Nordjysk direktør: Hvis vi ikke selv tager ansvar, ender vi med at stjæle folk fra hinanden
Mange virksomheder skriger på arbejdskraft, og derfor er virksomheder nødt til at tage ansvar i at uddanne lærlinge, mener direktør for Vendelbo Spedition, der selv fik en åbenbaring for 2 år siden.
Når lærlinge starter hos Vendelbo Spedition, står de langt fra på egne ben.
Allerede fra første dag, bliver de tilkoblet et mentorkorps, som består af fem faste medarbejdere i virksomheden. En fra lageret, en fra kontoret og tre chauffører.
Men sådan har det ikke altid været.
Vendelbo Spedition er en transport- og speditionsvirksomhed, der primært løser opgaver til og fra Skandinavien.
Vendelbo Spedition i Hjørring leverede sidste år et rekordregnskab. På bundlinjen leverede virksomheden et overskud på lige knap syv millioner kroner efter skat.
Virksomheden blev grundlagt i 1971 af Kai Bundgaard Madsen. I dag er hans søn, Jesper Bundgaard Madsen, administrerende direktør i virksomheden, mens Jens Uggerhøj er bestyrelsesformand.
Virksomheden har i dag 85 medarbejdere.
Selvom virksomheden har benyttet sig af speditørlærlinge i over 30 år og chaufførlærlinge i 10 år, er det først for to år siden, at de nåede frem til konklusionen, at noget skulle ændres:
”Vi opdagede, der var nogle huller i osten. Vi var simpelthen ikke dygtige nok til at have chaufførlærlinge,” fortæller Jesper Bundgaard Madsen, der er administrerende direktør i Vendelbo Spedition.
Kort efter erkendelsen faldt ledelsen over muligheden for at uddanne medarbejdere til mentorer gennem et kursus hos AMU Nordjylland – og den chance greb de.
”Nu har vores lærlinge dedikerede mentorer, de kan støtte sig til, når der opstår spørgsmål, og vi oplever, at de bruger deres mentorer på nærmest daglig basis.”
Mentorkorpset er trænet til at hjælpe virksomhedens lærlinge med de udfordringer, der kan opstå i dagligdagen – og har dedikeret tid til at tage sig af præcis det.
Hver mentor er hovedansvarlig på hver deres fase af uddannelsen, som lærlingene skal igennem.
Et opråb til andre virksomheder
I øjeblikket melder mange virksomheder om mangel på arbejdskraft, og frem til 2030 er der udsigt til stor mangel på faglærte.
Det advarede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd allerede om tilbage i foråret 2023.
I Vendelbo Spedition har de lige nu ni lærlinge fordelt på henholdsvis syv chaufførerlærlinge og to speditørlærlinge.
Hvis vi ikke gør noget som virksomhed for at uddanne folk i branchen, ender vi med bare at stjæle medarbejderne fra hinanden. Og det ser jeg bestemt ikke som vejen frem
Skal branchen overleve, er det en nødvendighed, at virksomheder tager ansvar for lærlinges uddannelser, mener Jesper Bundgaard Madsen:
”Vi skriger jo alle sammen på arbejdskraft. Og hvis vi ikke gør noget som virksomhed for at uddanne folk i branchen, ender vi med bare at stjæle medarbejderne fra hinanden. Og det ser jeg bestemt ikke som vejen frem,” siger han.
Jesper Bundgaard Madsen møder ofte andre direktører, som har svært ved at se, hvordan lærlinge skal passe ind i deres virksomhed.
”Når jeg hører det, siger jeg, at så skal de få det til at passe. De er simpelthen nødt til det,” siger han.
Foruden at tilkoble eleverne til faste mentorer, påpeger direktøren også særlig én gulerod, som giver lærlingene lyst til at blive.
”Vi uddanner i praksis lærlinge til, at de skal fortsætte her, når de er færdige, hvis de vil. Og det fortæller vi dem,” siger han.
Jesper Bundgaard Madsen fortæller, at de forsøger at få minimum 60 procent af deres lærlinge i job hos dem efter endt uddannelse – og at de altid når langt over målet.