Fra topleder til kold kanvas: Her er Poul Knudsgaards håb for 2023
Poul Knudsgaard stoppede i foråret som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune og er på vej på en ny kurs. “Jeg har fået arbejdsglæden tilbage og vil arbejde, til jeg bliver 70,” siger han.
Vigeur fejrer årsskiftet med at spørge nordjyske ledere og erhvervsfolk, hvordan deres 2022 forløb - og hvad de forventer af året, der kommer. I artiklen skal du møde Poul Knudsgaard, der i foråret stoppede som erhvervsdirektør i utide - og som nu er i gang med at udstikke kursen for sit nye arbejdsliv.
Navn: Poul Knudsgaard
Alder: 63 år
Job: Professionelt bestyrelsesmedlem og konsulent indenfor ledelse
Poul Knudsgaard stoppede som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune via en gensidig fratrædelsesaftale i foråret. Nu er han i gang med sammensætte en bestyrelsesportefølje og tilbyder samtidig sin arbejdskraft som konsulent og kan hjælpe med strategiarbejde, forretningsplaner og helt almindelig ledelsessparring.
Hvad var din største arbejdsmæssige oplevelse i året, der er gået?
“Mit arbejdsliv blev jo meget anderledes, efter at jeg stoppede som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune i foråret. Men hvis jeg skal pege på den bedste oplevelse i løbet af året, var det en opgave, som jeg skulle løse for den maritime industri. Dén fik min arbejdsglæde tilbage.
Jeg har tidligere arbejdet i den maritime industri som direktør for MAN Energy Solutions, og via kontakter i mit gamle netværk blev jeg spurgt, om jeg ville tage en konsulentopgave.
Det fyldte temmelig meget af min arbejdstid i maj og juni, og det gav mig virkelig et kick. For det første var det en spændende - og ikke mindst velkendt - opgave, fordi jeg kom tilbage til et arbejdsmiljø og en jargon, som jeg kender. Og så var det jo forår, og det er altid godt for humøret, så jeg blev opmuntret.
Jeg vælger at se det som en læring, mere end som noget, jeg fortryder
Det blev et vendepunkt for mig, og jeg er dybt taknemmelig for, at der var nogen, der tænkte på mig - og at jeg fik den mulighed. Jeg har siden sagt det mange gange til dem, men jeg tror ikke helt de forstår, hvor meget det betød for mig.
Hvad fortryder du mest i dit arbejdsliv i 2022?
“Fortryder er et stort ord. Det ville jo være let at sige, at jeg fortryder min tid som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune. Men jeg søgte jo selv jobbet og var megaglad, da jeg fik det. I min tid som erhvervsdirektør har mødt rigtig mange dygtige og engagerede medarbejdere og haft nogle spændende arbejdsopgaver. Så der var også meget positivt i det.
Jeg vælger at se det som en læring, mere end som noget, jeg fortryder.”
Hvad bliver din største arbejdsopgave det kommende år?
“Jeg skal i den grad videre på min iværksætterrejse - især i forhold til salgsarbejdet. Og så skal jeg fortsætte med at lande flere bestyrelsesposter. Det er min drøm udelukkende at beskæftige mig med bestyrelsesarbejde. Jeg har siddet i flere bestyrelser ved siden af mine faste jobs i mange år, men nu vil jeg gerne have bestyrelsesarbejdet til udfylde en meget stor del - ja, gerne hele min arbejdstid.
Personligt kigger jeg jo ind i et meget åbent år
Indtil det er tilfældet tilbyder jeg konsulentarbejde og interim opgaver. Jeg er også klar til at træde til, hvis der pludselig dukker tidsbegrænsede jobs op. Mulighederne er enorme, det gælder bare om, at jeg ikke spænder ben for mig selv.
Indtil nu har jeg haft en meget klart defineret rolle i mit arbejdsliv: Der har hele tiden været strategier, der skulle omsættes - eller mål, der skulle nås. Nu er det noget helt andet - og det er både spændende, men også lidt skræmmende.”
Hvordan vil du gribe det an?
“Jeg følger med på forskellige jobsider og tager kontakt til en lang række rekrutteringsbureauer. Og så fortsætter jeg med at opsøge mit netværk - og anvender kold kanvas. Jeg tager ud og taler med mennesker og fortæller, hvad jeg kan.
Hvis ikke de har et behov, kan de måske guide mig videre, så mit budskab spreder sig som ringe i vandet. Jeg får hele tiden nye navne, jeg skal forsøge at få en snak med. Jeg skal sælge mig selv.
Det kan være svært for en utålmodig sjæl som mig, men jeg er trods alt så professionel, at jeg ved, at det bare er et spørgsmål om at blive ved.”
Hvad glæder du dig mest til i det år, der kommer?
"På den højtflyvende klinge er jeg så naiv, at jeg tror, vi får en ny regering, som forhåbentlig åbner mere op for udenlandsk arbejdskraft - og også skaffer nogle udenlandske studerende tilbage. For dem mangler vi i høj grad - ikke mindst i industrien i Danmark.
For mit eget vedkommende glæder jeg mig til at gøre noget godt for udviklingen i de virksomheder, som jeg sidder i bestyrelser og advisory boards for. For selvom tiden er præget af kriser og krige, er der også muligheder.
Og så jeg er enormt spændt på, hvad det hele ender med, for personligt kigger jeg jo ind i et meget åbent år.
Men jeg har en plan om at arbejde, til jeg bliver 70 år, så jeg har også tid at give af.”