Skal vi hade eller elske vikarerne?

Vikarforbruget er steget voldsomt de senere år. Både i regioner og kommuner. På hospitalerne er forbruget vokset med 28 procent fra 2019 til 2022, viser en opgørelse af udgifterne til privat, løst tilknyttet personale på landets sygehuse, som TV2 har foretaget.

I den kommunale ældrepleje har man også oplevet en stigning af brugen af vikarer fra private vikarbureauer. I 2022 brugte kommunerne i alt cirka 2,2 milliarder kroner, mens beløbet i 2018 var 1,5 milliarder kroner.

Altså en stigning på 46 procent. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Det vil statsminister Mette Frederiksen gerne have sat en stopper for. Det gjorde hun klart efter valget i 2022. Hun kaldte det mærkeligt, at der kan komme en vikar ind ad døren, der får mere i løn, end de faste medarbejdere. I stedet skal pengene bruges på det faste personale.

Men ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, findes der ikke sådan en snuptagsløsning, som Mette Frederiksen lægger op til.

For selvom vi stopper med at benytte vikarer – og giver pengene til det faste personale – så står vi stadig med det samme problem: Vi har fuld beskæftigelse, vi mangler arbejdskraft.

''Vi skal have udvidet arbejdsstyrken, det nytter ikke noget at flytte arbejdsstyrken rundt. Jeg mener, at det økonomisk vil give meget bedre mening, at vi sætter alle sejl ind for at få arbejdskraft ind fra udlandet,'' siger han.

Samtidig mener han, at vi er nødt til at blive bedre til at tænke vikarer ind som en del af grundbemandingen. For at forhandle de bedste aftaler og skabe kontinuitet.

''Der er ingenting galt med vikarer, de kan gøre rigtig meget godt. De er særligt gode, der hvor man har en variation af mængden af arbejde, der skal løses. Det kan være i ferieperioder, eller hvis der kommer en uplanlagt pukkel, hvor man er kommet bagud. Her er det meget bedre at bruge en vikar end at skulle bruge kræfter på at rekruttere en fastansat,'' siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

''Vi er nødt til at finde et mere naturligt leje ved, at vi får udvidet arbejdsstyrken. Men vi er også nødt til at anerkende situationen og hyre vikarer ind i større mængder.''

Han kommer med et eksempel. I stedet for at se på problemet fra dag til dag, skal man blive bedre til at se ud i fremtiden. Så man laver aftaler for et halvt eller helt år.

Så hvis man ved, at der i lang tid vil komme til at mangle otte vikarer, så får man fat i de samme fem vikarer, og så dækker man selv med de sidste tre. På den måde vil man kunne lave de bedre – og billigere – aftaler og bruge mindre tid på oplæring.

Og så kommer han med en stikpille til det offentlige:

''Hvorfor kan et vikarbureau tilbyde så meget bedre arbejdsforhold ind det offentlige? Kan de noget magisk? Jeg ved, at rigtig mange skammer sig over at forlade det offentlige, men har behov for mere fleksibilitet, og det offentlige system er simpelthen for rigidt og gammeldags til at omfavne de behov. Måske skulle man ryste posen og tilbyde tidssvarende ansættelsesmodeller.''

Selvom vikarer ofte bliver beskyldt for at være omkostningsfulde og nærmere som en sten i skoen end en egentlig hjælp, så oplevede sygeplejerske Jane Goul det modsatte, da hun på et tidspunkt valgte at være vikar.

Hun arbejder som selvstændig sundhedskonsulent, men under coronaen fik hun mulighed for at bruge sin faglighed anderledes, fordi alting var vendt på hovedet i sundhedsvæsenet.

Derfor hoppede Jane i sin gamle uniform og var sygeplejerskevikar på hospitaler og i den kommunale hjemmepleje.

''Det var rart at kunne bruge min faglighed på en anden måde - og hjælpe en presset arbejdsplads,'' siger hun.

På pressede hospitaler og institutioner oplevede hun, hvor meget vikarende betød, når de var lagt ned af sygdom og opsigelser. Hun følte, at hun kunne bidrage med ny, positiv energi og viden fra de andre steder, hun også havde været.

Tiden som vikar blev et slags antropologisk studie for hende. Hun opdagede, at der var stor forskel på, hvor godt vikarerne, hun mødte, var rustet til opgaven.

Den viden tog hun med sig – og i dag er hun blandt andet konsulent for vikarbureauet Altid Vikar. Her arbejder hun for at skabe en bedre struktur for brug af vikarer.

Hun mener nemlig, at det er afgørende med et godt samarbejde mellem arbejdspladserne og vikarbureauerne.

Derfor er hun med til afklaringssamtaler med både arbejdspladser og vikarer; for det er ikke bare ressourcetungt for arbejdsstedet, det er også utrygt for vikarer at blive sendt ud til opgaver, de ikke er rustet til.

''Det er utopi at tro, at vi kan drive et sundhedsvæsen uden vikarens fleksibilitet. Vi skal i stedet blive dygtigere til at tænke vikarer ind, som en aktiv del af vores velfærdssektor. Som de hyperfleksible medarbejdere, der kan aflaste det faste personale, så der ikke bliver drevet rovdrift på dem. Jeg tror, at fremtidens arbejdskraft kalder på, at vi kan få lov til at arbejde mere fleksibelt,'' siger Jane Goul og fortsætter:

''Nej, vi kan ikke alle være vikarer, men vi kan heller ikke alle være fastansatte. Konkret så betaler arbejdspladsen højere timeløn for vikaren, men de betaler også for, at dine medarbejdere ikke skal frygte at blive kaldt på vagt til fødselsdage og juleaften. For hvad koster det i budgettet og på fagligheden, når medarbejdere bliver sygemeldte, fordi de bliver stresset? Eller siger op, fordi de er trætte af at blive kaldt ind hele tiden?''