. Det er et job, som har fyldt meget for mig efterfølgende. For nogle af dem jeg hjalp, kunne mit besøg være ugens højdepunkt. Det var både sørgeligt og dejligt.

2002-2004: Dørmand, Jomfru Ane Gade
Jeg startede på Dansk og medievidenskab på universitetet i Aalborg, og min karatekarriere var på sit højeste. Jeg fik økonomisk støtte fra Team Danmark og levede et liv med 20-25 timers træning om ugen, udlandsrejser osv. Jeg blev rig på oplevelser, men karate er ikke en sport, du bliver rig af rent økonomisk, så jeg havde behov for et job ved siden af. Jeg var høj, vejede 110 kg, hvor størstedelen var muskler, og blev den nok yngste dørmand nogensinde i Jomfru Ane Gade.

Det var lidt samme princip, som da jeg var natportier. Hvis jeg arbejdede om natten, blev jeg ikke fristet af nattelivet. Jeg startede et sted, som hed Gate23. Bruno Benzon ejede det, og han tog sig rigtig godt af mig. Når jeg i dag hører om de ting, der sker i nattelivet, fatter jeg ikke, at jeg turde at stå derinde som 21-22 årig. Dengang rørte det mig ikke. Jeg satte mig på cyklen, kørte derind og arbejdede torsdag, fredag og lørdag. Jeg var ikke decideret glad for jobbet, men jeg skulle tjene penge, og det passede godt ind i den måde, jeg levede på.

2002- ??: Direktør og ejer, BK rengøring
Min daværende svigerfar var i kortklub med en, der havde et rengøringsfirma, og jeg arbejdede som afløser om sommeren. Jeg er lidt en tal-autist og regner på alting, så det gjorde jeg, mens jeg vaskede trapper. En dag hjemme i stuen hos svigerfamilien sagde jeg, at jeg godt selv kunne lave en rengøringsforretning. Min kærestes far sagde, at han gerne ville hjælpe mig. BK står for Bjuring og Kristensen, fordi han hed Kristensen til efternavn.

Jeg fik lavet nogle reklamer i det program, der hedder Works og slog op i telefonbogen for at finde ejerforeninger og boligselskaber. Så tog jeg mine løbesko på og delte mine meget tarvelige trappevask-reklamer ud. Det gav gevinst, for jeg blev kontaktet af en ejendomsansvarlig, som spurgte, om vi ville gøre rent i en opgang på Signalvej i Vejgaard. Det var sådan det startede, med én trappeopgang, hvor jeg gjorde rent en gang om ugen. Derfra tog det fart. Der var flere og flere, der ringede, og inden der var gået et år, havde vi ansat den første mand. På et tidspunkt nåede vi op på at have 1000 trappeopgange om ugen. I dag har vi også rengøring af kontorer og produktionshaller mm.

BK Rengøring har været meget større, end det er i dag. Det skyldes primært, at jeg kastede mig over andre projekter. Da BK var størst mistede vi en stor kunde på landsplan og måtte fyre omkring 50 medarbejdere. Efter det kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lysten til at bygge firmaet op organisk igen til samme størrelse, og virksomheden blev konsolideret, som det den er i dag - en mellemstor virksomhed med udgangspunkt i det nordjyske. Jeg er fortsat ejer og direktør hos BK men alle driftsmæssige forhold, er der dygtige folk til at tage sig af.

2007-2009: Direktør og ejer, Restaurant Dahl
Jeg havde succes både arbejdsmæssigt og investeringsmæssigt og begyndte at tjene gode penge. Jeg blev bekendt, med alt det der skulle ske omkring Nordkraft og Musikkens Hus i Aalborg og fik fingre i de lokaler, der tidligere husede værtshuset Kanalcaféen. Der fik jeg startet Restaurant Dahl op sammen med en kok fra Aarhus, som jeg kendte.

Jeg havde ingen forudsætninger for at gå ind i restaurationsbranchen, men var en ung entreprenør, der skulle prøve nogle ting. Vi fik flotte anmeldelser, restauranten kørte rigtig godt, og vi havde Dahls Deli ved siden af, som tjente penge i dagtimerne. Der var andre, som fik øjnene op for, at det gik godt, og vi fik mulighed for at overtage restaurantdriften på SAS Radisson-hotellet i Aalborg. Restauranten hed Kong Richard, og der hørte også en café med.

Det blev ikke nogen succes. Vi kom til at afhænde det temmelig hurtigt. Jeg skulle aldrig have rørt ved det, men jeg var for ung til at kunne se det dengang og forhippet på at gentage den succes, vi havde haft med Restaurant Dahl. Hvis vi ikke havde kastet os over Kong Richard, tror jeg faktisk, at vi fortsat kunne have haft Restaurant Dahl i dag. Vi endte med at afhænde den, og det kan stadig godt ærgre mig lidt, for det var en god case.

2012-2013: Direktør, Dansk Plejeservice
Jeg havde gang i mange forskellige ting og blev involveret i et ret stort projekt. På koncernniveau skulle man forsøge at samle alt inden for det, der kaldes facility. Det vil sige rengøring, kantinedrift, grønne arealer og skadesservice. Så vi begyndte at gøre en virksomhed klar til det, og jeg blev sat ind som direktør. Jeg havde noget viden om, hvordan man udliciterede offentlige opgaver både i Tyskland og Sverige. Planen var, at vi skulle dække hele Jylland. Der var dog ting i projektet som gjorde, at det ikke var realistisk og inden for det første år, valgte jeg at stoppe.

2015-2020: Adm. Direktør, Aalborg Pirates
Aalborg Pirates var ved at gå konkurs, og de henvendte sig til mig. Jeg var involveret i mange ting i forvejen, hvor jeg hjalp folk med at bygge og starte ting op. Jeg havde et godt ry og et navn, som mange kendte. Til at starte med sad jeg som controller i perioden fra januar 2015 og frem til maj, hvor jeg blev offentliggjort som direktør. Der dannede jeg mig et rigtig godt overblik over både de gode og dårlige forhold i klubben, og hvad der kunne udvikles på.

Alle i min bekendtskabskreds sagde til mig, at jeg aldrig måtte sætte mit navn på spil i en sportsbutik, og det var nok det, der tændte mig allermest. Jeg er som type et menneske, der kan se muligheder og var fast besluttet på at få succes med Pirates. Der var masser af bump på vejen, men vi tog skridt opad hvert år, og det var enormt motiverende. Da jeg stoppede, havde vi bygget Pirates op til at være det største ishockey-brand i Danmark, og hele den proces vi var igennem på de fem år var virkelig sjov.

Det hårdeste ved jobbet var helt klart, at nederlagene på isen begyndte at gøre mere og mere ondt på mig. Det gik mig på, når vi tabte, og selv om jeg ikke havde noget at gøre med det rent sportslige, kunne jeg ikke holde det væk. Det var hårdt, og jeg er glad for, at Pirates vandt flere kampe end de tabte, mens jeg var direktør. Når nogen i dag spørger, om jeg savner direktør-jobbet, er mit svar nej, men det adrenalin-kick jeg fik under kampene, kan jeg godt savne.

2020-??: Kommerciel chef, Danmarks Ishockey Union og Metalligaen
Jeg havde helt klare mål fra dag et hos Aalborg Pirates, og de sidste år blev jeg meget bevidst om, at de mål var opnået. Jeg prøvede at sætte nye, men jeg havde nået det, jeg skulle. Jeg havde løbende fået tilbud fra andre dele af sportsverdenen og afvist det, fordi jeg ikke var klar. I det sidste år hos Pirates kunne jeg mærke, at jeg begyndte at lytte, når der kom nogle ting rundt omkring.

Der opstod en stilling, hvor der skulle udvikles på det kommercielle aspekt i dansk ishockey, og der pegede de øvrige klub-direktører på mig, og det er jeg glad for. Jeg elsker udvikling, og der er tale om et marked, der udvikler sig voldsomt hurtigt. Det er også tale om et sted, hvor jeg kan være meget konkurrencebetonet. Jeg konkurrerer med mine kollegaer inden for blandt andet håndbold og fodbold på en masse ting. Eksempelvis hvor mange tilskuere vi kan tiltrække, hvor højt vi rangerer på partnerskaber, og om vi er med på de nyeste trends. Jeg ser masser af udfordringer og vil gøre en forskel. Det er jeg sikker på, at jeg kommer til.