Produktivitet

De får 300.000 ansøgninger om året. Nu slipper HR for at læse dem alle igennem

Et system, der er lavet på kunstig intelligens, skal hjælpe Joe & the Juice med at sortere i bunkevis af ansøgninger. Udover at spare mandetimer kommer systemet også til at fastholde kunder, mener rekrutteringsmanager.

Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

På verdensplan er der hvert år 300.000 mennesker, der søger job hos dem.

Et tal, der kan synes uoverskueligt, hvis man skal gennemgå alle CV'er og ansøgninger, der tikker ind.

Men det har Joe & the Juice fundet en løsning på.

Virksomheden bruger nu et system, der er lavet på kunstig intelligens, som kan anbefale kandidater baseret på en score alt efter, hvor godt kandidaten passer ind i virksomheden

“Uden det her system vil det næsten være umuligt for os at snakke med alle kandidater,” siger Sebastian Jeppesen, der er Global Head of Recruitment for Joe and the Juice.

Om Joe & the Juice

Joe and the Juice blev stiftet i 2002 af Kaspar Basse, der åbnede en butik i København

I dag har virksomhed 340 butikker fordelt i Asien, Europa og USA.

I 2022 havde Joe & the Juice en bruttofortjeneste på 131,8 millioner kroner med et underskud på 69,4 millioner kroner.

I Danmark har juicekæden 71 butikker, hvoraf tre ligger i Nordjylland. 

Kilde: CVR og Joe & the juice

Joe & the Juice har fastsat, hvilke karaktertræk de leder efter hos en medarbejder, der står bag baren.

Det kan eksempelvis være, at medarbejderen skal have en positiv attitude.

Ud fra de personlighedstræk har virksomheden sammen med et hold adfærdspsykologer formuleret fem spørgsmål, hvor svarene kan give et indtryk af, hvordan kandidaten lever op til de idéelle personlighedstræk.

Kandidaten skal ikke sende ansøgning, CV eller billede, men kun svare på de fem spørgsmål for at søge et job.

Et af spørgsmålene kunne være:

Fortæl om en tid, hvor de havde mange opgaver. Hvordan prioriterede du dem?

Efter de fem spørgsmål bliver kandidaterne ved hjælp af kunstig intelligens rangeret på en skala fra 0-100 alt efter, hvor godt de passer til jobbet

Med rangeringen får Joe & The Juice en anbefaling til, hvem de skal kalde ind til samtale.

På den måde slipper virksomheden for at læse ansøgninger og CV igennem, men i stedet fokusere på de kandidater, som umiddelbart passer bedst til jobbet.

“I sidste ende vil der dog altid være en recruiter, der tager den afgørende beslutning,” siger Sebastian Jeppesen.

Personlighedsanalyse som en del af brandingen

Den verdensomspændende juicekæde ser et stort potentiale i at få kunstig intelligens til at sortere i de mange tusinde ansøgninger.

Udover at virksomheden sparer mandetimer ved ikke at lede efter den nye kandidat i bunkevis af ansøgninger, er det også vigtigt for dem, at alle kandidater får en god oplevelse i rekrutteringsprocessen.

Efter hver rekrutteringsproces får alle kandidater tilsendt en personlighedsanalyse, der giver dem op til 7 coaching tips, baseret på deres personlighedstest.

“Det er en af de absolut vigtigste implementeringer, at vi kan tilbyde det til alle vores kandidater,” siger Sebastian Jeppesen.

I Nordjylland har juicekæden tre butikker, der alle ligger i Aalborg. Arkivfoto: Kurt Bering

Ifølge ham er dem, der søger job hos Joe & the Juice, typisk også gæster i forretningen, og derfor er det ekstra vigtigt, at de får en god oplevelse.

“Hvis de har en dårlig rekrutteringsoplevelse, er de måske mindre tilbøjelige til at komme igen, så det er ligeså meget et spørgsmål om branding. Folk skal være mindst lige så glade for os, efter de har været igennem en rekrutteringsproces.”

Rekrutteringssystemet er blevet lanceret i virksomhedens europæiske afdelinger. I løbet af 2024 vil det også blive lanceret i USA og England.

Juicekæden har 340 butikker fordelt i Asien, Europa og USA.

I 2022 havde Joe & the Juice en bruttofortjeneste på 131,8 millioner kroner med et underskud på 69,4 millioner kroner.