Ledelse kan være problematisk i et omvendt arbejdsmarked: "Der er forskel på at give plads og give los"
IT-branchen har længe oplevet mangel på arbejdskraft. Det har skabt et andet problem, nemlig usund ledelse. Det stiller direktør Morten Hovaldt sig kritisk over for i denne uge.
I formatet Lederens Løsning giver vi spalteplads til ambitiøse nordjyder, så de har mulighed for at fortælle om en aktuel problemstilling eller udfordring i deres arbejdsliv. Vores eneste krav er, at deres bidrag også skal indeholde en mulig løsning på problemet.
Denne tekst er skrevet af Morten Hovaldt, der er direktør for Complea.
Der er mangel på arbejdskraft, især i IT-branchen.
Det er en velkendt faktor, men slet ikke dét, som denne klumme skal handle om. Den skal til gengæld handle om et emne, som udspringer heraf: usund ledelse i et usundt arbejdsmarked.
Forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er blevet ekstremt usundt.
Jeg oplever at modtage opkald baseret på et stillingsopslag, hvor kandidaten lige skal vurdere om vedkommende overhovedet gider bruge tid på at søge jobbet, udelukkende baseret på mine udtalelser; stillingsopslag, som der for få år tilbage ville have været lange køer og stor iver for at varetage.
Det handler naturligvis om udbud og efterspørgsel. Ikke dermed sagt, at forholdende var sunde, da det var arbejdsgiverens marked.
Men der er sket et usundt skred, som ikke kun omhandler rekrutteringsfasen. Det kommer også til udtryk i selve ansættelsen, hvor ledere i dag bruger enormt meget tid på at ”nurse” medarbejderne.
Sat på spidsen, er der lange lister med krav til, hvad arbejdsgiveren skal stille an og gøre for medarbejderen, for ellers er personen dén, der er smuttet.
Jeg ser for mange ledere gå på kompromis med deres ellers gode værdier for at imødekomme medarbejderens krav.
Jeg er enig i, at du som leder har pligt til at sørge for, at medarbejderen fungerer på flere niveauer.
Før handlede det kun om det arbejdsmæssige plan, hvorimod fritid, familieliv og balance generelt i dag spiller ind i høj grad.
Jeg ser det som en positiv udvikling, at lederen i dag kigger på det hele menneske, og ikke kun på hvem personen er fra 8-16.
Men når det er sagt, har lederen også pligt til netop at lede. Ingen medarbejdere har gavn af en leder, der bruger al sin tid på at rende rundt og forsøge at tilfredsstille medarbejderen med de 100 krav.
Desværre ses den tendens i en stigende grad, og jeg kan indimellem bekymre mig omkring, hvilke konsekvenser den udvikling får i sidste ende – ikke kun for lederen, men i høj grad også for medarbejderen.
Det er som leder vigtigt at huske på, at der er forskel på at give plads og give los.
Lederen anno 2023 skal give plads, men absolut ikke los.
Lederen skal være rummelig, men ikke ligeglad.
Lederen skal være personlig og samtidig professionel.
Lederen skal være leder.
Jeg ser for mange ledere gå på kompromis med deres ellers gode værdier for at imødekomme medarbejderens krav.
Jeg nægter at gå på kompromis med værdierne, og alligevel befinder jeg mig indimellem i dilemmaer, hvor jeg skal hive mig selv op i helikopteren for at finde den bedste leder frem, set i det lange perspektiv.
Som leder er jeg altid interesseret i at udvikle mig, men til at være en bedre leder, ikke til tilbagegang og mindre ledelse.
Er det en nem opgave? Nej. Er det en tankegang uden konsekvenser? Nej, men jeg vil hellere holde på kvaliteten end at give afkald på integriteten.