CO2-debattens tavse aktør: Aalborg Portland taler ud om fejl og forventninger

Roserne er sprunget ud i den lille gårdhave. Deres gennemtrængende, dybe røde farve står i skarp kontrast til de matte grå betonbygninger omkring. Og selvom den gængse mening på Aalborg Portland er, at beton er noget særligt, kan man næsten dufte begejstringen på afstand hos direktør Søren Holm Christensen.

”Jeg synes, beton kan noget, som ikke særligt mange byggematerialer kan,” lyder det fra direktøren, mens han står, næsten stoisk, og kigger ud over den blomstrende have og Aalborg Portlands grå administrationsbygninger.

Den blomstrende have beskues fra Søren Holm Christensens eget kontor. På første sal med frit udsyn over hele herligheden.

Det er dog ikke alle, der deler samme begejstring for Portlands produkter – eller den klimabelastende produktion.

Den seneste tid har medierne næsten flydt over med artikler om Portlands CO2. Siden 2018, hvor statsminister Mette Frederiksen til Dansk Industris årsmøde fik sagt, at hun ”som aalborgenser kommer til at hægte sig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det,” har cementfabrikken haft særlig politisk bevågenhed – og for mange rimer Aalborg Portland efterhånden på ’klimasvin’.

Men hvor gik det galt for cementgiganten? Og hvad skulle den have gjort anderledes?

”Vi har været relativt anonyme i debatten indtil nu, fordi vi vidste, at næsten lige meget hvad vi sagde, ville vi blive slået på, ” fortæller Søren Holm Christensen og tilføjer, at Portland gerne vil vise et andet billede end det, man ser i medierne i dag.

Han vender blikket væk fra gårdhaven og tilbage mod kontoret. Modsat haven finder man ikke noget pryd-kontor hos direktøren. Det er ensfarvet, solidt og praktisk. Det stråler næsten ’cementfabrik’.

Han fortsætter:

”Men det kræver også, at man nogenlunde forstår branchen - og den er kompleks. Men vi vil gerne i dialog og fortælle. Også om, hvad vi kunne have gjort anderledes.”

”Må jeg godt lige tegne noget på tavlen?” lyder det spørgende, mens han allerede har skubbet stolen væk under sig.

”Jeg tror, der er gået en folkeskolelærer tabt i mig. Jeg elsker at give eksempler på tavlerne i stedet. Jeg synes, det bliver mere håndgribeligt,” lyder det smilende fra direktøren.

Et perspektiv i debatten, som Søren Holm Christensen selv mener, de har været for dårlige til at fortælle, er, at halvdelen af Aalborg Portlands CO2-udledning kommer fra kridt. Altså et element i betonproduktet, de ikke selv er herre over. En udledning i cementproduktionen, der er uforanderlig og gør sig gældende lige meget, hvilken af verdens cementfabrikker man vender blikket mod.

På pædagogisk vis bliver der skrevet tal og tegnet søjler på tavlen - med en nøje udvalgt grøn tusch.

”Der er kun én måde at reducere CO2-udledningen på den halvdel, der stammer fra kridtet, og det er CO2-fangst. Energien i processen kan vi reducere, og det er det, vi er i gang med. Så kan vi producere nye cementtyper, der bruger mindre kridt, og det har vi gjort med FutureCEM. Ellers er det ikke muligt for os at optimere vores proces, for når alt kommer til alt, så er kridt grundbestanddelen i cement,” siger Søren Holm Christensen.

I januar 2021 kom Aalborg Portlands nye, store klimasatsning officielt i salg efter mange års produktudvikling. Produktet gav nu forbrugerne mulighed for at købe cement med et 30 procent lavere CO2-aftryk. Det skulle dog hurtigt vise sig for cementfabrikken, at satsningen ikke blev det hit, som man ellers forventede. Forbrugerne ville ikke betale.

Under alle omstændigheder skulle det vise sig, at satsningen ikke var tilstrækkelig.

I udspillet til regeringens nye Finanslov anno 2022 blev det meldt ud, at Danmark ville indføre en CO2-afgift oveni den målsætning, der var sat tilbage i 2020 om, at Danmark ville nå en samlet CO2-reduktion på 70 procent inden 2030. En målsætning, der krævede, at Danmarks suverænt største CO2-udleder måtte træde på speederen for at nå i mål med et grønnere Portland. Og ikke mindst et Portland, der var grønt nok.

Det lyder jo relativt simpelt: få gang i CO2-fangsten. Det er dog mere kompliceret, end det lyder, for teknologien og infrastrukturen er der ikke den dag. Og så er det dyrt. Rigtig dyrt.

”Vi skal bruge lige så meget el, som vi bruger i dag, hvilket svarer til 200.000 indbyggeres forbrug tilsammen. Derudover skal vi have fundet en måde at få en halv millioner kubikmeter vand væk. Der er altså en masse problemer, der kræver en optimering af den danske infrastruktur. Og det er antaget, at der overhovedet er nogen, der kan lave et sådant anlæg ude hos os, så der er en masse risiko forbundet med det for os også. Med den risiko, kan det blive en company-killer at gøre noget forhastet,” lyder det fra Søren Holm Christensen.

Der er ingen tvivl om, at hvis Portland skal i mål med deres nye klimamålsætning om en 73 procents CO2-reduktion inden 2030, er der nogen, der skal op med den store tegnebog. Og et af debattens helt store spørgsmål går på; hvem skal betale?

Der bliver i forvejen talt om rabat og statsstøtte, og om hvorvidt Aalborg Portland selv burde betale for den grønne omstilling. Der ligger et fælles ansvar, vi som samfund deler, og som kræver omkostninger af os alle - også af nogen mere end andre.

En påstand, Søren Holm Christensen langt hen ad vejen er enig i:

“CO2-fangst er lidt spacey. Jeg ser det lidt svarende til, at der ved verdens første månelanding heller ikke var én virksomhed, der kunne have udviklet teknologien til at rejse i rummet selv. Jeg tror, der er mange, der tænker: “Jamen det er jeres problem,” og ja, det er det, men vi kan ikke løse det alene. Vi skal løse det som samfund, men vi vil gerne være med i det, og vi vil gerne tage risikoen på os.”

Med en pose penge fra staten eller ej kommer Aalborg Portland også til selv at skulle betale, hvilket ifølge Søren Holm Christensen i et vist omfang også er fair. For grøn omstilling kræver tid og penge, men cementproducenten har også selv et stort incitament til at få speedet processen op.

Jo hurtigere virksomheden får nedsat sin CO2-produktion, jo flere penge sparer den på kvoter og afgifter.

Og som Danmarks suverænt største udleder af CO2, må der unægteligt ligge et ansvar - også økonomisk:

“Vi er på ingen måde et offer. Vi har bare et grundproblem, som ikke kun er vores. Det er cementindustriens, det er kraftværkernes, men det er særligt de mineralogiske virksomheders problem, fordi de har en CO2, der kommer fra noget andet end kul,” fortæller Aalborg Portlands direktør og tilføjer:

“Vi kommer jo ikke til at stoppe med at bygge. Folk kigger på os og siger: “I skal løse problemet.” Der er ikke nogen, der siger, at vi skal stoppe med at bruge cement. Jeg håber bare også, folk kan se, at det i så fald er et problem, vi bliver nødt til at løse sammen.”