Grøn omstilling

Martin blev fyret fra slagteriet i Sæby: Nu er han spydspids i den grønne omstilling

Sammen med flere hundrede andre mistede Martin Rohde sit job, da Danish Crown i sommer lukkede sit slagteri i Sæby. Nu har han fået en jobtype, som den grønne omstilling skriger efter.

Martin Rohde er én af de fyrede slagteriarbejdere fra Danish Crown i Sæby. Nu har han fået job i den grønne omstilling. Privatfoto

“Jeg tænker først og fremmest på de ansatte og deres familier i denne situation. Det er en uforståelig beslutning, og lukningen er et kæmpe tab for borgerne, for byen og for hele Nordjylland. Jeg er både vred, skuffet og ked af, at Sæby trak det korteste strå i Danish Crowns omstrukturering.”

Sådan sagde borgmester Birgit S. Hansen, da det i april kom frem, at faldet i antallet af grise til slagtning fik så store konsekvenser, at Danish Crown efter flere end 100 år i byen besluttede at lukke slagteriet - og omkring 800 ansatte stod til at miste deres job.

I bestræbelserne på at hjælpe de mange fyrede slagteriarbejde videre arrangerede Danish Crown, Frederikshavn Kommune og RAR Nordjylland blandt andet en ekstern jobmesse, hvor nordjyske virksomheder fik mulighed for at møde jobsøgende medarbejdere fra Danish Crown.

25 virksomheder var med, og én af dem var vindvirksomheden Procon Wind Energy.

I lighed med mange andre virksomheder indenfor energisektoren og den grønne omstilling, har Procon Wind Energy brug for medarbejdere, der kan løse opgaver inden for både onshore og offshore vind.

Mange af de tidligere slagterimedarbejdere meldte sig klar, og i løbet af dette efterår er Procon Wind Energy i samarbejde med Tech College Aalborg i gang med at omskole 76 tidligere slagterimedarbejdere til at udføre kabel- og montagearbejde på vindprojekter.

I løbet af dette efterår er Procon Wind Energy i samarbejde med Tech College Aalborg i gang med at omskole 76 tidligere slagterimedarbejdere til at udføre kabel- og montagearbejde på vindprojekter. Foto: Procon Wind Energy

Som kabelmontør er man bl.a. med til at trække kabler i føringsveje, og kabelmontøren er en slags højre hånd for elektrikere eller teknikere.

Kabelmontører kan være med til at frigive hænder til blandt andet elektriker- eller installatørarbejde, da de jobfunktioner kræver særlige kompetencer. Det er især her, at der er mangel på arbejdskraft.

Og netop mangel på arbejdskraft kan få grønne virksomheder til at flytte, hedder det i en pressemeddelelse fra Green Power Denmark.

Hver sjette virksomhed i den grønne energisektor har flyttet produktion til udlandet for at kunne ansætte medarbejdere med de kompetencer, som de har brug for, viser en rundspørge, som Green Power Denmark har foretaget blandt sine medlemmer.

For Procon Wind Energy betyder ansættelse af de fyrede slagteriarbejdere, at de ikke i nær så høj grad behøver at ansætte udenlandske medarbejdere.

Én af de slagteriarbejdere, der nu skal skifte slagterkniven ud med momentnøgle og andet værktøj er 37-årige Martin Rohde. Han nåede at arbejde 16 år hos Danish Crown i Sæby, og jobbet som slagter er det eneste job, han har nogensinde har haft.

“Jeg var glad for at arbejde på slagteriet, men jeg er også meget glad for mit nye job. Det er noget helt andet, men det betyder noget for mig, at det handler om den grønne omstilling,” siger Martin Rohde, der bor i Syvsten.

Martin Rohde er glad for sit nye job. Privatfoto

Han er én af de første, der har været gennem omskolingen, og i løbet af de kommende måneder følger resten af de 76 tidligere slagteriarbejdere efter. Martin Rohde er glad for at være én af de første i job.

“Jeg hører simpelthen ikke til hjemme på sofaen - det kan jeg ikke finde ud af, og så er det jo også rart nok at tjene nogle penge,” siger han.

Også Procon Wind Energys administrerende direktør, Claus Søgaard Poulsen, er glad for de mange nye medarbejdere. I en pressemeddelelse siger han:

“Det har været en kæmpe fornøjelse at mærke, at de har viljen og lysten til at kaste sig ud i noget nyt, selvom de fleste har været på arbejdsmarkedet i mange år. De er vant til at bruge hænderne, stå tidligt op og tage fat, og det ser vi stor værdi i.”