Ligestilling

Ny lov om ligestilling: "Kvinder kan tale om andet end strikketøj - og mænd om andet end dæk"

Initiativrige kvinder har stiftet foreningen W-Lead - et netværk for ambitiøse kvinder i Nordjylland. Nu får de uventet hjælp af ny lov om ligestilling, der træder i kraft 1. januar.

Foto: Martin Damgård

Kvinder og mænd kan noget forskelligt. Derfor er det også vigtigt, at kvinder sidder med ved bordet, når der er møder i bestyrelser - ikke bare i virksomheder og offentlige institutioner, men også i politik og i foreninger.

Det mener Pia Elberg, der derfor hilser loven om ligestilling for kvinder og mænd velkommen. Den træder i kraft 1. januar. (Se faktaboks længere nede)

Pia Elberg er formand for et nyt, nordjysk netværk for kvinder, der blev stiftet for et lille års tid siden, W-Lead hedder foreningen.

Foreningen er ikke udtryk for en ny form for feminisme eller ny kvindekamp, hvor al magt skal gives til kvinder - og mænd skal udelukkes. Faktisk tværtimod.

Foto: Martel Andersen

“Vi vil gerne vil have mere mangfoldighed ind i bestyrelser og i politik, fordi diversitet er vigtig. Det handler om at løfte i fællesskab - og det gør vi bedst, hvis vi tager udgangspunkt i, at der er forskellige måder at tænke på og forskellige erfaringer at trække på,” siger Pia Elberg.

Om W-Lead

W-Lead er en nydannet, nordjysk forening, der vil styrke et mangfoldigt demokrati ved at fremme kvinders motivation og mulighed for at deltage i professionelle bestyrelser gennem kompetenceudvikling, netværk og samarbejde med erhvervslivet.

W-Lead vil rykke ved kønsbalancen i nordjyske bestyrelser.

Hun mangler nuancerne - og synes af og til, at debatten bliver for stereotyp.

“Vi har en triviel opfattelse af, hvad kvinder taler om, når de er sammen med andre kvinder - og hvad mænd taler om, når de er sammen med andre mænd. Men kvinder kan tale om andet end strikketøj - og mænd om andet end dæk. Og sammen kan mænd og kvinder tale om alt.”

Pia Elberg peger på, at diversiteten har indflydelse på resultaterne.

“Undersøgelser viser, at arbejdspladser med lige mange mænd og kvinder er længere fremme i forhold til innovation. Det skyldes diversiteten, og så de nuancer, kvinder kan byde ind med - og omvendt.”

Loven om ligestilling af kvinder og mænd

Sådan sagde Trine Bramsen, da hun som ligestillingsminister argumenterede for lovforslagene, der blev fremsat i februar 2022:

"I Danmark bryster vi os ofte af at være et af verdens mest ligestillede lande. Men når det kommer til kvinder i ledelse, sakker vi bagud i forhold til rigtig mange lande. Det er regeringens ambition, at vi skal have flere kvindelige topledere i både dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor. Vi ønsker et samfund, hvor både kvinder og mænd har mulighed for at få indflydelse og sidde med om bordet, når beslutningerne træffes. Det vil lovforslagene understøtte."

Med de to lovforslag forpligtes ca. 2400 private virksomheder og hele den offentlige sektor til at opstille måltal for både kønssammensætningen i bestyrelser - og som noget nyt også i ledelse. Samtidig skal lovforslagene skabe mere åbenhed og gennemsigtighed, så det bliver muligt at følge udviklingen og de opstillede måltal.

Formålet er at fremme en mere ligelig kønssammensætning i både ledelse og bestyrelser i private virksomheder og i den offentlige sektor.

Hun ser den nye lov om ligestilling som en stærk hånd i ryggen for at kunne lykkes med W-Leads strategi - og mener bestemt ikke, at foreningen bliver overflødig med den nye lov, der forpligter private virksomheder og hele den offentlige sektor til at opstille måltal for både kønssammensætningen i bestyrelser - og som noget nyt også i ledelse.

Foto: Martel Andersen

“Den bliver faktisk endnu mere relevant, for så betyder det jo virkelig noget, at vi kvinder kender hinanden og hinandens kompetencer, så foreningens medlemmer kan foreslå flere kompetente kvinder, når der skal indstilles kandidater til bestyrelsesposter,” siger Pia Elberg og tilføjer:

“I W-Lead giver vi et mødested for de kvinder, som egentlig gerne vil byde sig til, men som måske ikke lige ved, hvor de skal gå hen. Så netværkstanken er i allerhøjeste grad stadig relevant. Og især dét at kunne diskutere bestyrelsesarbejde med andre kvinder vil være vigtigt.”