En personlig tragedie har accelereret Maj Kærs karrieredrøm: “Jeg er jo stadig enormt ambitiøs”

Sidst jeg mødte hende, stod hun på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Omkranset af stærke nordjyske erhvervskvinder var det Maj Kær, som knugede Kammaprisen mellem sine hænder.

En anerkendelse af den utrættelige indsats, hun har ydet som professionelt bestyrelsesmedlem og særligt som HR-ansvarlig hos vækstkometen Shaping New Tomorrow.

I dag sidder Maj Kær på sit hjemmekontor i Aalborg med håret i en knold og makeuppen skrællet af.

Hun skiftevis smiler og tørrer en tåre af kinden, når hun mindes sin søn, som mistede livet alt, alt for tidligt den 2. januar 2024.

Det er ikke Victors historie, vi er mødtes for at tale om. Men betydningen for Maj Kærs arbejdsliv, hvor en gammel karrieredrøm pludselig accelererer.

“Hvis ikke nu, hvornår så?” siger hun og lader spørgsmålet hænge i luften.

“Nogle få dage efter Victors død spurgte min søster, om jeg ville komme til at arbejde mig ihjel nu.”

Det ville være en naturlig reaktion for Maj Kær, der har en travl karriere bag sig hos mastodonter som Vestas, Grundfos og Alfa Laval.

Men intet er naturligt, når du mister dit barn.

“Så står du over for et valg, om du selv skal blive i livet. Det har jeg valgt at gøre,” siger Maj Kær.

“Men under min sorgorlov traf jeg også en beslutning om, at jeg kun kunne gå fremad. Ikke tilbage.”

Når en bombe sprænger under privatlivet, og ingenting lander samme sted igen, er arbejdslivet nødt til at følge med.

Derfor er Maj Kær stoppet som HR-ansvarlig i Shaping New Tomorrow og vil nu forfølge sin drøm om at hjælpe flere virksomheder med HR og organisationsudvikling.

“Jeg har været så privilegeret det sidste halve år, at nogle virkelig fede virksomheder har taget kontakt til mig. Ikke fordi de kendte til min situation, men fordi de stod over for en transformationsproces og gerne ville ansætte en profil som mig.”

For Maj Kær blev tilbuddene en trykprøve af, hvad hun egentlig ville med sit liv.

Ikke tilbage i et fast ansættelsesforhold, kunne hun hurtigt mærke.

I sit stille sind har hun længe drømt om at gøre en forskel for ikke bare én arbejdsgiver, men en lang række virksomheder. Og flere i hendes netværk har undervejs spurgt, hvorfor hun ikke bliver selvstændig.

I år var der ikke nogen undskyldninger tilbage.

Efter sommerferien skruer Maj Kær op for blusset i HeartCore Consulting, som i flere år har været hendes sidegesjæft.

Nu skal virksomheden give smør på bordet og for alvor være med til at rykke noget ude i erhvervslivet.

“Jeg er jo stadig enormt ambitiøs,” siger Maj Kær, selvom det er åbenlyst, når jeg er i hendes selskab.

Hun er ikke blevet et andet menneske, selvom det umenneskelige er sket.

Men hun insisterer på at have hjertet med i alt, hvad hun giver sin tid til. Og når tiden en dag rinder ud, vil hun vide, at hun har brugt sine kompetencer til at hjælpe så mange som muligt.

Derfor har Maj Kær også stiftet foreningen Værdig, som hun vil drive sideløbende med HeartCore Consulting.

“Formålet med Værdig er at sikre en værdig håndtering af pårørende til organdonorer. Da vi sagde ja til at donere Victors organer, oplevede vi jo, at der ingen hjælp og støtte er til de efterladte.”

Det vil Maj Kær ændre på vegne af de mange. Men arbejdet giver også Maj Kær små glimt af mening – midt i alt det meningsløse.

“Jeg har talt meget med min psykolog, som siger, at alt, hvad der giver mig energi, er en god idé. Og alt, hvad jeg laver i forbindelse med Værdig, er ligesom en del af min helingsproces.”

Det sidste halve år har Maj Kær også oplevet, hvordan hendes professionelle netværk er blevet personligt.

Hun bliver rørt, når hun fortæller, hvordan mennesker, som hun ikke før har været tæt på, alligevel har været der og gjort en forskel. Både for mennesket Maj og erhvervskvinden Maj.

“I sidste uge skød vi også en video til Værdig, hvor vi bad folk om at møde op. Jeg skulle gå alene gennem Kildeparken og langsomt få selskab af flere og flere mennesker,” siger hun med et taknemmeligt smil.

“Det var virkelig en overvindelse for mig at skulle spørge om hjælp. Men det var jo fantastisk at opleve, hvor mange, der dukkede op. Selv i regnvejr.”

Små sprækker af sol har fundet Maj Kær.

Og når hun efter sin sommerferie slår dørene op til HeartCore Consulting i kontorfællesskabet Black Box i Aalborg, har de første kunder allerede meldt sig.

Opgaverne er endnu fortrolige, men hun røber gerne, hvad hun generelt glæder sig til at arbejde med. På projektbasis, som interim eller som sparringspartner.

“Det kan alt sammen summeres op til værdiskabende forandringer,” siger Maj Kær og kan godt se, jeg søger noget mere konkret.

“Når virksomheden for eksempel lægger en ny strategi, skal vi turde kigge på de "stole", der er i virksomheden. Hvor bevæger de sig hen i fremtiden? Og hvordan sikrer vi, at medarbejderne udvikler sig i takt med stolene?”

Ifølge Maj Kær har vi tendens til at lave en evaluering bagudrettet, mens vi ofte glemmer at spole medarbejderen frem i tid.

Det taber alle ved.

Hun er selv bestyrelsesmedlem i Erhverv Norddanmark og Aalborg Kongres & Kultur Center. Og ved, hvordan bestyrelsesuddannelser er blevet “det nye sort.”

“Men husker vi også at kigge på, om vi har de rigtige kompetencer på bestyrelsesniveau? Om vores bestyrelsesmedlemmer sidder i stolene, fordi de ikke kan komme op, eller fordi de rent faktisk understøtter strategien?”

I ingen facetter af livet er Maj Kær bange for at stille de svære spørgsmål.

Heller ikke til ejerledere, som kan føle sig ensomme med deres udfordringer eller den succes, de har skabt.

“Hvorfor var det egentlig, du startede din virksomhed?” siger hun eksempelvis til ejerledere i dag.

“Hvad er det rent faktisk for nogle opgaver, der giver dig glæde og energi? For jeg tror rigtig meget på, at en glad direktør også giver glade medarbejdere.”

Foreløbigt er der ingen fare for, at Maj Kær glemmer, hvorfor hun har stiftet sin egen virksomhed.

“Jeg drømmer ikke nødvendigvis om en hel masse medarbejdere. Men når jeg går i seng om aftenen, vil jeg vide, at jeg hver dag har gjort en lille forskel. Enten for mig selv eller for andre mennesker.”

Hvor meget kommer du til at arbejde? spørger jeg og udløser et lille smil.

“Jeg kommer aldrig til kun at arbejde 37 timer om ugen. Det bliver fuldtid og forhåbentlig noget mere. Jeg elsker at arbejde og er slet ikke færdig med at udleve mine ambitioner.”

“Livet er ikke færdigt med mig.”