5 hurtige til Brian Holm: ”Selvom det var den sværeste beslutning, var det i det mindste min egen”

Jeg kan huske en gang i Tour de France, hvor jeg var meget syg på en etape.

Forestil dig at cykle med 40 i feber – alt i kroppen gjorde ondt. Selv i neglene.

Der på etapen begyndte jeg at overveje, om det ville gøre mindre ondt, hvis jeg kørte frontalt ind i en bil. Hvis jeg eksempelvis brækkede hoften, ville jeg i det mindste udgå med æren i behold.

Jeg sad og kalkulerede på smerten. Kalkulerede på, hvad der ville gøre mindst ondt. For da smerten var så inderlig, og der var 100 kilometer igen, virkede det som en overvejelse værd at køre ind i en bil eller ud over en skrænt - bare for at få ro fra smerten.

Jeg var ekstremt tæt på at kaste håndklædet i ringen – tæt på at give op.

Hjernen siger "skal, skal ikke", men jeg kørte videre. Kom i mål.

Efterfølgende i mit liv har jeg flere gange tænkt på den dag. Tænkt på, at hvis jeg kunne komme igennem dét, så kan jeg komme igennem det meste.

Det har været at sige stop, og erkende overfor mig selv, at nu er det tid til at holde. Især her som sportsdirektør.

Jeg har lavet det samme i mere end 20 år, og jeg ved, at jeg er god til det.

Det vigtigste for mig og grunden til, at jeg valgte at trække stikket nu, var, at det var mig selv, der sagde stop. Valget blev ikke taget fra mig.

Jeg hører alt for tit folk sige: ”Hvorfor stoppede jeg ikke fem år før”. Det ene år tager det andet, og pludseligt er man 60. Man bliver ikke gladere af at have lavet noget i 5-10 år længere. Den erkendelse og erfaring har jeg gjort mig.

Jeg stoppede, mens det gik godt. Mens det stadigt var mig eget valg - og med æren i behold.

Selvom det var den sværeste beslutning, var det i det mindste min egen beslutning.

Det har været i min tid som sportsdirektør, hvor jeg lykkes med at få noget, der minder om et familieliv ved siden af. Resultaterne, når vi vandt, og når vi ikke vandt, er jo bare, som de er. Dem bliver man ikke lykkelig af. Det gik hurtigt op for mig.

Dét, man bliver lykkelig af, er, når det kører på hjemmefronten. Der er mange, der ved, at det kan være svært at få enderne til at gå op med familie og arbejde. Jeg er stolt af, at jeg har lykkes med det.

I forhold til det arbejdsmæssige skal man selvfølgelig gøre sit bedste, levere sit bedste og være bedre end de andre. Men selv når man lykkes med det, er der ligegyldigt, hvis man ikke lykkedes på hjemmefronten.

Trods mange cykelløb, er det min største sejr.

Jeg brugte min cykelkarriere til at komme videre. Jeg ser det lidt som at hoppe fra sten til sten – den ene fører til den anden. Efter tiden i sadlen stod jeg lidt og overvejede, hvad næste skridt skulle være.

Jeg skrev en bog. Jeg indrømmede at have tage doping. Det gav nogle knald, og jeg kom på forsiden af aviserne.

Alt dårligt, der sker i livet, skal vendes til noget godt. Det kom der nogle foredrag ud af. Det ene førte hele tiden det næste med sig.

Der har jo aldrig rigtigt været et sikkerhedsnet under det, jeg har lavet. Jeg har nok levet lidt et gøgler-liv. Det samme da jeg stillede op i kommunalpolitik. Alting er altid lidt på lånt tid, og der er altid nogen, der vil have ens plads.

Det vigtigste, jeg tog med mig fra min cykelkarriere, var disciplinen og erkendelsen af, at tilværelsen giver nogle øretæver en gang i mellem.

Derfor følte jeg mig ret godt rustet til arbejdslivet efter, for der får man jo heller ikke noget givet. Man kommer ikke sovende til tingene, og jeg har lært, at man skal ville tingene lidt mere end de andre.

Så ville jeg nok have sagt: ”Tro på dig selv, det skal nok gå – og hav lidt mere tålmodighed”.

Men jeg tror nu ikke, at jeg havde lyttet til rådet.

Den der ”tro på dig selv” er egentligt også lidt selvmodsigende, for jeg tror i høj grad, at mindreværd også har hold mig i gang.

Den største force er idéen om min egen utilstrækkelighed. Alle dem, der har sagt ”Du bliver aldrig til en skid”, har været en kæmpe drivkraft.

Jeg tror dog, at noget ville have været lidt nemmere, hvis jeg havde haft mere selvtillid og troet lidt mere på mig selv, men det er selvfølgelig altid en balancegang.

Dét, der kan holde mig mest i gang, er, hvis folk kritiserer mig. Eksempelvis var det efter fire år i kommunalpolitik, hvor jeg var blevet svinet til, at jeg valgte at stille op igen. I ren og skær trods. Det blev sådan lidt: ”Hvis I tror, det slår mig ud, så bare vent og se. Jeg er ikke engang startet endnu”.

Mød Brian Holm og hør ham tale om udfordringer og vedholdenhed til éndagskonferencen Vigeur LIVE, som finder sted onsdag 16. november. 

Her kan du læse mere om konferencen Vigeur LIVE (EVENT UDSOLGT).