De unge kan få 40.000 og er sikret et job, men alligevel er denne uddannelse ikke populær
Aalborg Universitet kæmper med at få unge mennesker til at vælge én uddannelse, som gør dem populære på arbejdsmarkedet. Det vil universitetet nu gøre noget ved.
De studerende, der bliver færdige til sommer, har allerede sikret et arbejde.
Startlønnen ligger mellem 40.000-45.000 kroner.
Og arbejdsløsheden er næsten nul.
Det lyder som noget, der kan tiltrække en masse unge.
Alligevel kæmper Aalborg Universitet med at få fyldt alle pladserne på uddannelsen for landinspektører.
Det fortæller studieleder Pernille Scholdan Bertelsen.
“Ungdomsårgangene er meget små, og der er mange valgmuligheder på uddannelsesområdet,” forklarer hun de manglende elever.
En landinspektør indgår i større bygge- og anlægsarbejder, hvor de er en blanding af jurister, ingeniører og arkitekter.
Det er eksempelvis kun landinspektører, der må udstykke byggegrunde.
De senere år er der også kommet et stort fokus på landinspektører i forbindelse med den grønne omstilling.
Inspektørerne spiller en væsentlig rolle, når det gælder planlægning og placering af vindmølle- og solcelleparker.
Tre arbejdsløse og 40.000 i startløn
De unge på uddannelsen kan se frem til et arbejdsliv, hvor de kan vælge og vrage mellem jobtilbud.
Startlønnen for en landinspektør ligger mellem 40.000-45.000, og ledigheden ligger på 0,4 procent, viser de seneste tal fra Akademikerne.
Det svarer til tre fuldtidsledige i Danmark.
De studerende, der til sommer er færdig med fem års uddannelse, kan allerede mærke, at de er populære.
“Stort set alle studerende, der afslutter uddannelsen til sommer, har sikret sig et arbejde, når de er færdige,” siger studielederen.
Den første sikrede et job allerede i februar - fem måneder før dimission.
Aalborg Universitet, der er de eneste, der tilbyder uddannelsen, forsøger at komme den manglende popularitet til livs blandt andet ved at udbrede kendskabet til livet som landinspektør.
“Vi ønsker at blive bedre til at skabe synlighed omkring uddannelsen og dens mange fordele. Det gør vi blandt andet gennem fokus på, hvordan man som landinspektør skaber værdi i vores samfund – et vigtigt parameter for unge, der skal vælge uddannelse,” siger studieleder Pernille Scholdan Bertelsen.
Noget kan dog forklare de manglende ansøgere til uddannelsen, selvom en stor pose penge ligger for enden.
“Faglig interesse” er nemlig den altoverskyggende faktor, når unge vælger uddannelse.
Det viser en analyse fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, fra 2021.
88 procent af de unge har valgt uddannelse ud fra faglig interesse, viser undersøgelsen.
Det ved man godt ved Aalborg Universitet, der erkender, at det er et større arbejde at ændre de unges interesser.
Det er dog et problem, man forsøger at komme til livs.
“Vi arbejder aktivt med at konkretisere, hvordan landinspektøruddannelsen taler ind i fag, som de unge kender fra gymnasiet eller HTX. Landinspektørvidenskab er en oplagt mulighed, hvis man som ung eksempelvis er interesseret i matematik, samfundsfag, teknologi eller geografi,” siger studielederen.
I Danmark er der omkring 1500 landinspektører.