Portræt

De har ansat 200 det sidste år. Og Maria vil have mange flere til at vælge succesrig branche

Maria Vinther Fenger og familien elsker at gøre tingene på deres egen måde. Også når det gælder rekruttering til deres branche, der buldrer afsted.

Foto: Caroline Bundgaard

Man mistænker at være kørt forkert, mens gruset knaser under dækkene, og den smalle vej snor sig dybere og dybere ind i skoven.

Men ved en lysning står et hvidpudset hus – og lidt længere bagved troner den pyramide, som siger alt om familien Fenger:

De er succesfulde inden for stål og vant til at arbejde i svært terræn. Forankrede lige her i Nordjylland og endda på samme adresse gennem 19 år. Og så insisterer de på at gøre tingene på deres helt egen måde.

Både i privaten, hvor familien har skiftet det hvidpudsede hus ud med pyramiden af stål og træ. Og i virksomheden Liftra, der laver kraner til vindmølleindustrien, som kan komme frem, hvor ingen andre kan.

Maria Fenger er lige kommet hjem fra Vietnam, da hun inviterer inden for i selskab med familiens brune labrador.

Denne gang var det næsten ren ferie, men i november 2022 fulgtes Maria og Per Fenger med kronprinsparret og Udenrigsministeriet rundt i Vietnam – sammen med flere af Danmarks markante spillere inden for vindenergi og energieffektivitet.

I virksomheden Liftra har de senest åbnet en afdeling i netop Vietnam, men hovedsædet ligger stadig i Aalborg, hvor 170 af virksomhedens 470 medarbejdere er ansat. Resten er fordelt i USA, Kina, Australien, Brasilien, Polen og Spanien.

Den eneste reelle udfordring? At blive ved med at skaffe kvalificeret arbejdskraft og nok kontorpladser til den buldrende succes.

Om Liftra og Maria Fenger

Maria Vinther Fenger er 46 år og bosat i Terndrup syd for Aalborg sammen med sin mand og parrets tre børn.Hun er uddannet diplomingeniør i miljø og teknik fra Aalborg Universitet i 2005.Siden 2008 har Maria Vinther Fenger været ansat i Liftra, der blev stiftet af Jens Mortensen og hendes mand, Per Fenger.I dag er hun Director of People and Culture i virksomheden, som har hovedsæde i Aalborg og afdelinger i USA, Kina, Australien, Brasilien, Polen og Spanien.Liftra laver kraner og andet specialløfteudstyr til vindmølleindustrien og er særligt kendt for sin selvhejsende kran, der kan komme frem i selv det sværeste terræn – og som kan fragtes på en enkelt lastbil, så transporten udleder betydeligt mindre CO2 end med større kraner.Virksomheden tæller cirka 470 medarbejdere globalt og har kunder som Vestas og Siemens.Ved siden af sit arbejde i Liftra er Maria Vinther Fenger bestyrelsesmedlem i den teknologiske alliance Engineer the Future, hvor hun bidrager til indsatsen med at få flere unge til at søge mod uddannelser inden for teknologi, science og IT.

“Vi har haft én af vores ingeniører til at regne på, om stålet kan bære,” siger Maria Fenger om det særprægede pyramidehus, der stod færdigt i 2022. “Jeg tror ikke, det kunne have ladet sig gøre, hvis det ikke havde været for vores erfaringer og gode folk i Liftra.” Foto: Caroline Bundgaard

Vi skal ikke male fanden på væggen – vi skal bare gøre os umage

Maria Fenger starter med at mane til besindighed, mens hun tager plads i dagens hjemmekontor.

Hun har set de analyser, der peger på, at Danmark i 2030 kommer til at mangle op mod 20.000 personer inden for ingeniørfaget, teknik og IT:

“Men det er jo mindst lige så kritisk med eksempelvis sygeplejersker og skolelærere. Alle klager over, at de mangler medarbejdere, men i Liftra er vi trods alt i en privilegeret situation. Og så må vi gøre det, så godt vi kan – og gøre os så attraktive, som vi overhovedet kan.”

Maria Fenger er åbenlyst engageret i verden omkring sig, men også ubekymret i en sådan grad, at skuldrene automatisk sænker sig lidt i hendes selskab.

Måske fordi hun er smittet af sine omgivelser, hvor to islandske heste går og nipper græs foran huset. Og måske fordi hun og Liftra har været ekstremt dygtige til at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Én ting er, at vi har opgaver til dem – men vi skal også være sikre på at kunne give dem en god onboarding.
Maria Fenger, Director of People and Culture i Liftra

“Vi har ansat 200 mennesker det sidste år, og kun enkelte positioner er vi udfordret på,” fortæller Maria Fenger.

“Vores største udfordring lige nu er at skaffe nok kontorpladser. Og så selvfølgelig at have ressourcer til at oplære de mange nye medarbejdere, som skal sidde på de kontorpladser. Én ting er, at vi har opgaver til dem – men vi skal også være sikre på at kunne give dem en god onboarding.”

Som Director of People and Culture er det Maria Fenger, der er den øverst ansvarlige for rekruttering og kulturen i Liftra – selvom hun understreger, at rigtig mange er involveret i arbejdet.

Og dét arbejde starter, længe inden kandidaterne bliver udklækket fra universitetet.

“Vi vil rigtig gerne være med til at vise, hvordan det er at arbejde som eksempelvis ingeniør,” siger Maria Fenger, der selv er mor til tre. “Og jeg tror på, man kan gøre undervisningen i grundskolen og gymnasiet mere spændende, hvis eleverne får lov til at opleve det i praksis.” Foto: Caroline Bundgaard

Klar til kamp om fremtidens arbejdskraft

Ved årsskiftet blev Maria Fenger udnævnt som den nordjyske stemme i bestyrelsen for den teknologiske alliance Engineer the Future.

Og sammen med repræsentanter for blandt andet Mærsk og Novo Nordisk skal hun nu bidrage strategisk til indsatsen med at få flere unge til at søge mod uddannelser inden for teknologi, science og IT.

For HR-direktøren er bestyrelsesposten en direkte forlængelse af den indsats, som hun i mange år har gjort i Liftra:

“Vi vil rigtig gerne være med til at vise, hvordan det er at arbejde som eksempelvis ingeniør. Og jeg tror på, man kan gøre undervisningen i grundskolen og gymnasiet mere spændende, hvis eleverne får lov til at opleve det i praksis.”

Vi gør det selvfølgelig ikke kun af vores gode hjerte, men også fordi vi ved, at vi og vores kollegaer får brug for flere kræfter i fremtiden.
Maria Fenger, Director of People and Culture i Liftra

Derfor har Liftra blandt andet samarbejdet med Naturvidenskabernes Hus og Aalborg Tekniske Gymnasium om en opgave, hvor eleverne skulle komme med løsninger til installation af flydende vindmøller. Det har været så stor en succes, at gymnasiet har gjort forløbet til et fast element for alle elever.

Og via Engineer the Future har Liftra senest været vært for talentkonkurrencen Science Cup, hvor de på hovedsædet i Aalborg havde besøg af elever fra Brønderslev Gymnasium.

“Vi gør det selvfølgelig ikke kun af vores gode hjerte, men også fordi vi ved, at vi og vores kollegaer får brug for flere kræfter i fremtiden. Derfor er vi også nødt til selv at tage ansvar for udviklingen og vise, hvor fedt vores fag er,” siger Maria Fenger.

“Og vi oplever, at flere af eleverne godt kan huske os, når de senere starter på universitetet.”

Maria Fenger er selv uddannet diplomingeniør i miljø og teknik fra Aalborg Universitet i 2005, men i dag bruger hun al sin tid på at arbejde med mennesker og kulturen i Liftra. “Jeg synes, det er fedt at være kulturbærer,” siger hun. Foto: Caroline Bundgaard

Europas bedste ingeniøruniversitet og ønsket om mere diversitet

At virksomhedens hovedsæde deler by med Europas bedste ingeniøruniversitet er ikke ligefrem noget, der ærgrer Maria Fenger:

“Vi har selvfølgelig et rigtig tæt samarbejde med Aalborg Universitet, hvor både jeg selv og Liftras to stiftere har gået – nemlig Jens Mortensen og min mand, Per. Og i dag har vi faktisk en ingeniør fra hver årgang, siden Liftra blev stiftet i 2003.”

Mange af de ingeniører har først skrevet projekt eller haft studiejob hos Liftra – og ifølge Maria Fenger er det en stor fordel, at begge parter har haft mulighed for at lære hinanden at kende på forhånd.

Vi plejer også at sige, at vi tager 100 procent af de kvinder, der bliver uddannet maskiningeniør. Fordi der cirka er én på hver årgang.
Maria Fenger, Director of People and Culture i Liftra

Aktuelt er der seks grupper, som skriver projekt om Liftra på Aalborg Universitet, og hun håber, flere af dem skriver under på fuldtidsstillinger efter studiet.

“Vi plejer også at sige, at vi tager 100 procent af de kvinder, der bliver uddannet maskiningeniør,” siger Maria Fenger med et smil. “Fordi der cirka er én på hver årgang.”

Ifølge HR-direktøren er diversitet afgørende for dynamikken på en arbejdsplads, men det kræver en større indsats at gøre kvinder interesserede i branchen.

“Jeg ser det allerede i mine egne børn, selvom de alle tre er naturvidenskabelige. Gorm og Aksel er mere tilbøjelige til lige at gå ud i værkstedet og bygge noget eller sætte nye hjul på bilen, mens Ida hellere vil sidde og tegne.”

Men i Liftra handler diversitet i lige så høj grad om at give plads til andre uddannelsesbaggrunde og kulturer.

“Vi må aldrig være bange for at ansætte medarbejdere, der ikke har taget den direkte vej ind i faget. Det bringer også nogle andre perspektiver til bordet,” siger Maria Fenger, der her nyder udsigten fra toppen af sit pyramidehus. Foto: Caroline Bundgaard

Drømmen om en lille virksomhed på tværs af fem kontinenter

Når man som Liftra ansætter 200 medarbejdere globalt på et år, kan det også være nødvendigt at skele til andre end ingeniører.

Maria Fenger lægger ikke skjul på, at ingeniører er de mest oplagte kandidater – men en matematiker er selvsagt også god til at lave beregninger, og en maskinmester er sandsynligvis den bedste til at besvare akutte henvendelser fra kunder, som har problemer med en kran.

“Vi skal turde tænke i nye baner,” siger HR-direktøren.

“For eksempel har vi også en ingeniør, der har en baggrund som snedker. Og vi må aldrig være bange for at ansætte medarbejdere, der ikke har taget den direkte vej ind i faget. Det bringer også nogle andre perspektiver til bordet.”

Det samme er tilfældet, når Liftra udvider med nye nationaliteter, som arbejder sammen på kryds og tværs. Det giver virksomheden nye perspektiver, og medarbejderne får også nye oplevelser, når en dansk ingeniør for eksempel bytter afdeling med en spansk ingeniør for en periode.

For Maria Fenger giver den globale vækst kun én større bekymring:

“Jeg vil jo egentlig helst bevare kulturen fra en lille virksomhed, hvor jeg kender navnet på alle, og hvor alle medarbejderne ved, at de kan komme til mig. Flexjobberen, der måske kun er her to timer om ugen, skal føle sig lige så vigtig som økonomidirektøren.”

Jeg vil jo egentlig helst bevare kulturen fra en lille virksomhed, hvor jeg kender navnet på alle, og hvor alle medarbejderne ved, at de kan komme til mig.
Maria Fenger, Director of People and Culture i Liftra

Derfor sørger familien Fenger også for at rejse ud og besøge de internationale afdelinger, så ofte det er muligt. Men foreløbigt er der ingen planer om at slå sig ned permanent under mere eksotiske himmelstrøg.

“Vi har da leget med tanken om at hive børnene ud af skolen og så tage et år i USA eller Vietnam.”

Maria Fenger smiler og kigger ud på de to heste, der stadig står og gumler græs gennem sneen.

“Men det har aldrig lige passet med vores forpligtelser herhjemme. Og så elsker vi jo bare at være lige her.”