Lederens løsning

Direktør: "Teknologien skal gøre os mere menneskelige"

Teknologi er blevet en naturlig del af vores hverdag. På godt og på ondt. Oftest bliver den dog beskyldt for at fjerne os fra hinanden. Men i denne uges Lederens løsning advokerer direktør Ole Nielsen for, at teknologien også har kvaliteterne til det modsatte.

Foto: Michael Koch

I formatet Lederens Løsning giver vi spalteplads til ambitiøse nordjyder, så de har mulighed for at fortælle om en aktuel problemstilling eller udfordring i deres arbejdsliv. Vores eneste krav er, at deres bidrag også skal indeholde en mulig løsning på problemet.

Denne tekst er skrevet af direktør for Himmerland Boligforening, Ole Nielsen. 

De seneste år er nye begreber med afsæt i teknologiens verden for alvor rykket ind som en særdeles aktiv del af vores hverdag. 

Det flyver med termer, som fylder stadig mere. Og som varsler store forandringer i de måder, vi arbejder og samarbejder på.

 Kunstig intelligens. VR/AR. ChatGPT. Internet of Things.

Teknologiens fremmarch er dog ikke ligefrem noget nyt inden for den almene boligsektor, som jeg første gang fik job i for snart 40 år siden. 

Teknologien er det redskab, mennesket bruger i bestræbelserne på at udforske og i bedste fald til fulde udfolde sit potentiale.
Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening

Der er sket kæmpemæssige landvindinger siden dengang, jeg var med til at udvikle nogle af de første store edb-systemer til servicering af beboerne.

Nogen vil måske mene, at det er forandringer, der ikke ubetinget har været til det bedre. At teknologien er kommet til at fylde for meget. 

Det er jeg ikke enig i. 

Nok er der sket mange og virkeligt store forandringer i kraft af netop teknologien. Men efter min mening er det ikke et problem.

For undervejs er der noget andet og lige så væsentligt, der er forblevet præcis, som det var. Lad mig prøve – med afsæt i teknologien – at forklare:

I efterhånden otte årtier har Himmerland Boligforening udmærket sig ved som organisation aldrig at været bange for at gå forrest, når det kommer til realisering af nye idéer og arbejdsmetoder, innovative skridt og anvendelse af de nyeste teknologiske muligheder.

 De senere år er det blandt andet kommet til udtryk gennem øget digitalisering og introduktion af online selvbetjeningsløsninger. Endnu et meget håndgribeligt eksempel er, at nogle af vores medarbejdere indtil for få år siden tilbragte dag ud og dag ind med at holde vores store græsarealer. 

Det meste af dette trivielle arbejde udføres nu af robotter, mens medarbejderne har fået tid til overs til langt mere meningsfyldte, direkte beboerrettede opgaver.

Vi er i gang med at teste administrative robotter, vi benytter kunstig intelligens og vi analyserer data ved hjælp af Business Intelligence-systemer. Alt sammen er det med til at gøre os mere effektive og endnu mere driftssikre. Og endnu vigtigere: Mere menneskelige.

Nogen vil måske gå så langt som at kalde teknologi og menneske for modsætninger, men sådan ser jeg det ikke.

Jeg vil mene, det er mere rigtigt at tale om mennesket og teknologien som komplementære størrelser.

Teknologien er det redskab, mennesket bruger i bestræbelserne på at udforske og i bedste fald til fulde udfolde sit potentiale.

Eller udtrykt på en anden måde, når det gælder Himmerland Boligforening: En afgørende faktor i vores teknologiske udvikling er den fortsatte tilstedeværelse af mennesket.

Det tungtvejende hos os er fortsat – og vil fortsat være – mennesket. 

Det er vores medarbejdere, deres empati og deres indsigt, der giver tryghed for beboerne.

 Det er netop mødet mellem levende mennesker, der sikrer medmenneskeligheden og ikke institutionaliseringen eller ”robotliggørelsen”.

Fælles for konflikterne er, at der skal mennesker til at løse op for hårdknuderne.
Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening

Teknologien har blandt meget andet givet os sociale medier, som der kan siges en hel del godt om. Men også en enkelt skidt ting eller to. 

En af de væsentligste negative sider ved disse nye kommunikationsformer er, at de i mange sammenhænge kan få en harmløs uoverensstemmelse til at eskalere. 

Også i den sammenhæng er det vigtigt, at vi vægter det mellemmenneskelige og at vi har fokus på, hvordan vi midt i al den teknologiske udvikling husker dem, det virkelig handler om – vores beboere.

Med omkring 15.000 beboere i Himmerland Boligforening giver det næsten sig selv, at der indimellem opstår konflikter. Beboerne imellem. Og mellem beboerne og os, der er sat i verden for at servicere dem. 

Noget er hurtigt løste petitesser, mens andet er langt mere alvorlige emner, hvor det kan kræve mange sværdslag, før de er bragt ud af verden. 

Fælles for konflikterne er, at der skal mennesker til at løse op for hårdknuderne. 

Netop derfor er det helt afgørende for en velfungerende hverdag, at vi husker på det menneskelige aspekt.

Og at vi hele tiden holder os for øje, hvordan teknologien kan hjælpe med at blive stadig mere menneskelige.

I lighed med resten af samfundet bliver beboerne i Himmerland Boligforening stadig ældre. 

Samtidig skal sundhedsvæsenet reformeres og endnu mere skal ordnes fra hjemmet, hvilket vil bringe de almene boligorganisationer endnu mere i spil.

Det gælder både i forhold til fysiske tilpasninger og tilgængelighed, men også på det sociale område. 

På den måde kan vores personale blive ekstra varme hænder – og det vil vi egentlig også meget hellere end at slå græs. 

Skal det lykkes, kræver det dog, at der er tid til at drage omsorg for beboerne – og der kan de nye teknologiske muligheder spille en væsentlig rolle.